475

 

 

AFSLUTTENDE BETRAGTNINGER

 

Naar man nu retter et Tilbageblik paa hele den Udvikling, som ovenfor er skildret, er det indlysende, at der melder sig en lang Række Spørgsmaal af principiel Betydning, man gerne vil have nærmere Rede paa. Man vil f. Eks. spørge, om den Inderkreds af Mænd, som ifølge den ovenfor givne Fremstilling dannede det tredie Ting og derved udøvede en afgørende Indflydelse paa Regeringens og Rigsdagens Beslutninger, ja havde sine Forbindelser paa allerhøjeste Steder, nu ogsaa var Jøder i hvert Fald for den væsentlige Del? Om det nu ogsaa netop var Jøder, der havde Magten og dermed Ansvaret for al den Svindel og Bedrag, der præger Erhvervsforholdene og det offentlige Liv i Aarene 1914-1924. Og om det ogsaa er rigtigt, at Jøderne, som af Levy skildret, med velberaad Hu havde sat sig fast i Samfundets Nervecentrer: Der kan spørges, om der da ikke ogsaa fandtes gode, anstændige Jøder, der satte sig op imod al den Svindel og Bedrag og redeligt bekæmpede Kapitalmagtens Overgreb udefra et Sindelag, som Forfatteren til dette Skrift aabenbart ikke har ment at kunne forudsætte hos den fremmede Race. Ja, hvorfor skulde der dog ikke findes ogsaa saadanne retsindige Jøder? Det er ganske givet, at man i et saa jødevenligt, for ikke at sige forjødet Folk som det danske - hvorved der navnlig tænkes paa den saa stærkt af Jødedommen prægede sociale Overklasse i København og paa dens dominerende Indflydelse paa alle offentlige Forhold i Landet - netop vil møde en saadan Indvending. Indenfor disse Kredse

476

kender man jo kun gode, intelligente Jøder, og man ønsker almindeligvis, at der tales mindst muligt om Jødernes mindre heldige Egenskaber.- Der kan endvidere spørges, om der da virkelig kan være Tale om, at Jøderne trods alle indre Modsætninger maa anses for at danne en fælles Front, og der vil her bI. a. ganske konkret kunne spørges, hvilke Forbindelseslinier der da er paaviselige fra det jødiske Plutokrati (Emil Glückstadt - Brandes - Ballin - Theo Kliatschko osv.) til den jødiske Marxisme (Parvus - Svend Trier - Arnold Glückstadt osv.) og videre til Zionismen (Henri Nathansen - Joseph Davidsohn - Louis Levy osv.) Spørgsmaalet er derpaa simpelthen: Hvilket fælles Maal har alle disse Retninger, eller om man vil, Grupper, indenfor Jødedommen?

Men der melder sig ogsaa Spørgsmaal af en anden Art. Hvorledes - vil man uvilkaarligt spørge - var det muligt, at denne mægtige Svindel, dette fantastiske Spil om Samfundets Værdier, som satte ind allerede i de første Krigsaar, kunde rase Aar igennem, 1915, 1916, 1917, 1918, til Krigens Ende, og derudover 1919, 1920, 1921 og 1922, uden at man fik Klarhed over disse Forhold? Selve Skandalen om Landmandsbanken, blev jo først aabenbar i September 1922 og da ogsaa kun i meget taagede Omrids. Rigtigt oplyst blev Aarsagerne til Katastrofen egentlig først halvandet Aar senere, i 1924, i Bankkommissionens Beretning. Da blev endelig alle de samfundsskadelige og forbryderiske Transaktioner, der stod i Forbindelse med Landmandsbankkatastrofen, grundigt belyst, uden at man dog kan sige, at det Problem, som her interesserer mest, nemlig det jødiske Plutokratis uhyrlige Folkebedrag, derved blev udtømmende behandlet. Naar man dernæst konstaterer, med hvilken Bitterhed Jødedommens Forsvarere tager paa Vej, saasnart der paa et for dem ubelejligt Tidspunkt røbes noget om disse Ting, kan man atter spørge, hvad der muliggjorde Jøderne at drive deres forargelige Spil med Samfundets Interesser i næsten et helt Aarti under de højeste Øvrigheders Beskyttelse.

Thi de var jo Tabu!

477

Nogle Eksempler skal her gentages for at vise, hvor farligt det var at røre ved disse Forhold, hvorledes de højeste Instanser sattes i Bevægelse, saasnart der var nogen, som turde røre ved de herhen hørende Spørgsmaal og vovede at sige Sandheden om de Ting, der foregik.

Her tænkes for det første paa de radikale Forholdsregler, Regeringen og Rigsdagen, dog navnlig det konservative Parti, indledede mod Folketingsmand Lemvigh-Müller paa Anmodning af Landmandsbankens Bankraad, da han fremsatte sin Kritik mod Emil Glückstadt og Johan Levins samfundsskadelige Spekulationer i Folketinget den 21. Oktober 1921. For det andet tænkes paa det Raseri, Justitsminister Rytter udløste hos de daværende Oppositionspartier, da han i Februar 1924 tillod sig at oplæse Edvard Brandes' Brev til Glückstadt i Anledning af Landmandsbankens 50 Aars-Jubilæum i Oktober 1921, uden forud at indhente Rigsdagens Sanktion dertil. Da Undersøgelseskommissionen blev nedsat i September 1922, blev det rigtignok fra alle Partier krævet, at alle Forhold, der havde ført til Landmandsbankens Sammenbrud, skulde undersøges til Bunds, og at der intet maatte stikkes under Stolen; men da det saa kom til Stykket, var alle Partier enige om, at det af Justitsminister Rytter oplæste Brev, omendskønt det hørte til Landmandsbankens Akter og var bleven stillet til Raadighed for Ministeren af et af Kommissionsmedlemmerne, Prof. L. V. Birck, aldrig burde være gjort tilgængeligt for Offentligheden.

Oppositionspartierne, de Radikale og Socialdemokraterne, mente endog i denne Anledning at maatte kræve Regeringens Demission! Naar nu denne i og for sig, ret ubetydelige Episode med Brandes-Brevet ansaas for egnet til at indlede en saadan Hof- og Statsaktion«, er der skellig Grund til at spørge, hvormeget der saa alligevel - trods de i Forhandlingerne om Bankkommissionens Nedsættelse opstillede og af alle Partier godkendte Principper - er blevet stukket under Stolen. Det kan jo have været ikke saa lidt endda! Til yderligere Belysning af disse Spørgsmaal skal det for det tredie fremhæves, at den store Korrespondance, Birck havde samlet til Belysning af Plums og Glückstadts Bestræbelser for at redde det transatlantiske Kompagnis Interesser i Rusland, ikke kom med i det officielle Materiale, at Socialdemokratiets Krav om Offentliggørelse af de Navne, der nød Ballin-Koncernens Bevaagenhed, ved Fordelingen af nye Aktier i Oktober 1916, aldrig blev opfyldt. o.s.v. Men mange andre Spørgsmaal er ogsaa siden forblevet uopklaret, saaledes Spørgsmaalet om, efter hvilke Principper Landmandsbanken har foretaget sine Afskrivninger, og hvorledes Landmandsbanken i det enkelte har ordnet sig med Debitorerne efter 1922. Hvor lidet man kunde taale Sandheden viste sig ogsaa, da Prof. Thorkild Rovsing i ”Tilskueren« 1926 fortalte nærmere om de specielle Forhold, der førte til Regeringsnydannelserne i Paaskekrisen 1920. Som ovenfor vist løb baade Ove Rode og F. Borgbjerg amok,

478

saasnart nogen blot vovede at røre ved disse Ting. Endelig skal her for det fjerde henvises til den Forbitrelse, førende Socialdemokrater saasom Stauning og Borgbjerg lagde for Dagen, da der fandtes Blade her i Landet, som afslørede den gigantiske Kapitaludbytning, der knyttede sig til Navnet Parvus og det socialdemokratiske Kulkontor og andre meget alvorlige Ting vedrørende Parvus' politiske Intriger og Komplotter.

Jovist: Sandheden var (og er) i disse Forhold ilde hørt i Danmark. Saasnart Forhold, der stod i Forbindelse med Jøders forbryderiske Transaktioner, stiIledes til Diskussion, - lad saa Mænd som Glückstadt og Konsorter eller ogsaa som Parvus og Konsorter være - de Hovedansvarlige -, viste det sig altid, at alle Systemets Mænd, indenfor Rigsdag og Regering og alle mulige andre Instanser, ikke mindst ogsaa indenfor Partierne og deres Blade, styrtede sig over den formastelige, som havde Mod nok at tale aabent om disse Ting og sige Sandheden om dem. Man tænke her blot paa, hvad Mænd som L. V. Birck og Rigsadvokat Topsøe-Jensen har været udsat for - i Forbindelse med Landmandsbankprocessen - fra Højesteretssagfører Davids og Fru Laura Glückstadts Side. Hvad er der dog ikke alt foretaget for at afholde disse Mænd fra at opfylde deres Pligt!!!

Dog, der melder sig endnu alvorligere Spørgsmaal, Spørgsmaal, som rører ved det dybeste og alvorligste Problem, vor Tids Danmark har at gøre med. Der kan og bør nemlig spørges, hvilke særlige Forhold det er, som har kunnet medføre, at nogle af Danmarks bedste og betydeligste Mænd, Mænd som Nationalbankdirektør Carl Ussing, Statsminister Niels Neergaard og Admiral Richelieu, at Rigsdag og Regering med deres Ministre af god dansk Fødsel, saasom de forskellige Ministeriers Handelsministre - Hassing Jørgensen, Tyge Rothe og M. N. Slebsager - har kunnet lade sig bruge og misbruge af Jødevældets Ledere? Hvor ligger Grunden til denne forfærdende Kendsgerning? Lad gaa, at der blandt den Kreds af fremtrædende danske ariske Mænd, som hørte til Landmandsbankens Inderkreds, fandtes nogle, som efter deres Mentalitet var mere eller mindre disponeret til at være aktive Deltagere i Landmandsbankkredsens Spekulation og Spil, saasom Harald Plum og Ove Ringberg, eller H. P. Prior, C. M. T. Cold, Etatsraad Johan Hansen o.s.v., lad gaa, at der fandtes andre,

479

som af mere eller mindre personlige Grunde følte sig særligt nær knyttet til Glückstadt, som f. Eks. Riis-Hansen og - desværre: H. N. Andersen - hvorfor skulde saa Mænd som Ussing og Neergaard, der dog oprindeligt stod frit og efter hele deres Indstilling og Karakter maatte have særlige Forudsætninger for at kunne hævde en selvstændig Stilling overfor Jødevældet, dog i sidste Instans alligevel ligge under overfor jødisk Indflydelse? Hvorledes vil man kunne forklare, at ogsaa disse Mænd lod sig bringe i en saa nedværdigende Afhængighed af Glückstadt og derved gjorde sig til Medansvarlige for den Millionbyrde, der efterhaanden blev paabyrdet Statsborgerne ved de af dem fremtvungne Foranstaltninger? Ja, hvorfor dog alt dette?

Uvilkaarligt spørger man sig ogsaa, hvorledes det kan forklares, at jødiske Finansmænd saa dristigt disponerer over Millioner til egen Fordel og aabenbart ikke kender Grænser for deres Pengegridskhed.

Og man kan tilsidst spørge: Hvad er det for en Brist i dansk Mentalitet, der er Skyld i, at denne grænseløse Svindel og det Bedrag var mulige, eller - naar Spørgsmaalet formuleres nøjere -: Hvilke Forhold bestod der og maatte der bestaa, for at Glückstadt og Konsorter, Parvus og Konsorter fik Chancen? Og ligesaa ubønhørligt trænger det Spørgsmaal sig paa: Er disse Chancer for, at Jøden kan regere og misregere Samfundet, da endnu tilstede? Eksisterer Jødemagten da endnu den Dag i Dag? Og har den de samme Maal den Dag i Dag?

Nogle af disse Spørgsmaal skal, forsaavidt de ikke allerede er bleven udtømmende behandlet ovenfor i denne Bog, her endnu finde en afsluttende Behandling.

Først nogle Betragtninger vedrørende de i Landmandsbanksagen særligt fremtrædende Mænds racemæssige Forhold; Spørgsmaalet lyder her kort og præcist: Var da Landmandsbankskandalens Topfigurer alle Jøder? Svaret lyder: Ja! De

480

danner endog nærmest en Familie, som den følgende Fremstilling vil vise.

I Josef Fischers Stamtavle om Slægten Salomonsen (Kbh. 1927), der giver et Overblik over Stamfaderen Salmen Schlaumau (alias Salomon Salomonsen, født ca. 1695 i Nyborg) og hans Efterkommere, faar man nærmere Oplysninger om Familieforbindelserne for en Række Personer, som ofte er nævnt i dette Skrift. I første Række findes her Glückstadt'erne. Blandt Gehejmeetatsraad Isaac Glückstadts og Juliette Raffels Børn og Børnebørn nævnes her bl.a. 1) Generalkonsul Valdemar Glückstadt (1868-1942), hvis Søn Erik Glückstadt var Underdirektør i New York i 1927; 2) Rosa Glückstadt (født 1872), gift med Fætteren Max Lester, en Søn af Bankier i Hamburg George Isaac Levig og Hustru Rose f. Glückstadt; 3) Etatsraad Emil Raffael Glückstadt (1875-1923). - Isaac Glückstadts Søster Rose Glückstadt, var som lige nævnt, gift med Bankier Isaac Levig, hvis ene Søn var den lige nævnte Max Lester, den anden den ogsaa fra Kommissionsberetningen kendte Bankier John Levig i Paris. En anden Søster Betty Glückstadt var gift med Grosserer Elias Raffel, som var Medlem af Bestyrelsen for Grønlandsk Grafit Compagni A/S. *) - I Salomonsen-Stamtavlen findes endvidere Vekselerer Johan Levin, Søn af Grosserer Siegfried Levin og Hustru Bona f. Philipson, og Nevø

*) En Broder til Gehejmeetatsraad Isaac Glückstadt var Joseph Glückstadt, hvis Søn, Herreekviperingshandler Arnold V. Glückstadt - d.v.s. Emil Glückstadts Fætter - var fanatisk Kommunist. Om hans Færden vidner den af ham i 1918 udgivne Piece: »Hvem er Forbryderen?«, som indeholder forbitrede Angreb paa det københavnske Politi. Selvsamme Arnold Glückstadt blev ogsaa kendt fra en Æresfornærmelsesproces, han indledede mod Redaktør F. Borgbjerg ved »Social-Demokraten«, en Proces, i hvilken der faldt Dom ved Højesteret den 11. December 1922. En Nevø af Emil Glückstadt, den i 1885 fødte Direktør Wilhelm Glückstadt, begyndte i Efteraaret 1916 Udgivelsen af et Organ: »Københavns Børstidende«, som tilsyneladende har været til stor Gene for Bankdirektøren. Idetmindste bemærker eet af Hovedstadsbladene herom: »Først og fremmest har Bladet kun til Opgave, at lokke uvidende Mennesker til at spekulere paa Børsen, formodentlig for at gavne en Bande Outsider-Vekselerere. Bladets daarlige og barnagtigt skrevne Artikler viser tydeligt, at ingen virkeligt kyndig Børsmand skriver dem. For det andet skiltes der paa lumpen Vis med en »Direktør« ViIh. Glückstadt som Redaktør - selvfølgelig med det Formaal, at tankeløse Læsere skal bilde sig ind, at Bladet har Forbindelse med Landmandsbankens bekendte Leder. Altsaa et grovt Misbrug af et andet Navn«.

Af Joseph Fischers Stamtavle over Slægten Levin-Fridericia fremgaar det endvidere, af Johan Levin samt Emil og Valdemar Glückstadt er Oldebørn af The- og Porcelænshandler, senere Schächter, Marcus Joseph Levin i Fredericia (1772-1861).

481

af Medindehaveren i Firmaet J. M. Levin & Co., Martin J. Levin. Beslægtet med denne paa forskellig Maade var Grosserer Sophus Levin, der var gift med Emil Glückstadts Niece Esther Glückstadt. - Emil Glückstadts Fætter var Frederik Moritz Salomonsen, Søn af Grosserer Moritz Salomonsen, der var gift med Rebekka Raffel, en Søster til Emil Glückstadts Moder Juliette Raffel, begge Døtre af Raadmand, Grosserer i Aalborg Albert Raffel. Endvidere skal fremhæves, at Emil og Valdemar Glückstadt var gift med to Søstre, Døtre af Direktøren i Creditkassen for Landejendomme i Østifterne og Vekselmægler, Eduard Rée, førstnævnte med Laura, sidstnævnte med Julie Rée. - Lederen af den store Skotøjskoncern Max Ballin, der var født i Hamburg af fattige jødiske Forældre, adopteredes af Garverieejer Jacob Ludvig Ballin, der var Broder til den i Salomonsen-Stamtavlen nævnte Hendrik Ballin. - I Stamtavlen er desuden som Medlemmer af Salmen Schlaumaus Efterslægt opført Dessau'erne: bI. a. Benny Dessau, Søn af Tobaksfabrikant, senere Mægler Salomon Dessau og Hustru Flora Meyer i Horsens, dernæst dennes Nevøer; nemlig Broderen Grosserer Hartvig Dessaus Søn, Direktør Aage Louis Dessau i Paris samt Broderen, Fabrikant Harry Dessaus Sønner fra Odense, Poul Michael Salomon Dessau og Villy Martin Dessau. Alle de her fremhævede Personer var med i den Spekulation, som knytter sig til Landmandsbanksagen.

482

Men ved Siden af de nævnte Personer findes der i Salomonsen-Stamtavlen ogsaa en Række andre, som i denne Sammenhæng fortjener særlig Opmærksomhed, selvom de ikke var Deltagere i Spekulationen. Her maa i første Række nævnes Edvard Brandes, Finansminister i Ministeriet Zahle, som var gift med Harriet Salomonsen. Dernæst Nationalbankdirektør Marcus Rubin. Ogsaa Administratoren ved »Berlingske Tidende« Louis Henius, som var gift med Esther Salomonsen, hvis Broder, Læge og Direktør Einar Salomonsen igen var Svoger til Johan Levin. Blandt Louis Henius Fætre befinder sig endvidere ifølge Stamtavlen bl.a. Direktør Carl Salomonsen fra De danske Cichoriefabriker (Selvmord efter Skattesvig m. m. i Decbr. 1942), som er Svigersøn til den fra Landmandsbankaffæren særligt kendte Grosserer Elias Louis Weimann (født i Flensborg), fra Firmaet E. L. Weimann & Co. Til de værdige Efterkommere af Salmen Schlaumau hørte ogsaa Justitsminister Adler Alberti, som rigtignok kun var Ottendedelsjøde. Desuden Forfatteren Louis Levy, Søn af Korpslæge Adolph Levy og Petra Wulff; ogsaa han hører med til Slægten, da hans Tiptipoldemoder var Zipora Mate Salomonsen, hvis Datter Relche blev gift med Forfatterens Tipoldefader Købmand Joseph Levy i Fredericia. Endelig nævnes i Stamtavlen bI. a. Mænd som Overretssagfører Arthur Henriques, Vekselerer C. O. Henriques samt flere Bing'er, deriblandt Overretssagfører Otto Bing og Redaktør Bertel Bing. Desuden cand. polyt. Karl Lachmann, nuværende Formand i Bestyrelsen for Porcelainsfabrikerne Bing & Grøndal og Norden samt for Akts. D. B. Adler, afdøde Grosserer Johan Melchior, fhv. Indehaver af Firmaet LudvIg Melchior, Brødrene kgl. Hof-Manufakturhandler Louis Bendix og Grossererne Georg S. Bendix og William Bendix (begge Medindehavere af Maskinforretningen Brødr. Bendix) fhv. Vekselmægler William Heckscher osv. Hvilke nære Slægtforbindelser indenfor de jødiske Storborgeres Kredse i København!

løvrigt kan det fastslaas, at de ellers i Landmandsbank-

483

skandalen særligt fremtrædende Personer som Herman og Julius Heilbuth, Berthold Nathansohn, Konrad Levysohn, A. F. Lamm, Alfred Hertz, E. F. Jacob, Aage Trier, Nikolaj Abrahamsen, Prof. Karl Meyer, H. Lotinga, P. Seligmann, L. Nathan osv. osv. alle var Heljøder, og at der dertil kom et vist Antal Personer med mere eller mindre jødisk Islæt, blandt hvilke maa nævnes Halvjøden, Generalkonsul Wilhelm Weimann. Enkelte af de særlig drevne Spekulanter kom udefra: saaledes beretter Kraks Blaa Bog om danske Mænd og Kvinder, Aargang 1917, at Direktør Theophil Kliatschko var født i Wilna som Søn af Borgmester Scheffel Kliatschko og Hustru Sarah f. Jochelsohn, og i Aargang 1920 meddeles om Direktør Hugo Rothenberg, at han er født i Kreuznach som Søn af Købmand D. Rothenberg og Hustru Jeanette f. Marx. Næsten alle Selskaber, som financieredes af Landmandsbanken, stod mere eller mindre under Ledelse af Persemer, der enten var Jøder eller dog i Slægt med Jøder. Endog Østasiatisk Kompagni stod i saa Henseende ikke helt fri, idet Direktør Schiødt var Kvartjøde (en af Bedstemødrene var Heljødinden Alma Koppel), Direktør Christian Schmiegelow var Heljøden, Grosserer Philip Ferdinand Meyers Svigersøn. (Ligesom ogsaa det senere Bestyrelsesmedlem i Ø. P. Generalkonsul de Holck og »Social-Demokraten«s Redaktør F. Borgbjerg var Ferd. Meyers Svigersønner.) Iøvrigt var Chr. Schmiegelows Søster Olivia Elisabeth gift med Grosserer Johan Peter Moritz Frigast, hvis Sønner E. P. L. og Poul Frigast og Svigersøn Ove Ringberg forvoldte Landmandsbanken flere Millioner Kroners Tab. *) Det skal endnu tilføjes, at den saa overmaade virksomme og forretningsdygtige Højesteretssagfører Frits Bülow ogsaa fra Barnsben af havde faaet sin Opdragelse i et jødisk Hjem, idet han fra han var 3 Aar gammel blev opdraget i sin Stedfaders, Tobaksfabrikant Martin Jacob Cohns Hjem i Hjørring.

*) Jvf. bI. a. 1. Del, S, 243 flg. Desuden Jul. Bidstrup: ”Stamtavler over Familierne Hauberg og Arboe, Kbh. 1911”, S. 56.

484

Undersøger man paa denne Maade alle de Mænds Afstamning, der har været delagtig i Landmandsbank-Svindelen, viser det sig, at det var Jøder, Jøder og atter Jøder, der var de Hovedansvarlige.

Men man kan gaa et Skridt videre og hævde, at ogsaa de saakaldte anstændige, gode Jøder viste en besynderlig, om man ikke vil sige karakteristisk Tilbageholdenhed overfor det storstilede Folkebedrag, Glückstadt, Ballin, Heilbuth og Konsorter satte i Scene. En Mand som Benny Dessau kunde selvfølgelig som førende Mand indenfor lndustriraadet have grebet ind mod den Overkapitalisering af de store Fabriksvirksomheder, som senere paaførte Banken de store Tab. Han kunde have fremmet Industrikontrollen osv., men han foretog sig intet i denne Retning. Han var jo selv Ballins Spillebroder og viste sit Sindelag bedst den 6. August 1918, da han sammen med Ballin som Industriraadets Repræsentant satte alt ind paa at faa Prof. Birck sat ud af Priskontrolkommissionen. Herman Heilbuth ansaas jo i den her omhandlede Periode ogsaa almindeligvis for at høre til de særligt respektable Jøder; han havde en meget stor Indflydelse paa Den overordentlige Kommissions Afgørelser, for hvilken Overformynder Friis var Formand. Ogsaa han kunde gennem sin Stilling have bidraget ganske væsentligt til at hindre det vilde Spil; men han gjorde det ikke, thi han var jo selv en af de værste Spillebrødre. I Nationalbanken sad som Direktør Marcus Rubin, næst efter Dr. Carl Ussing den mest indflydelsesrige Mand indenfor denne Institution. Han ansaas ogsaa for at være ikke blot en overmaade intelligent, men tillige en karakterfuld Jøde. Men hvad foretog han sig mod sine Racefællers forbryderiske Transaktioner, hvad gjorde han for at forhindre Glückstadts Svindlerier? Han maatte jo vide Besked og kunde have grebet ind mange Gange. Men ogsaa han forholdt sig passiv, i en saadan Grad, at endda »Finanstidende« ved hans Død den 6. Marts 1923 bemærker, at han »ikke blev istand til at hævde en saadan Autoritet indenfor den danske Finansverden, som Forholdene krævede«, omendskønt han, til

485

Trods for sit Ukendskab til praktisk Bankvirksomhed, kom til at staa som Nationalbankdirektionens egentlige Leder. Endog dette Finansorgan bebrejder Marcus Rubin, at »han nærede en for stor Beundring for de Mænd, som netop brillerede ved Initiativ og dristige Planer«. Det var altsaa ikke netop ham, der skulde forvolde Mænd som Glückstadt, Ballin osv. Vanskeligheder.

Forsaavidt det drejede sig om Aktiespekulationen, navnlig i Sammenhæng med Nyemissioner, kunde Kursnoteringsudvalget have grebet ind. En af de jødiske Finansmænd, som altid indenfor brede Befolkningskredse har nydt Anseelse for at være en særlig ansvarsbevidst Samfundsborger og som ofte rettede sine Angreb mod den overhaandtagende Spekulation under og efter Krigen*), nemlig Vekselerer Alfred Horwitz, beskæftigede sig i en Nytaarsartikel »Børsbetragtninger« (»Politiken«, 3. 1. 1917) indgaaende med Virkningerne af Højkonjunkturen i Aaret 1916 paa Børsvæsenets Omraade. Han erkendte Skavankerne og paatalte den letsindige Bortødslen af Formuer, som nu havde sat ind, men mente dog, at der under Hensyn til de mægtige Indtægter, 1916 bragte, - som ved anden Lejlighed takseredes til ca. 1.000 Mill. Kr., - ikke var gaaet alt for meget tabt. »Thi selv«, siger han, »om vi skulde have sløset maaske baade 50-100 Millioner bort til ingen Verdens Nytte, kan selv saa mægtige Tal kun betyde en ringe Procentdel af de Summer, som der i det Hele har været Tale om«. Han tillagde Fondsbørsen et væsentligt Ansvar for de stærke Kurssvingninger, som havde stimuleret Spekulationen, og navnlig havde forledet Smaafolk til at disponere letsindigt. Paa den anden Side skulde saa Børsen rigtignok efter Horwitz Opfattelse have bidraget til at sprede de store Fortjenester. Børsen skulde herved have virket som den ægte Demokrat, der sørgede for, at de store, menige Masser blev delagtige i Overfloden, som - »hvis vi ikke havde haft Aktieselskabsformen, vilde være blevet forbeholdt nogle faa »Udvalgte«.« Saadanne Fraser fremsatte denne Børskronikør, til Trods for, at han selvfølgelig ligesaa godt som Birck saa til Bunds i Sagen og vidste, at Aktieselskabsformen netop blev misbrugt af de store Industriherrer og Aktiespekulanter til ved ligefrem svindleragtige Transaktioner at ribbe Godtfolk for deres Spareskillinger i en Maalestok,

*) Jvf. Alfred Horwitz, Pengeoverflodens Udskejelser i Fortid og Nutid. Kbh. 1917; Samme, Smaa Penge, store Priser, Kbh. 1921; Samme, Minut-Millionærer. Økonomiske Tidsbilleder fra Krigs- og Efterkrigsaarene. Kbh. 1922.

486

som aldrig før set i Landets Historie. Helt blind var Horwitz rigtignok heller ikke for dette Forhold, idet han raillerer over »den Hærskare af Aktietegnere«, som med Jubel og Begejstring kastede sig over alle disse Nyemissioner og senere blev siddende med den sure Svie. Hertil gjorde han gældende, at der burde have været gennemført strengere Kontrol, og at Kursnoteringsudvalget i saa Henseende havde forsømt sin Opgave. Dette Udvalg - mente han bl. a. - burde fra første Færd have givet Paabud om, at ingen ny Aktieværdi maatte omsættes af de noteringsberettigede Deltagere »indenfor Snoren«, førend det udsendte Prospekt var blevet forelagt Udvalget og godkendt af samme. Og han hævdede som sin Opfattelse, at det burde være alle noteringsberettigede Deltagere forbudt at gøre Forretning for egen Regning. Hverken direkte eller indirekte maatte de deltage i Forretninger.

Udgangspunktet for disse Overvejelser var selvfølgelig i første Række Ballin-Koncernens Aktieemission, selvom det ikke udtrykkeligt siges. Og i og for sig var Forslagene aldeles bemærkelsesværdige. Men Horwitz var meget dæmpet i sit Angreb. Det gjaldt jo om ikke at træde de store Finansmagnater altfor nær. Dertil kom, at Kursnoteringsudvalget, som han mente at maatte give gode Raad, jo selv var stærkt jødepræget og endog blandt sine Medlemmer havde nogle, der stod forrest i det store Spil, som Landmandsbankens Direktører havde indledet. En af Kursnoteringsudvalgets Næstformænd var i 1917 Johan Levin, og Medlem var bI. a. Vekselerer A. F. Lamm. Desuden var de fra Bankkatastrofen kendte Vekselerere A. Lunn fra Firmaet Aug. Lunn & Co. og E. Lehn-Schiøler fra Firmaet Th. Schiøler Medlemmer, Firmaer, som senere begge krakkede med store Beløb og aldrig blev rekonstruerede. Medlemmer i Noteringsudvalget, som stod udenfor Landmandsbank-Kredsen, var dels Formanden Vekselerer C. Reimann, som under Krigen ikke drev nogen Forretning, dels Jøderne Vekselerer Andreas Simonsen og Vekselmægler W. Heckscher, Brøkjøden I. M. Rée (der sammen med Johan Levin var Næstformand), og Vekselerer August Øster. Det var altsaa til dette Kursnoteringsudvalg, ledet dels af Jøder, dels af Landmandsbankens Mænd, at Alfred Horwitz rettede sin Henvendelse om at gribe ind overfor den forrykte Emissionsepidemi og dens Virkninger. At en saadan Henstilling var forgæves, var indlysende. Alfred Horwitz opnaaede imidlertid at gøre sig bemærket ved sine Skrivelser, og dette maa formodes at have været Hovedmotivet for hans Gøglespil.

Til de faa Jøder, der ved forskellige Lejligheder rettede deres Kritik mod Spekulation, Kædehandel og samfundsskadelig Udførsel af Iivsvigtige Fornødenheder, hørte ogsaa nogen Tid Aage Lotinga (dengang ortodoks Jøde, senere Katolik), som i sin Skribentvirksomhed fik Mulighed for ikke blot at offentliggøre sine Indlæg i »Mosaisk Samfund«, men samtidigt i

487

konservative Blade saasom »Vort Land« og »Kolding Avis«, tillige i kristelige Dagblade og i »Politiken«. Han havde altsaa mangeartede Forbindelser til Pressen. Den 6. November 1917 angreb han i Erik Hansens Blad i Kolding visse Kredse indenfor Højfinansen, deriblandt Formanden for Dispensationsudvalget Max Ballin. Her meddelte han bI. a. »Det er tidligere blevet fremhævet, hvorledes det Dispensationsudvalg, hvis Leder er en af Regeringens intime Venner og Raadgivere, har hjulpet Storspekulanter i Eksport af Klædestoffer til at eksportere rask væk til Finland og Sverige, medens Befolkningen herhjemme knap nok kunde faa Klæder paa Kroppen. Den dyrebare Tonnage blev Gang paa Gang stillet til Disposition for disse Storgrossister, og trods fortvivlede Protester fra Forbrugernes Side er det ikke helt lykkedes at faa Bugt med dette Onde. Et Forsøg paa at faa et Saltmonopol sikret for en snæver Kreds af Storkapitalister blev kun forhindret i yderste Øjeblik gennem en energisk Indskriden fra indflydelsesrige Landbrugskredse...« Det er jo helt artige Oplysninger, der her gives.

Særligt aggressiv var Lotinga dernæst ogsaa i en Artikel: »Dansen om Guldkalven« i »Mosaisk Samfund« af 2. Okt. 1920, idet han gav sin Tilslutning til Walther Rathenaus Betragtninger gaaende ud paa, at det maa ligge i Samfundets Interesse saa vidt som muligt at tilintetgøre de under Krigen sammenskrabede Krigsformuer, der som Regel var ganske uden rimeligt Forhold til deres Besidderes Værdi som Mennesker og Samfundsborgere. Denne Regel, mente Lotinga, var god og maatte ogsaa gælde for Danmark. Thi - fortsatte han: »Dyrkelse af Guldkalven er herhjemme udartet til næsten dæmonisk Besættelse, Pengegriskheden er steget til en epidemisk Sindssyge, der bogstavelig talt hærger det hele Land. Og Jøderne giver ikke deres kristne Medborgere noget efter. Samfundslivet former sig efterhaanden som en desperat Alles Kamp imod Alle. At udnytte og udplyndre sin Næste, synes Tilværelsens eneste Formaal . . . Og denne ubændige Pengegridskhed har yderligere til Følge, at Handelsmoralen undergraves. Danmark kan vistnok rose sig af at være ved at sætte en Rekord paa dette Omraade; det er tvivlsomt, om noget andet civiliseret Samfund kan præstere en mere gennemraadden Handelsmoral. Vi taler baade om Jøder og Ikke-Jøder. Ikke alene de obskure Elementer indlader sig paa de smudsigste Handlinger for at berige sig, men ogsaa den ”finere« Portion af Handelsstanden har efterhaanden skabt sig en moralsk Kodex, der maaske svarer fortrinligt til dens eget Behov, men ikke taaler for stærk Udsættelse for det klare Dagslys . . .« Aage Lotinga var aldeles ikke blind for, at det var en rædsom Svindel, der havde grebet om sig, men han forsøgte dog at fremkalde det Indtryk, at Jøder og Kristne var lige gode om det og dulgte det særlige Ansvar, hans Racefæller havde. Og endnu mindre raabte han op til Kamp. Han skulde nok tage sig i Vare.

488

Det er iøvrigt saa uhyre karakteristisk for den her omhandlede Periode, at Jøden, der ved en sjælden, en meget sjælden Lejlighed ytrede Betænkeligheder ved Spekulanternes Galmandsværk, aldrig om saa blot med et eneste Ord rettede Kritik mod selve Glückstadt. Denne var, som det engang blev sagt, »en Mand paa Afstand«. Han var tabu, urørlig, og det var aldeles udelukket, at hans Transaktioner nogen Sinde gjordes til Genstand for offentlig Omtale. Hele Hovedstadspressen dyrkede ham nærmest som en Afgud, som et enestaaende Finansgeni, hvis Mage næppe fandtes andetsteds i Verden. »Politiken« gik i Spidsen ved til Stadighed i de Aar, da Spekulationen kulminerede, at overøse Glückstadt med næsegrus Ros og Smiger, bI. a. den 10. Decbr. 1920 at berømme ham for at have skaffet sig »en saadan universel Anseelse og Indflydelse, som kun de allerstørste Finansmænd kan glæde sig ved«. Saadan gik Spillet videre, helt indtil Efteraaret 1922. Men da saa dette Spilfægteri ikke kunde føres videre, da Svindelen afsløredes, da var ogsaa de saakaldte anstændige, gode Jøder meget hurtigt enige om sig imellem, at nu skulde Kritikken saa vidt muligt holdes nede. Det saakaldte tredie Ting, Landets hemmelige Overregering, traadte omgaaende i Aktion. Nu sattes, som det allerede er vist, straks Alt ind paa at faa Processen og Undersøgelsen vedrørende Forholdene i Landmandsbanken standset. Nu var det netop igen nogle af de gode Jøder, Mænd i førende Stillinger, som ikke var direkte impliceret i Landmandsbanksvindelen, der - sammen med H. N. Andersen - søgte at redde Glückstadt og hans Spillebrødre fra Forsmædelsen og fri dem for Rettens Straf. Der skal her blot mindes om Edvard Brandes' ejendommelige Skrivelse til Glückstadt af 9. August 1922, om den højtidelige Erklæring, som de to Ærespræsidenter i Industriraadet, Alex. Foss og Harald Bing, afgav til Fordel for H. P. Prior, for derved indirekte at forhindre Emil Glückstadts Domfældelse, der skal mindes om det Opraab, Mænd som Benny Dessau og Ernst Meyer udstedte sammen med Sass og Pinstrup, efter at Harald Plum var blevet dømt, der skal

489

mindes om Overretssagfører Otto Bings Henvendelse til Ove Rode, da der var Fare for, at Bankkommissionens Beretning vilde give Anledning til Drøftelser i Rigsdagen. *) Disse Protester, - som utvivlsomt har været ledsaget af andre tilsvarende Aktioner, der har unddraget sig Offentlighedens Kontrol - lader erkende, at alle Jøder, hvad enten de regnes til de gode eller mindre gode, til de ortodokse, til de kristelige eller fritænkeriske, dog i sidste Instans følte sig som en fælles Front, og at det var Finansjøden, Kapitalmagten, der i den her omhandlede Periode i alle Tilfælde udøvede en næsten uindskrænket Magt over Samfundet, paa Trods af saakaldte gode Jøders - som f. Eks. Horwitz' og Lotingas spagfærdige Kritik.

Ja, naar man undersøger Jødernes Stiling til Landmandsbankskandalen noget nøjere, kommer man endogsaa til det Resultat, at Jøder fra de politiske Partiers venstre Fløj har givet deres Solidaritet med Kapitalisten Glückstadt til Kende paa meget uforbeholden Maade. Til dem hører bI. a. den afdøde Landstingsmand Herman Trier, som siden 1905 stod i Valggruppe med det radikale Venstre og indtog en meget fremtrædende Stilling paa Rigsdagen. Han, der selv var Millionær, støttede naturligvis ligesom sin Parti- og Racefælle Edvard Brandes den jødiske Kapitalmagts Interesser til enhver Tid og var i saa Henseende et værdigt Medlem af sit Parti, et Parti om hvilket endog Storkapitalismens ihærdige Talsmand, den Konservative Julius Schovelin, erklærede i Landstingsforhandlingerne den 21. Sept. 1922, at det i Ordets egentligste Forstand havde knyttet til sig »hele den Klike, der stod om det Glückstadt'ske Regime«. Trier var en af de ledende i Forhandlingerne hin Nat fra Paaskelørdag til -søndag 1920 paa Amalienborg, da det til sidst vedtoges, at Overformynder Friis skulde danne ny Regering, og dermed Grundlaget skabtes for Dannelsen af netop det Ministerium, Glückstadt ønskede sig.**)

*) Jvf. 1. Del, S. 510 flg.

**) Jvf. 1. Del, S. 149 flg.

490

Senere har en anden Jøde, Socialdemokraten Marius Wulff, givet Udtryk for sin særlige Samfølelse med Emil Glückstadt ved i sin 1929 udgivne Piece om Harald Plum at forsøge at skubbe al Skyld for Landmandsbankens Sammenbrud fra Glückstadt over paa Plum. *) Men mest paafaldende er det dog, at Kommunisternes Organ »Arbejderbladet« til Stadighed har været særlig ivrig for at vælte hele Ansvaret over paa en helt tredie, nemlig H. N. Andersen, og i forskellige Artikler har forsøgt at underbygge dette Postulat. Her er det Halvjøden, cand. polit. Otto Melchior, som er den egentlige Pennefører og som i en 1928 udgivet Piece: »Landmandsbankkorruptionen« særlig beskæftiger sig med Kampen mellem Glückstadt og H. N. Andersen. Det er uden Tvivl samme Melchior, som i »Arbejderbladet« for 9. Maj 1930 under Mærket M. paany behandler dette Problem og derved mere eftertrykkeligt end ellers søger at paalægge Ø.K.'s Direktør hele Ansvaret. Dette sker ved bI. a. kort og godt at fastslaa, at det er denne Mand, der »har paadraget dette Land et Tab paa en halv Milliard Kroner, da han knuste Landmandsbanken«, og at det var den uforsonlige Kamp mellem ham og Glückstadt, der maatte anses for at være »Hovedgrunden til Landmandsbankens Sammenbrud og Afsløringen af Glückstadts Svindlerier«. M. beretter i denne Anledning endvidere, at disse Forhold skulde have været afsløret i Fru Laura Glückstadts Forsvarsskrift, men at dette Skrift, før Trykningen blev censureret af H. N. Andersens Folk. Om H. N. Andersens Taktik bemærkes iøvrigt: ”Medens Glückstadt var i Udlandet, lykkedes det Andersen herhjemme at faa gjort hans Meddirektør i Landmandsbanken, Ringberg, umulig, og da han først var trængt ud og begik Selvmord, var Vejen videre fri«. Saaledes forsvarede Kommunisten Otto Melchior Emil Glückstadts Sag! -

Her viser det sig atter, at Jøderne hytter deres egne, ud over alle Partimodsætninger. Det var ikke blot det tredie Tings

*) Jvf. ovenfor S. 283.

491

store Mænd, Pengejøderne, der viste ubrydelig Solidaritet, hvor Kapitalmagtens Interesser var i Fare, men det var tillige Jøderne i de mere eller mindre marxistiske Partier, - om man vil: Proletarjøderne -, der sluttede op og søgte at skærme Glückstadt! Saadan manifesterer Racens Sammenhold, Racens Solidaritet sig.

Det mest harmelige - og for den jævne Mand i Folket uden Tvivl ogsaa det mest uforstaaelige - var imidlertid den Ubekymrethed og den Hensynsløshed, med hvilken de jødiske Kapitalister, nært knyttet til den københavnske Storborgerklike, disponerede over Millioner af Kroner til Foretagelse af deres egne Spekulationer og derved bortødslede flere hundrede Millioner Kroner af Nationens Formue. Saadan noget er ikke let at forstaa for den jævne Mand i Folket, for Arbejderen, Bonden og Haandværkeren, der maa regne med de smaa Midler og maa slide i det for at tjene til det daglige Brød. Hvor Meningmand regner med beskedne Summer i redeligt og anstændigt tjente Penge, der regner Storkapitalisten og Spekulanten med Tusinder eller Hundredtusinder, ja med Millioner af Kroner. Hvor Meningmand regner med Løn, med den regulære Arbejdsindtægt, regner Finansmanden med Kursgevinsten, med Tantième, Honorarer og deslige, med den arbejdsløse Indkomst, som et Middel til Udplyndring og Udpining af det brede, arbejdende Folk. Her skiller Verdener!

Hvorledes skulde den jævne Mand - for blot endnu engang at fremhæve et bestemt Eksempel - kunne begribe, at en Mand som Glückstadt en Gang kunde modtage et Beløb paa 1,3 MilI. Kr. uden at gøre sig Tanker om, hvilken Retshjemmel han havde til at modtage dem. Hvorledes forstaa, at Glückstadt disponerede over Pengene, som om det var hans egen Kapital, uden at fundere over, hvorledes dette Beløb var blevet indtjent. Hvorledes forstaa, at denne Rigmand kunde disponere over saa stor en Ekstrafortjeneste, uden senere i Retsforhandlingerne at kunne gøre Rede for, hvordan og hvorfor han modtog disse Penge, udbetalt kontant i 500 Kr.-Sedler, og hvordan han disponerede over et saadant Beløb, der saa at sige var kommet dumpende ned til ham. Dog, der kunde nævnes flere andre Tildragelser, som virker ligesaa ufattelige og fantastiske. Og derved er det end ikke nødvendigt at holde sig til den Personkreds, som flokkedes omkring Landmandsbanken. Ogsaa andre Banker var med i Spillet, saasom Revisionsbanken, der en Tid finansierede Parvus, Privatbanken, der var stærkt finansielt interesseret bI. a. i Svovlsyrefabrikkerne og i Nordisk-Oversøisk Handelsselskab, Folkebanken for København og

492

Frederiksberg og senere ikke mindst Arbejderbanken. Og altid var der Jøder med i Spillet, altid sattes Millioner over Styr.

Om det samvittighedsløse Spil, der blev drevet med Bankmidler under Krigen, skal endnu kun fremhæves en enkelt Episode fra Landmandsbanksagen, som ikke er bleven behandlet af den officielle Undersøgelseskommission, men som alIigevel uden Tvivl maa anses for at være sandfærdig og atter give et interessant Bidrag til Glückstadts Mentalitet, til Karakterisering af hans Spilleraand og hans Bestræbelser for at tilkøbe sig Gunst og Anseelse hos højtstaaende Personer, som maatte anses for at være en Vennetjeneste værd. Det var Historien om en fremmed Gesandts besynderlige Aktiespekulationer, og det var »Landmandstidende«, som bragte Historien den 16. Januar 1924, Dagen efter at Landmandsbankkommissionens Beretning var bleven offentliggjort.

»Landmandstidende« berettede her, at en Danmark venlig sindet Gesandt en skønne Dag hen paa Sommeren 1915, da D.F.D.S.s Aktier stod i Kurs ca. 150, besøgte Glückstadt for at anmode ham om Hjælp. Han vilde gerne spekulere, men han havde ingen Midler til at gøre det for. Da Ansøgeren nu var en meget anset Mand indenfor Diplomatiet, vidste Glückstadt naturligvis straks Raad. Intet lettere end det. Glückstadt lod simpelthen straks overføre en Million D.F.D.S.-Aktier paa Gesandtens Konto, og da Kurserne i Løbet af Aaret, indtil Sommeren 1916, steg til 250, havde den fornemme Diplomat tjent een Million Kroner. »Landmandstidende« sluttede Fortællingen om denne vellykkede Aktiespekulation med følgende Bemærkninger: »»Saa takkede Gesandten »saa meget«. Nu vilde han ikke mere. Thi han agtede at trække sig tilbage til Privatlivets Fred. Og nu skriver han Memoirer herfra. Men forinden skaffede han dog GI. en meget høj Orden fra sit Hjemland!««

Sandelig: at saadan noget var muligt, kan vanskeligt forstaas af den jævne Mand, der skal tjene sit Brød ved redeligt Slid og Arbejde.

Men endnu mere uforstaaeligt er det dog vel, at de parlamentariske Partier, som dog skal varetage Folkets Interesser, ikke efter at Krakket var indtraadt sørgede for at raade grundigt Bod paa disse skandaløse Forhold ved at drage de Kredse, som havde været mest fremtrædende i Landmandsbanksvindelen, til Ansvar ogsaa paa den Maade, at de maatte hæfte med hele deres Formue for de Samfundet paaførte Tab. Det er en Gang sagt, og det skal gentages her, at det ikke blot var den lempelige Behandling, Spekulanterne fandt for Domstolene, der vakte Forargelse, men nok saa meget den lempelige Ordning, disse henholdsvis deres Ægtefæller har faaet indrømmet ved Afviklingen af deres Forpligtelser.*) Fru Laura Glückstadt beholdt en Millionformue ubeskaaren, en Mand som Harald

*) Jvf. 1. Del, S. 450 flg. og ovenfor S. 131.

493

Plum mere end en halv Million Kroner. Plum havde som nævnt efter den ham i December 1923 overgaaede Dom forpligtet sig til at stille sin Formue, der blev opgjort til 635.000 Kr., til Raadighed for Banken. Men den nye Bankledelse glemte at kræve Pengene hos ham, og ogsaa Rigsdag og Regering brød sig fejl om, om Plum betalte, omendskønt de jo af Hensyn til Statsgarantien maatte være særlig interesseret i, at de 635.000 Kr. krævedes betalt hurtigst muligt! Om Heilbuth fortælles det, at han følte sig stærkt forfordelt af Landmandsbanken, fordi der var saa mange, som før ham opnaaede Saldokvittering under særlig gunstige Vilkaar. Men senere slap jo ogsaa Heilbuth meget naadigt fra det. At den nye Landmandsbankledelse overhovedet var meget medgørlig, naar det blot drejede sig om at støtte Pengearistokratiets Koryfæer, skulde bI. a. ogsaa Max Lesters Hustru Rosa - Søster til Emil og Valdemar Glückstadt - erfare. Da Max Lester nemlig sammen med sin Svoger, Generalkonsul Valdemar Glückstadt maatte standse Assurancevirksomheden »Baltica«, fordi de skyldte Banken 6 ½ MilI. Kr., stillede Max Lester, efter at Selskabets Ledelse var overgaaet til andre Personer, sine særlige Krav til Banken.

Hr. Lester - eller, som han oprindelig hed: Levig - fordrede nemlig, for at overlade Kreditor sin Part af det insolvente Bo, at Banken skulde forpligte sig til at give hans fraskilte Hustru, født Glückstadt, tolv Tusinde Kr. aarligt! Og Banken sagde Ja! Og paa samme storslaaede Maade ordnedes Wilhelm Weimanns Gæld. Weimann kom som nævnt til at skylde Banken 3 MilI. Kr., endda han havde ladet sit Selskab, Store Nordiske, indbetale 5 MilI. Kr. til Bankens Garantikapital, et Beløb, der senere maatte afskrives i fuldt Omfang. Weimann foreslog - ifølge den Redegørelse, »Landmandstidende« bringer den 22. Jan. 1924 - Neergaard at skaffe ham Saldokvittering for sine 3 Mill. Kr. mod at betale 35.000 Kr. i 5 Aar, d.v.s. 175.000 Kr. ialt. Derved anmodede han samtidig sit Selskabs Bestyrelse om at faa sin egen Løn forhøjet fra 30 til 60.000 Kr. aarligt, for med den saaledes opnaaede Merindtægt at kunne betale sin Gæld til Landmandsbanken. Forslaget akcepteredes af Bestyrelsen. Statsminister Neergaard forlod rigtignok Mødet, da Weimann fremsatte Forslaget, sigende, at han vilde overlade det til den øvrige Bestyrelse at træffe Afgørelsen. Forslaget vedtoges derefter under den Forudsætning, at disse 30.000 Kroners aarlige Løntillæg tillige med 5.000 Kr. af »Grundlønnen« skulde bruges til Afbetaling paa de 3 Millioners Gæld til Landmandsbanken. Og »Landmandstidende« resumerer: ”Summa summarum: Direktør W. betaler i 5 Aar 5.000 Kr., ialt 25.000 Kr., mod at faa Saldokvittering paa 3 Mill. Kr.! Ja, saadan ligger Landet altsaa m. H. t. Weimanns Saldokvittering«.

Andre Jøder blev hjulpet paa lignende Maade. I »Social-Demokraten« af 26. Januar 1928 berettede en Indsender, at en af Krigstidens meget

494

smarte Herrer, der havde faaet en Gæld paa over 1 Million Kroner, havde faaet den kvitteret imod at betale 60.000 Kroner en Gang for alIe. Det skulde være gaaet saaledes til, at en stor Virksomhed vilde ansætte den Paagældende, men dog kun hvis han var gældfri. Han sagde saa til Banken, at han kunde skaffe 60.000 Kroner, og hvis man ikke vilde tage dem og give Saldokvittering, kunde han ingen Stilling faa, og saa kunde han slet ingenting betale. Da slog Banken til. Det nævnte Blad beretter ved samme Lejlighed, at Udgiveren af den Ferslew'ske Presse, Carl Levin, skyldte Landmandsbanken saa mange Penge, at man fandt det for rigtigst at hjælpe ham til at købe »Nationaltidende«. Herom meddelte »Social-Demokraten« endvidere, at Hr. Levin i den Anledning blev sat paa en Gage, der varierede mellem 75 og 150.000 Kr. om Aaret, og at han senere fik en Slags Pension bevilliget. »I og for sig«, siges der herom, »er det jo noget mærkværdigt, at en havareret Bank er stærkt engageret i et Bladforetagende af udpræget partipolitisk Farve, men Forholdet bliver endnu grellere, naar man betænker, at den paagældende Bank faktisk er Statens.«

Det er elIers gængs Moral, at Debitor skal svare enhver sit og betale den Gæld han stiftede. En Arbejdsmand, der faar Kommunelaan paa Socialkontoret, om det saa kun drejer sig om 10 Kroner, skal nok faa Lov til at betale Laanet tilbage, naar Indtægtsforholdene bedres. Med en Bonde elIer en Haandværker, der ikke kan klare sine Forpligtelser, f. Eks. under Deflationen ikke kunde forrente sin Gæld i værdiopskreven Mønt, haves der ingen Medlidenhed; saadant Godtfolk jages og piskes ubønhørligt af Kreditinstitutteme. Men en Jøde eller Jødelakaj, der er tilstrækkelig kapitalstærk og hører til Finansmagtens Inderkreds, kan faa Lov til at arrangere sig. Han holdes i Salveten, selv om han bærer Ansvaret for Millioner af Kroners Tab, og derved hverken bøder med sin Formue eller lider Skaar i sin Anseelse. Tænk, at selv de 120 Dages Fængsel, Direktør H. P. Prior fik, ikke gjorde ham uværdig til senere atter at figurere som en af Danmarks bedste Mænd og som saadan at blive opført i den Blaa Bog indtil sin Død!

Saaledes er nu engang den mere elIer mindre jødisk prægede Storborgerklikes Stilling indenfor et demokratisk Samfund.

Guderne maa vide, at den jævne Mand i Folket, ikke har nogensomhelst Forstaaelse for saadanne Forhold.

Hvorledes skulde ogsaa Godtfolk kunne forstaa, at Enken efter Storsvindleren Glückstadt, nuværende Kammerherreinde Bernhoft, som ufortrødent har ment at kunne forsvare sin Mands Forbrydelser, den Dag i Dag kan færdes i Hofkredse, og at den Blaa Bog for Aaret 1942 endnu indeholder Wilhelm Weimanns og Heilbuths Navne. Hvem kan forstaa, at Weimann, som var Bestyrelsesformand i to af de Firmaer, som for-

495

voldte Landmandsbanken nogle af de største Tab - saavel i Ballin-Koncernen som i Firmaet Nielsen & Winther, hvor der maatte foretages Afskrivninger til alt ialt mere end 40 Mill. Kroner, og hvor selve de Banken forvoldte Tab i Bankkommissionens Beretning opgjordes til melIem 15 og 20 Mill. Kr. henholdsvis 3 ½ Mill. Kr. - ogsaa efter Landmandsbankkrakket kunde bevare betroede Stillinger indenfor andre store Erhvervsforetagender. Men saadan var det jo! Wilhelm Weimann, som var en af Glückstadts og Ballins intimeste Spillebrødre, som havde Medansvar for, at to mægtige Millionforetagender kørtes i Sænk, bevarede ogsaa senerehen sin stærke Position indenfor dansk Industri. Saaledes var han fra 1916-1938 - med de skiftende Regeringers Velsignelse - Formand i Bestyrelsen for Det Store Nordiske Telegraf-Selskab, og fra 1923-37 tillige Formand i Bestyrelsen for De Forenede Papirfabriker! Jo, han forblev visselig en mægtig Mand.

Det samme var, som Hvermand ved, Tilfældet med talrige andre Mænd, der hørte til Landmandsbankens Inderkreds. De blev paa ingen Maade slaaet ud ved Banksammenbruddet. Man fristes nærmest til at sige: Tværtimod! Benny Dessau, som selv var med i Ballin-Svindelen, blev senere den mest fremtrædende Personlighed i dansk Erhvervsliv, blev endog umiddelbart efter at Bankkommissionens Beretning havde afsløret hans Aktiespekulation, valgt til Industriraadets Formand. Store Industrimænd, der havde disponeret galt, forblev trods alt paa deres Poster, saasom Frederik Salomonsen, Alfred Hertz, Brødrene Raffel o.s.v. Særlig karakteristisk er det ogsaa, at en Mand som Kvartjøden Højesteretssagfører C. L. David, der har Medansvar for, at de af ham ledede Selskaber i Tidens Løb har lidt Tab op til ialt ca. 44 Mill. Kr., den Dag i Dag er en af de mest fremtrædende Skikkelser indenfor dansk Industri og endnu kontrollerer ca. 20 større elIer mindre Selskaber, deriblandt som Bestyrersesmedlem i Den kgl. Porcelainsfabrik og C. Schous Fabrikker, som Bestyrelsesformand i Aarhus Oliefabrik, Accumulatorfabrikken, De forenede Vagtselskaber o.s.v.

Se, det er Forhold, Godtfolk nu engang ikke kan fatte. Enkelte ansvarsbevidste Mænd som Prof. L. V. Birck og Grev Holstein har kritiseret disse skandaløse Forhold, - i nøjeste Overensstemmelse med de brede Befolkningslags Retsbevidsthed, - og kæmpet mod al denne Raaddenskab, kort sagt mod det Hegemoni, som en lille af jødiske Finansmænd dirigeret Kreds af Storborgere - det tredie Tings Mænd - har kunnet skabe sig, men disse Enkeltrøster formaaede, som Udviklingen har vist, kun at udrette saare lidt. Højfinansen bevarede sin Position, kun Kapitalmagtens store Navne er undergaaet en Forandring. Denne Slags jødisk Kontrol og Beherskelse af Erhvervslivet hører jo nu engang til i det

496

demokratisk-marxistiske Styre - det nuværende saakaldte Folkestyre!

Trods al den Kritik, der her rettes mod Jødedommen, vil man imidlertid altid til en vis Grad kunne finde et undskyldende Moment i, at Jøder jo i deres Handlen og Gøren kun lystrer den Natur, der er dem medfødt. De skal jo handle og sjakre, svindle og bedrage. Det ligger dem i Blodet. Netop fordi de til alle Tider har været saaledes, var de jo ogsaa til alle Tider Folkenes Forbandelse. Ogsaa den Frihed, de her i Landet bosiddende Jøder har kunnet nyde siden Emancipationen i Aaret 1814, har jo ikke ført med sig, at disse Israeliter opgav deres Profitbegær og Sjakreaand, deres Forkærlighed for Pengehandel og Spekulation, og at de blev som vi andre. Jøderne blev derved naturligvis ikke til Arbejdere og Bønder. Men de findes den Dag i Dag ogsaa her i Landet, ganske væsentligt kun der, hvor der handles med Penge og Varer, de har sat sig fast i Samfundets Nervecentrer og misbruger den Magt, de har, til Fremme af eget Tarv, til Fremme af Racens Formaal. De blev Kapitalister, Højfinansens store Mænd og dermed Samfundets Regerere. Det forfærdelige økonomiske Tryk, danske Arbejdere og Bønder har maattet lide under siden Inflationens og Deflationens Heksedans i de første Efterkrigsaar, vidner jo netop om den Hensynsløshed, med hvilken den jødiske Kapitalmagt har søgt at udpine og udplyndre Samfundet. Men hvorom alting er: det er ikke blot Jøderne, der maa gøres ansvarlige for disse Forhold. Thi man burde jo nu snart vide, at de er Kapitalismens Foregangsmænd, at de - som Sombart siger - har skabt den kapitalistiske Kultur, som sikrer dem en dominerende Stilling indenfor de forskellige Samfunds Økonomi. Naar man ved dette, har man jo ogsaa Mulighed for at indrette sig derefter og at træffe sine Modforanstaltninger. Forsaavidt synes Jødernes Færden altsaa til en vis Grad at være undskyldelig.

Men des haardere maa Kritikken ramme den Regering, som

497

ikke tager ved Lære af dette Forhold eller sætter alt ind paa at forhindre, at Jøderne trænger ind i Samfundets Nøglestillinger, at de ved Kapitalaager tilraner sig de produktive Erhvervs Udbytte, at de udplyndrer og udsuger Folket eller ved Svindel og Bedrag bortøder Nationens Formue. Og en saadan uforsvarlig Handlemaade har de Regeringer, som stod for Landets Styre i Tiden fra 1914 til 1924, i en ganske utrolig Grad gjort sig skyldig i. Regeringerne svigtede, og Rigsdagen, Folkets kaarne Mænd, med. Utrolig er den Mangel paa Ansvarsbevidsthed, den Holdningsløshed, som de førende Mænd lagde for Dagen, naar Afgørelserne skulde falde. Da under og efter Krigen Galskaben rasede, saa enhver fornuftig Mand kunde se, at der var Fare paa Færde, fandtes der oprindelig kun en eneste blandt Rigsdagsmændene, der turde paatale disse Forhold - nemlig Prof. L. V. Birck, som derfor heller ikke passede ind i nogen Partibaas. Først da Landet stod overfor Katastrofen, fik Mændene paa Christiansborg Munden paa Gled, først da blev de seende, virkeligt seende, først da følte de et Ansvar, de desværre i Aarevis ikke havde kendt. Men nu gjaldt det jo ogsaa først og fremmest om at bevise deres egen Sagesløshed, et Bevis, som disse Parlamentarismens værdige Repræsentanter naturligvis ikke kunde føre. Thi alle disse Partier havde jo nu deres saarede og faldne i det store finansielle Sammenbrud - alle, alle! Da det slutteligt i Februar 1924 kom til det store Opgør i Folketinget, viste det sig mere end tilstrækkeligt, at Partierne intet skulde have hinanden sagt, fordi de aIIe paa lige Fod var medskyldige i den store Landskatastrofe. Da viste det sig i Sandhed, at Parlamentarismen havde spillet fallit.

Men heraf drog det Styre, som havde vist sig ryggesløst nok til at lade de orientalske Spekulanter og Tyveknægte ødelægge Samfundets Økonomi, desværre ikke Konsekvensen. Tværtimod! Det havde været rimeligt, om alle de Personer, som paa den ene eller anden Maade havde gjort sig medskyldige i Landmandsbankkatastrofen og dennes Følger, droges til

498

Ansvar, ogsaa strafferetsligt. Det havde været rimeligt, om Glückstadts Tafelrunde, Rigmændene, som havde det største Ansvar for de ved Landmandsbanken forvoldte Tab, ogsaa var blevet forpligtet til at hæfte med hele deres Formue for disse Tab. Men saadan noget skete ikke. Efter at Bankkommissionens Beretning var blevet offentliggjort, havde der bI. a. været al mulig Anledning til bI. a. at indlede kriminel Undersøgelse mod Mænd som Hugo Rothenberg og Theo Kliatschko. Det skete ikke. Der havde været Grund til at undersøge, hvorvidt Bestyrelsesmedlemmerne i Ballin-Koncernen havde røgtet deres Hverv paa forsvarlig Maade. Det skete ikke. Det havde været paa sin Plads, straks efter at de første Angreb var bleven rettet mod Landmandsbanken i Oktober 1921, at foranledige Bankinspektoratet til at indlede en grundig Undersøgelse af Bankens Forhold. Det skete ikke. Der var senere særlig Anledning til at kræve streng Straf for de Hovedansvarlige i Landmandsbankkrakket, navnlig for Glückstadt og Plum, og dog viste det sig, at man indenfor Rigsdag og Regering til Tider var mere betænkt paa at faa baade Undersøgelsen og Processen mod disse Mænd standset. De Domme, som faldt først mod Bankraadets Medlemmer, senere mod Plum ved Østre Landsret, var skandaløse, og de var det, fordi Regering og Rigsdag var for fejge og svage til at stække det tredie Tings skæbnesvangre Indflydelse. Selve Debatten om Christmas Møllers Dagsorden (S. 272 flg.) viste tilfulde, hvor stærkt navnlig de borgerlige Partier var bleven indviklet i det jødiske Rænkespil.

Men næsten værre end alt dette er Rekonstruktionens Historie og den Rolle, Statsminister Neergaard og Nationalbankdirektør Ussing her spillede.

Dr. Ussing burde ganske selvfølgelig aldrig være gaaet med til Belaaningen af Landmandsbankens Aktier i November 1921 uden forud at forskaffe sig nøje Orientering over Bankens Stilling. Ja, han burde have krævet en Undersøgelse fra Bankinspektoratets Side, efter at Mistilliden var kommet til Orde i Folketingets Forhandlinger i Oktober 1921. Han burde senere

499

ved Juliordningen 1922 sammen med Neergaard pure have afvist Emil Glückstadts Afpresningsmanøvrer, og Rigsdagen burde under Hensyn til de anvendte Gangstermetoder aldrig have ydet en Øre til Landmandsbankens Rekonstruktion. Der skulde navnlig være gjort rent Bord i det Øjeblik Rigsdagen erkendte, at 9. Juli-Ordningen ikke kunde holde, og at den Erklæring, som Ministrene Neergaard og Tyge Rothe havde sagt god for, var upaalidelig. Det vil sige: I Stedet for at lystre Finansmagtens Direktiver burde Rigsdag og Regering straks have besluttet Landmandsbankens Likvidation. Men enhver Lejlighed til at gennemføre en hæderlig og for Samfundets Velfærd gavnlig Løsning blev forsømt.

Det er allerede i anden Sammenhæng blevet paapeget, at de jødiske Aktionærer i Landmandsbanken, som havde deres Forbindelser til Børskredse i Orden, uden Tvivl har kunnet undgaa Tab ved i Tide at indfri deres Aktier hos Landmandsbanken henholdsvis det famøse Opkøbsselskab Ergor. De vidste Besked og lod sig - som det ogsaa eftertrykkeligt fremhævedes af Ove Rode i Folketingets Forhandlinger den 19. September 1922 - ikke narre af Erklæringen af 9. Juli 1922 (Jvf. ovenfor S. 43 flg.). Børsjobberne lod sig ikke føre bag Lyset og solgte løs, saalænge Nationalbankens Støtteaktion endnu var virksom. Dette pointeredes ogsaa af Børskomissær Julius Schovelin, idet han bI. a. i Landstingsforhandlingerne den 21. 9. 1922 bemærkede, at »Hr. Rode i Folketinget rigtigt har gjort opmærksom paa, at Børsens Jobbere lykkedes det ikke Nationalbankdirektøren af faa narret - de gik ikke i Baissen«. Der kan herefter gaas ud fra, at jødiske Aktionærer i det store og hele har faaet deres Aktier indløst til omkring Pari. Men de ikke-jødiske Aktionærer kunde, som Forholdene laa, ikke paa tilsvarende Maade bjærge sig. Thi de anede jo for det meste ikke, hvad der foregik, havde ikke de samme gode Forbindelser som Børsjobberne. Efter at Staten dernæst overtog den almindelige Garanti overfor Bankens Indskudsmidler, var ogsaa de jødiske Indskydere reddet sammen med de jødiske Aktionærer, noget

500

som i denne Sammenhæng maatte være af allerstørste Betydning, da det jo i ganske særlig Grad var jødiske Kapitalinteresser, der var knyttet til Landmandsbanken. Naturligvis nød ogsaa de andre, ikke-jødiske, Indskydere paa samme Maade Beskyttelse; men det ændrer intet ved den Kendsgerning, at Ordningen i første Række var til Gavn for den jødiske Højfinans, og Situationen karakteriseres jo netop ved, at det ene og alene var den Bank, i hvilken jødiske Interesser var særligt stærkt repræsenteret, som opnaaede ikke blot en begrænset Statshjælp, men generel Statsgaranti. Hvad det kom til at betyde for Landmandsbankens jødiske Indskydere kan ikke opgøres i Tal, men hvis der kan gaas ud fra, at Indskudsmidlerne i Landmandsbankens Hovedsæde for Tredje- eller Fjerdedelens Vedkommende - d.v.s. for 3-400 Mill. Kr.'s Vedkommende - tilhørte Jøderne, vil det sige, at denne Formue blev bevaret ubeskaaret for den jødiske Finansmagt paa Skatteborgernes Bekostning. (Hvorvidt den Andel, som Jøderne har haft i Landmandsbankens Folio-, Indlaan- og Kontokurantindskud - som f. Eks. ultimo 1920 androg 1244 Mill. Kr. - har andraget en Tredie- eller blot en Fjerdedel, eller ogsaa noget helt andet, kan der her ikke udtales noget om. Men eftersom Landmandsbankens Hovedsæde havde udlaant mere end Halvdelen af Debet-Kontienes samlede Beløb til udpræget jødiske Foretagender, er det aldeles ikke usandsynligt, at Jøderne selv hos deres Bank har haft staaende mellem 300 til 400 Millioner Kroner paa Kredit-Kontiene).

At der ved Ordningen af Landmandsbanksagen har gjort sig særlige Tendenser gældende, viser sig tydeligt, naar man derpaa undersøger, hvorledes Staten forholdt sig overfor de andre i samme Tidsrum havarerede Banker og Sparekasser. Der krakkede jo cirka 30 Pengeinstitutter, og i alle Tilfælde gik det ud over sagesløse Sparere og Indlaanere.

Spørgsmaalet om Hjælp ogsaa til disse mindre Institutioner kom naturligvis oftere paa Tale siden Efteraaret 1922.

Bl.a. blev i Folketingets Forhandlinger den 19. September

501

1922 om Regeringens Forslag vedrørende Reorganisation af Landmandsbanken fra Rigsdagsmedlemmers Side foreslaaet, at der ogsaa skulde ydes tilsvarende Hjælp til andre Banker, som var kommet i lignende Vanskeligheder som Landmandsbanken. Her anbefalede det konservative Medlem Pitzner, at man ogsaa under den ene eller anden Form maatte træde hjælpende til fra Statens eller Storbankernes Side overfor krakkede Smaabanker, og han erklærede paa sit Partis Vegne, at han ikke saa rettere, end at det var Statens Pligt at træde til og hjælpe, hvor Sparere uden egen Skyld var kommet i Nød. Endnu ved denne Lejlighed erklærede Statsminister Neergaard, at saadanne Overvejelser naturligvis var paa sin Plads. Og han tilføjede: »Jeg har aldrig ment, at dette var noget, om hvilket der absolut ikke kunde forhandles«. Dermed skulde blot ikke være sagt, at Rigsdagen herefter med Konsekvensens Magt skulde være nødt til at gaa ind paa den Art Forslag. Dog til en Forhandling om saadan en Hjælp vilde Regeringen altsaa dog ifølge Neergaards Erklæringer i September 1922 altid være villig, og specielt skulde der saa bI. a. drøftes, hvorvidt der kunde ydes Støtte til Sparerne i Hellerup Banken eller andre, som uforskyldt var kommet i Vanskeligheder. Her viste altsaa Regeringen Viljen til at støtte andre nødlidende Bankers Indlaanere, og denne principielle Indstilling syntes Rigsdag og Regering at fastholde, saa længe der endnu maatte forhandles om Landmandsbankens Reorganisation, mens altsaa Jødekapitalen endnu var i Knibe. Men saa snart denne Kapital var uden for Fare, og den generelle Garanti for Landmandsbankens Indskudsmidler var blevet effektiv, fik Piben en anden Lyd. Da var der ikke mere Tale om, at Staten ogsaa skulde hjælpe andre Bankers Indlaanere. Det manglede da bare. Da var det, at »Finanstidende« gav klar Besked, hvordan man indenfor den jødiske Finansverden saa paa dette Forhold, idet det i Nr. 18 af 4. Februar 1925 tog Stilling til Sagen.

»Finanstidende« meddelte ved denne Lejlighed, at Sparerne i de sammenbrudte Provinsbanker gennem det af den nedsatte

502

Udvalg paany havde henvendt sig til Lovgivningsmagten om Støtte i Overensstemmelse med de velvillige Udtalelser angaaende denne Sag, som fra forskellig Side var blevet fremsat under Behandlingen af Lovforslagene om Landmandsbankens Rekonstruktion. For dette Organ stod det nu klart, at saadan Hjælp ikke maatte ydes, og at Rigsdag og Regering gjorde sig skyldig i en meget stor Fejl ved ikke eftertrykkelig at afvise saadanne Henstillinger. Nu skulde det være Slut med Statshjælp. Landmandsbankens Sparere havde jo nu reddet deres Kapital - og det maatte vel anses for tilstrækkeligt. Med en Kynisme, der næppe kunde overtræffes, knyttede Finansorganet hertil følgende meget aabenhjertede Betragtninger:

»At Staten er kommen i en højst uheldig Situation derved, at den for at afværge en Panik paa Pengemarkedet under en kritisk Situation har paataget sig den absolutte Garanti for en enkelt Banks kreditorer – en Garanti, hvis Berettigelse iøvrigt i høj Grad kan omtvistes (sic!) - skal ikke benægtes, men dette berettiger paa ingen Maade til Skabelse af et almindeligt Præcedens for, at Staten er moralsk forpligtet til at gribe ind, hver Gang en Bank gaar i Stykker.(!!) Vi mener tværtimod, det er paa høje Tid, det bliver endelig fastslaaet, at den Slags Skader er Statskassen ganske uvedkommende«. (Indføjelser og Udhævelser af Forf.).

Dermed havde den jødiske Kapitalmagt givet tilkende, hvorledes man nu - i Februar 1925 - saa paa Spørgsmaalet om Statshjælp til havarerede Banker. Nu ønskede man ikke mere af denne Skuffe, nu, da jødekapitalen var reddet. Men i 1922 - 23 saa man rigtignok anderledes paa Sagen, da var der saa sandelig ikke i »Finanstidende« Tale om, at Statsgarantiens Berettigelse for Landmandsbankens Kreditorer »i høj Grad” kunde omtvistes.

Selve Udviklingen af Forhandlingerne om Bankens Rekonstruktion i Sommeren 1922 viste ogsaa paa saa mange andre Maader, hvor stærkt det var Rigsdag og Regering magtpaaliggende fremfor alt netop at redde Landmandsbanken, Glück-

503

stadts Bank. Det er allerede foran skildret, hvordan Ministrene Niels Neergaard og Tyge Rothe fra første Færd regnede med en stærk Modstand i den offentlige Mening mod den af dem trufne 9. Juli-Ordning, og at de derfor ansaa det for klogt for en Tid at holde de mere eller mindre forpligtende Tilsagn, de havde givet, skjult for Rigsdagen. De vilde lempe sig tilrette, eller - for at sige det klarere - luske sig frem til Maalet. Til Forsvar for denne Taktik forklarede de senere, at de havde haabet, derved at kunne udskyde Landskatastrofen. Men paa denne Maade føjedes Led til Led for at gennemtvinge den Ordning, Glückstadt ønskede, ved først at binde Nationalbanken til Landmandsbankens Skæbne, dernæst Staten, til en Begyndelse med et begrænset Millionbeløb, og derefter med den generelle Statsgaranti. Man tog Skridt for Skridt for at paaføre Folket Risikoen ved Bankens Rekonstruktion, og Planen om paa denne Maade atter at stabilisere Jødernes Finansmagt Iykkedes saaledes altfor godt.

I Rigsdagens Forhandlinger i September 1922 blev Overrumplingen gennemført; ene og alene Grev Bent Holstein undlod at stemme for Regeringens Forslag om, at Staten skulde indskyde 40 Mill. Kr. som Præferencekapital. Da Forpligtelserne overfor Banken senere udvidedes, sprang det radikale Venstre fra, 1926 gik Socialdemokraterne med til yderligere Bevillinger, 1927 stemte de imod et Forslag om en endelig Ordning af Landmandsbankens Forhold. I Forhandlingerne i 1928 om en endelig Ordning af Statens Forhold stemte 12 Konservative mod Regeringsforslaget. Det viser sig altsaa, at Partiernes Holdning overfor Rekonstruktionen har været meget vaklende. Konsekvent i deres Stilling var kun paa den ene Side Grev Holstein, der til Stadighed forlangte en forsvarlig Likvidation, paa den anden Side Venstre - det Parti, som man skulde antage havde mindst Interesse i at støtte denne Sag. Venstre satte som eneste Rigsdagsparti fra først til sidst alt ind paa at gennemtrumfe Kapitalmagtens Krav! Den slaviske Lydighed, som Statsminister Neergaard i hele sin Regeringstid

504

havde vist overfor Glückstadt, var bestemmende for Partiets Holdning overfor Rekonstruktionsspørgsmaalet indtil det sidste.

Ofte nok var det paa tale at Banken burde likvidere. Grev Holstein havde bI. a. den 3. Februar 1923 i Folketinget foreslaaet »en lempelig Likvidation i den Form, at man skyder ud, hvad der maa betragtes som usunde og uholdbare Foretagender og Aktiver og at man tager de Aktiver, der kan betragtes som levedygtige og sunde, og af dem danner en Kærne, hvoraf der kan skabes en ny og mindre Bank, og at Staten saa garanterer Landmandsbankens Kreditorer og Indskydere den Dividende, de nu maatte kunne faa ved en Likvidation af Banken”. Ja, endog Edvard Brandes havde i en Kronik i »Politiken” den 30. April 1923 givet Udtryk for den Opfattelse, at man burde have valgt en anden Udvej ved at rejse Statshjælp til en helt ny Bank, hvorved Afviklingen af de usikre Engagementer skulde have været holdt udenfor den nyrejste Bygning. Det havde været det bedste. Men, fortsætter Brandes: ”Man valgte imidlertid den Form, der i Øjeblikket var bekvemmest og hurtigst. Man gemte alting ned i samme last uden smaalig Skelen mellem Daarligt og Godt, satte Statsseglet for Skudens Læk og lod den sejle ud igen paa det aabne Hav. For Sejladsens Udfald tog ingen Ansvaret – undtagen Fremtiden, og hos den kan man søge Haab, men ingen Dækning.”

Hvorom alting er: Dr. Ussing og Neergaard besluttede at rekonstruere Banken ved Statshjælp, hvorved Ussing gjorde sig skyldig i et radikalt Brud med sine egne Principper. Naar han nemlig i sin i 1926 udgivne Bog om Nationalbanken hævder, at hans Bank aldrig var gaaet med til at erstatte Kreditortab hos saadanne Banker, som ikke blot havde tabt Aktiekapital og Reserver, men heller ikke havde Aktiver nok til at dække Indskydernes Penge, saa stemmer det ikke. Overfor Landmandsbanken blev dette Princip ikke fulgt. Dr. Ussing er meget kategorisk i sine erklæringer, naar han bl.a. paa S. 230 flg. I nævnte Skrift bemærker:

505

”Til dens (Nationalbankens) Opgave hører ikke den at give Gaver, og Erstatningsprincippet vilde være fordærveligt i sine Konsekvenser. Der er altid Risiko forbunden med at besidde Penge, hvad enten de ligger paa Kistebund, er indsat i Banker eller anbragt i ”kongelige Obligationer”. Den Pengeanbringelse, som anses for den sikreste, nemlig i Stats-, Kommunal- og Kreditforeningsobligationer, bliver til Tab, naar disse Institutioner vedbliver at pumpe ud i Markedet nye Obligationer, saa Kursen synker; men ingen vilde falde paa, at Sparerne skulde have dette Kurstab erstattet, og hvad Banker angaar, har Staten gjort sin Pligt ved at indrette Bankforhold paa bedste Maade; den kan ikke uden at udsætte sin egen økonomiske Stilling assurere med Privatpersoners Vanrøgt af Pengene eller uundgaaelige Kriser.”

Det er tydelige Ord! Men saadanne gode Principper gjaldt altsaa, som Erfaringen viser, ikke, naar en Jødebank kom i Fare. Og iøvrigt har Direktøren tillige vist sig rede til ved Sammenbrud af en Jødebank at skaffe Dækning ikke blot for Tab, der var opstaaet ved Obligationskursers Nedgang, men oven i købet ogsaa for saadanne, som var fremkaldt ved forbryderisk Aktiespekulation og ved svindleragtige Kapitalinvesteringer. Men dette hørte maaske ogsaa med til Varetagelsen af den ”offentlige Moral”, Direktøren saa ivrigt kæmpede for – før Verdenskrigen.

Ministeriet Neergaard kunde i øvrigt ved Spørgsmaalet om Ordningen af Landmandsbankens Forhold have overvejet, om det ikke ogsaa havde været passende her at anvende de ”sociale” Synspunkter, der faa Aar i Forvejen havde været bestemmende for Opskrivningen af de Marktilgodehavender, den nordslesvigske Befolkning havde indestaaende hos Banker og Sparekasser ved Afstaaelsen af Grænselandet til Danmark. Ved denne Lejlighed drejede det sig jo om at give Indskyderne Erstatning for store Tab, der paa ingen Maade kunne tilregnes dem, nemlig for de Tab, der var forvoldt ved Markinflationen. I denne Anledning blev det bestemt, at Tilgodehavender skulde

506

udlignes ved Statsmidler efter en glidende Skala, saaledes, at der betaltes Erstatning for indskudte Midler:

indtil 5.000 Mark efter Parikurs

fra 5.000-10.000 - - Kurs 45

- 10.000-15.000 - - 40

og saa fremdeles, efter en af Udligningskassens Forvaltningsraad fastsat Markkurs, der formindskedes med 5 for hvert 10.000 Mark, hvortil Formuen beløb sig. Dog kunde en Formue ved Erstatning ikke bringes op over 25.000 Kr. Med Hensyn til den nordslesvigske Befolkning ansaas det altsaa for en Selvfølgelighed, at Indskyderne maatte tage deres Andel af Tabene, medens Sparerne og Indlaanerne hos Landmandsbanken dækkedes for ethvert Tab. Overfor Finansmagten, overfor den jødisk-danske Kapital mente Rigsdag og Regering at maatte yde fuld Statsgaranti, medens man søgte at affinde et nødstedt Grænsefolk med en sølle saakaldt social Foranstaltning, der i selve Gennemførelsen, taget som Helhed, kun gav Erstatning for en Fjerdedel af de lidte Tab!

Der melder sig endelig det Spørgsmaal, hvorfor Rigsdag og Regering ikke har været opmærksom paa, at der eventuelt kunde blive gjort Straffeansvar gældende mod de to Ministre Neergaard og Tyge Rothe, fordi de ikke pligtmæssigt i Tide i Efteraaret 1921 havde foranlediget, at Bankinspektøren foretog en Revision af Banken, og fordi de ikke pligtmæssigt havde henvendt sig til Rigsdagen, efter at de havde forpligtet Lovgivningsmagten til at støtte den ved 9. Juli-Ordningen indledede Rekonstruktion. I begge Tilfælde drejede det sig om grov Embedsforsømmelse. Ejendommeligt, at Partierne forholder sig aldeles passive overfor dette Forhold, og at det alene var Grev Bent Holstein, der ogsaa paa dette Punkt fremsatte principielt vigtige Synspunkter. Saaledes erklærede Grev Holstein i Folketinget den 23. Januar 1923 - til stor Forargelse for Tinget - følgende: »Sigurd Berg, den afdøde Venstrefører, blev dømt ved Rigsretten efter Straffelovens § 143 for grov Embedsfor-

507

sømmelse, fordi han ikke havde ladet Sparekasseinspektøren undersøge Bondestandens Sparekasses Forhold i de nærmest foregaaende Aar før Krakket. Det er udenfor Tvivl, at den højtærede Statsminister og Hr. Tyge Rothe er mindst lige saa modne til Rigsretten efter deres Gerninger og Forsømmelser. . .« Her blev Taleren straks bremset i sine Betragtninger, idet Formanden gjorde gældende, at det laa udenfor Folketingsmandens Kompetence at tale om disse Forhold! To Dage senere, den 25. Januar 1923, gør Grev Holstein i sin Artikelrække i »Aarhus Stiftstidende« om »Ministeriet Neergaard og Landmandsbankens Krak« opmærksom paa, at Ministrenes Holdning i Anledning af 9. Juli-Erklæringen ogsaa havde sin retslige Side. Her drejede det sig, selvom Erklæringen ikke havde nogen Underskrift, uden Tvivl om et Dokument, der fremtraadte med den ydre Virkning, som om det var en Embedserklæring. Den var ogsaa almindeligvis bleven opfattet som en Embedserklæring, under Hensyn til, at Ordningen refererede til Bankinspektørens Undersøgelser og fremkaldte det Indtryk, at det var Bankinspektørens Tabsberegning, der dannede Grundlaget for den vedtagne Rekonstruktion. Holstein paapeger i den Anledning, at der om forsætlig urigtige Embedserklæringer bestemmes følgende i Straffelovens § 134 i Afsnittet om ”Forbrydelser i Embedsforhold«:

»Har nogen foretaget nogen af de i § 133 ommeldte Handlinger (d.v.s. Forfalskning, Forvanskning eller Tilintetgørelse af Embedsprotokoller, Dokumenter, m. m.) uden at Gerningen kan henføres under samme, eller iøvrigt i Embedsmedfør afgivet en falsk Attest eller Forklaring, eller forsætlig Undladt i Attesten eller Forklaringen at oplyse Omstændigheder, der maa anses væsentlig at henhøre til den omhandlede Sag, straffes han med Embedsfortabelse, simpelt Fængsel, ikke under 1 Maaned, eller under formildende Omstændigheder med Bøder«.

Naar man tager Hensyn til, at de to Ministre begik de her omhandlede Forsømmelser under Brud paa alle parlamentariske Regler ved hverken at give Oplysninger til Ministerkollegerne,

508

til Partiformændene eller til Partierne, ved overhovedet at holde Rigsdagen udenfor, samt at der faktisk forelaa meget alvorlige strafbare Handlinger, er det uforstaaeligt, at ikke eet af Partierne saa sig foranlediget til idetmindste at kræve retslig Undersøgelse foretaget. Lad gaa, at man var led og ked af Bankskandalen og derfor mente at maatte afse fra en konsekvent Retsforfølgelse mod de i selve Skandalen implicerede Personer - her havde der ikke været nogen Vej udenom. Her burde der være grebet ind fra Rigsdagens Side, ligesom det skete i 1908 i Anledning af Alberti-Affæren. Men her viste sig igen den allerede under Rigsretssagen mod I. C. Christensen og Chr. Berg paatalte Tilbøjelighed hos Partierne til at dække over »mislykkede Medlemmer af Partiet«. Og Grunden til, at det her ikke blot var selve Partiet, Venstre, men hele Rigsdagen - med Undtagelse altsaa af det ene Medlem Grev Holstein - som søgte at holde Ministrene udenfor det strafferetslige Ansvar, maa her selvfølgelig atter søges i de skjulte Kræfters Indflydelse paa Rigsdagens og Regeringens Afgørelser. Da Neergaard og Rothe, naar det kom til Stykket, blot havde tilsigtet at varetage Finansmagtens Interesser ved deres Handlemaade, var det selvfølgeligt, at det tredie Ting ogsaa sørgede for, at de ikke blev udsat for en mere vidtgaaende Forfølgelse fra Rigsdagens, endsige Domstolenes Side.

At Retsforfølgelse mod Neergaard i Anledning af 9. Juli-Erklæringen havde været paa sin Plads, opdager ogsaa »Social-Demokraten«, - rigtignok først saa sent som i Januar 1924, da der skal gives en passende Optakt til de forestaaende Folketingsforhandlinger om Bankkommissionens Beretning og da samtidig Propagandaen til det kommende Valg skal indledes. - Da stiller Bladet (22. Jan. s. A.) i en ledende Artikel Spørgsmaalet: »Bør Neergaard stilles for Rigsretten?« En lang Række Anklagepunkter mod den daværende Statsminister fremføres, hvorved der navnlig dvæles ved den Stilling, Neergaard indtog ved Udstedelsen af 9. Juli-Erklæringen og i September 1922. Det pointeres, at saafremt han ved den førstnævnte Er-

509

klæring havde haft samme Viden som Nationalbankdirektør Dr. Ussing, burde han stilles for en Rigsret. Afgørelsen maatte ifølge Bladets Formening gøres afhængig af, hvorledes Spørgsmaal som f. Eks. de følgende maatte besvares: »Vidste Hr. Neergaard (i Juli 1922), at Landmandsbankens Udlaan laa paa ganske faa Hænder, og at Banken altsaa i Virkeligheden ikke havde den store naturlige Basis, der stadig blev fremhævet? Vidste han, at Nationalbanken i Sommeren 1922 havde 150 Mill. til Gode hos Landmandsbanken foruden 20 Millioner i Klemme i »Ergor«-Syndikatet, og at Hjælpen til Landmandsbanken i Virkeligheden var Selvhjælp til Nationalbanken? Og vidste Hr. Neergaard, at Nationalbanken i September, da Banken blev rekonstrueret anden Gang, havde en kvart Milliard til Gode i Landmandsbanken foruden et Tab paa 20 Millioner paa »Ergor«-Syndikatet?« Hvis saadanne Spørgsmaal altsaa maatte besvares bekræftende, maatte Neergaard anses for at være strafskyldig. Dernæst fastslaar Bladet, at Neergaard ligesom Nationalbankens Direktører burde have vidst Besked og dermed ogsaa have erkendt, at Statens Garanti jo ikke blot sikrede Landmandsbankens Eksistens, men tillige var Redningsplanken for Nationalbanken og frem for alt »en Garanti for den samlede Højfinans, en Ordning, hvorved Statens Midler stilledes til Højfinansens uindskrænkede Raadighed«. Hvis Regeringen havde faaet ren Besked, vilde Banken - erklærer »Social-Demokraten« endvidere - aldrig være blevet rekonstrueret, men likvideret, en ny Bank oprettet og Nationalbanken rekonstrueret under en for Staten betryggende Form.

Ogsaa Socialdemokratiets Hovedorgan har altsaa været opmærksom paa, at der her var Grundlag for en Rigsretsanklage. Men vel i Erkendelsen af, at alle Partier, og det selv med, skulde gaa varsomt med Dørene, naar Landmandsbanksvindelen kom paa Tale, indskrænkede Bladet sig til at fremsætte disse rent retoriske Spørgsmaal paa saa sent et Tidspunkt, at en virkelig Indskriden mod Statsministeren maatte anses for udelukket.

510

Neergaard - og med ham Tyge Rothe - slap jo ogsaa for Tiltale.

Paa samme Maade var Regering og Rigsdag faa Aar senere eftergivende over for Fru Laura Glückstadt. Hendes ofte omtalte i 1929 udgivne »Forsvarsskrift«, hvis fuldstændig uvederhæftige og uforsvarlige Argumentation indeholdt de mest fornærmelige Angreb mod Domsmyndighederne, kunde have givet Anledning til alvorlig Forfølgelse. Men der skete intet. Undladelsen heraf blev derved et nyt Vidnesbyrd om den hele eller halve Korruption, der stadig herskede i det danske Samfund, ogsaa efter Glückstadt-Affærens Afsløring. Havde det drejet sig om en anden end en prominent Jødinde, er det formentlig givet, at der var blevet rejst Tiltale efter den daværende Straffelovs (10. 2. 1886) § 101, som siger, at: »Den som med Haan, Skældsord eller anden fornærmelig Tiltale overfalder en Embedsmand osv. . . . under Udførelse af deres Embede eller Bestilling eller i Anledning af samme, straffes med Fængsel eller Bøde«. Nu affødte Fru Glückstadts Skandskrift mod den danske Retspleje foruden nogle uvæsentlige Bladkommentarer (jvf. bI. a. Artiklen »En Redegørelse« i »Børsen« af 14. Dec. 1929 og Artiklen »Det tredie Ting« i »Social-Demokraten« af 30. Dec. 1929) ikke andet end et yderst spagfærdigt lille Modskrift fra Højesteretssagførerne Bülow og Fenger, trykt som Manuskript og privat udsendt til et Faatal af Mennesker. Større Opstandelse var der ikke i denne Anledning.

Det blev ovenfor konstateret, at der kan regnes med, at de jødiske Kapitalister ikke led større Tab ved Landmandsbankens Sammenbrud. Alligevel var de ikke tilfredse. De stillede større Krav. Saasnart derfor de første Efterdønninger af Krakket var overstaaet, havde Finansmagten straks de nye Paroler parate, der skulde bidrage til at konsolidere dens Stilling indenfor Samfundet: nu krævedes der først en Egaliseringsfond oprettet, derefter Genindførelsen af den saakaldte »ærlige Krone«.

511

Selvfølgelig lykkedes ogsaa disse Planer og dermed Virkeliggørelsen af det mest infame Folkebedrag, Højfinansen i Efterkrigsaarene har tilladt sig overfor Folket. Egaliseringsfonden skulde bidrage til at stabilisere Kronekursen. Da ca. 100 Mill. Kr. var sat over Styr ved denne Aktion, maatte den opgives. Deflationen, Genskabelsen af Pari-Kronen, fandt Sted under Ministeriet Stauning. Dermed fik Finansmagten den største Cadeau fra Statsmagtens Side, den nogen Sinde har opnaaet i noget som helst Land. Thi intet Land havde tilladt en saa radikal Deflation som Danmark, hvortil det endog kan siges, at intet Land var blevet mere indtrængende advaret mod Genindførelsen af Pari-Kronen fra de hjemlige og de internationale Finanseksperters Side end netop Danmark:«) (d.v.s. af Prof. L. V. Birck og den senere Nationalbankdirektør Jak. Chr. Lindberg, Englænderen J. M. Keynes, Svenskeren Prof. Gustav Cassel og Hollænderen Gerard Vissering). Deflationen, d.v.s. Tilbageførelsen af Kronen til Førkrigsværdien, betød jo intet andet end en gennemgribende Omplacering af Formuerne indenfor Samfundet: hvad man tog fra Real kapitalen, blev overført til Privat kapitalen , Spekulationskapitalen, hvad man tog fra de produktive Erhverv, kom den passive Kapital tilgode. Denne Ordning gennemførtes paa Finansmagtens Ordre under den helt igennem forløjede Parole, at Danmarks Anseelse i Udlandet gjorde Indførelsen af »den ærlige Krone« fornøden. Den gennemførtes ikke blot med Tilslutning af Finansmagtens særlige Forkæmpere paa Rigsdagen, d.v.s. det radikale Venstre og de Konservative, men ogsaa med Venstres og Socialdemokraternes Støtte, omendskønt det fra Begyndelsen stod klart, at den maatte blive ruinerende baade for Landbrug og Industri. Stauning blev Parikronens Frelsermand. Et saadant Forræderi begik det parlamentariske Styre overfor Folket.

Følgerne af denne gigantiske Tyveri-Politik, som i Reali-

*) Lorenz Christensen, Nordslesvig venter - Kbh, 1935, S. 26-28.

512

teten førte til en Overflytning af mere end en Milliard Guldkroner fra de produktive Erhverv, det arbejdende Folk, til den passive Kapital, *) udeblev ikke. Resultaterne var:

1) Finansmagten stod stærkere end nogen Sinde før. Kronens Købeevne fordobledes næsten. De jødiske Finansmænd, som havde reddet deres Kapital nogenlunde ubeskaaret ud af Krisen, specielt Landmandsbank-Katastrofen, kunde nu indrette sig paa en endnu mere systematisk og gennemgribende Kapitaludbytning, end de før havde haft Mulighed for. Rentebyrdernes Forøgelse blev derved den væsentlige Forudsætning for den fremadskridende Akkumulation af Kapitalen. Et vist Holdepunkt til Bedømmelse af denne Udviklings Resultater er givet i Formuestatistikken, af hvilken det fremgaar, at Hovedstadens Andel i Formuerne steg fra 28,4 pCt. i 1921-22 til 39,7 pCt. i 1933-34, for derefter at synke til 35,6 pCt. i 1941-42, medens de tilsvarende Procenttal for Provinsbyernes Vedkommende androg 16,1, 19,7 og 20,3 pCt. og for Landdistrikternes Vedkommende 55,5, 40,6 og 44,1 pCt.

2) Landbruget blev slaaet ud! Det danske Bondebrug var allerede under Inflationen blevet overprioriteret ved i altfor stor Udstrækning at stifte Laan i en værdiforringet Valuta. Nu, efter Indførelsen af Parikronen, var Landbruget ikke mere i Stand til at svare til sine Forpligtelser. Det kunde ikke bære Gældens Fordobling, der var fremkaldt ved Deflationen, navnlig da samtidig Priserne for Landbrugsprodukterne halveredes, og Skatterne øgedes. Landbruget maatte tære paa sin Kapital. Det blev fattigt i den Grad, at det ifølge den officielle Statistik om dets Gældsforhold af 15. Juli 1937 paa dette Tidspunkt kun ejede knapt 20 pCt. af Ejendommenes Panteværdi, medens Gælden ialt beløb sig til 81,4 pCt., deraf Pantegælden til 75,7 pCt. I Jylland androg Gælden endog 90,5 pCt. af Panteværdien; paa Smaabrugene i Jylland var kun een Procent af Panteværdien ubehæftet. Landbrugerne var altsaa nu mere en

*) Jvf. ovenfor S. 444 flg.

513

nogensinde før bleven Renteslaver, Kapitalens Trælle; deres Kaar var haabløse. Af disse Grunde opstod »Bevægelserne«, Bondens Frigørelseskamp overfor den overmægtige Kapital.

3) Arbejderbefolkningen blev Offer for Arbejdsløshedens Svøbe. Socialdemokratiet havde, ved at støtte Finansmagtens Interesser ved Indførelsen af Parikronen, selv regnet med at kunne profitere ved denne Ordning. Det haabede nemlig, at Lønniveauet kunde opretholdes trods et synkende Prisniveau. Men en i Forvejen overkapitaliseret Industri kunde selvfølgelig ikke i det lange Løb holde til det gældende Lønniveau, efter at Guldpariteten var naaet. Den store Omplacering af Samfundsværdierne under Deflationen havde saaledes til Følge, at Lønningerne maatte sænkes, at Rationaliseringen af Bedrifterne maatte forceres, og at store Arbejderstyrker maatte sættes ud. Ogsaa det opnaaedes altsaa under socialdemokransk Styre, at Arbejdsløsheden blev det staaende Emne, og at Regeringen aldrig evnede paa virksom Maade at skabe en Aflastning paa Arbejdsmarkedet. Arbejdsløshedsprocenten, som 1910 - 14 havde ligget under 10 pCt. og i Inflationsperioderne 1919 - 20 og 1923 - 24 laa tilsvarende lavt, steg nu voldsomt, androg - for at nævne nogle af de værste Aar - bI. a. 1926 20,7, 1927 22,5, 1932 og 1933 endog henholdsvis 28,8 og 31,7 pCt., sank derefter noget indtil 1936, for derefter atter at stige til 21,9 pCt. i 1937 og 23,9 pCt. i 1940. *)

Jovist: Parikronen havde sine Konsekvenser. Og saa kunde den end ikke opretholdes! 1931 blev Kronen atter løst fra Guldet. Men da Møntens Købeevne derved ikke forringedes mærkbart, maatte DefIationens Virkninger alligevel stadig gøre sig gældende til Fordel for den passive Kapital og til Skade for de produktive Erhverv.

*) Den omtrentligt tilsvarende Stigning af Arbejdsløsheden i en Række andre europæiske Lande havde jo de samme Aarsager. Overalt lykkedes det Kapitalen under forskellige Former at gennemføre en Deflation med dens for Økonomien saa ødelæggende Konsekvenser.

514

Saaledes bevaredes altsaa Storkapitalens Hegemoni. De Radikales ledende Mand, C. Th. Zahle, havde paa Partiets 19. Landsmøde i Vejle den 13. Maj 1923 krævet, at nu maatte alt sættes ind paa, at Højfinansens Magt blev brudt. Han havde haabet, at - som han selv siger - »Det tredie Ting«s Mænd efter Sammebrudet havde faaet nok at gøre med deres eget og derved ikke mere vilde gribe forstyrrende ind i Landets Politik. Men Erfaringen havde vist noget andet. Desmere Grund var der til at raabe Vagt i Gevær mod den aggressive Storkapital. Et Aar senere erklærede Socialdemokratiets ledende Mand, Statsminister Thorvald Stauning, paa et fynsk Arbejderstævne i Bogense den 29. Juni 1924, »at Overklassen nu maa lære, at en ny Tid er inde i Danmark; Pengemagtens Overhøjhed kan ikke ventes opretholdt, en Demokratisering maa iværksættes«. Den saaledes proklamerede nye Tid manifesterede sig kort Tid senere i den Valutapolitik, som førte Kronen tilbage til Pari og dermed sikrede netop den Overklasse, hvis Magt de Radikale og Socialdemokraterne foregav at vilde bryde, en Magtstilling, den næppe havde haft tilforn, end ikke i selve Landmandsbankperioden. Og Jøderne forblev, hvad de var: »Vogtere af Helligdomme«, i Louis Levys Aand, medens Bonden led under Overprioriteringens Tryk og Arbejderen under Arbejdsløshedens Snært. Den nye Tid, der skulde bringe den sande Socialismes Sejr, kom ikke.

Til Slut endnu nogle Betragtninger om Jødernes sidste og højeste Maal, de Maal, som til evig Tid har været bestemmende for Jødernes Handlen og Færden og er det den Dag i Dag.

Naar man betragter Landets økonomiske og politiske Udvikling i Aarene 1914 - 24, vil det ikke kunne nægtes, at den i eet og alt genspejler de Idéer og Tendenser, som ifølge Zions Vises Protokoller behersker Jødernes Virksomhed. Naar der bI. a. i 1. Protokol, Punkt 5 siges, at Guldets Magt skal afløse de liberale Regeringers Magt, kan man vel nok paastaa, at Danmark i den nævnte Periode giver et rystende Bevis paa

515

denne Sætnings Rigtighed. Danmark havde vel nok et Ministerium Zahle og et Ministerium Neergaard, men intet af disse Ministerier regerede Landet, begge var de afløst af Guldets Magt, af den jødiske Finansmagt, som ikke blot bestemte Udviklingen af den offentlige Gældsstiftelse, ikke blot bestemte Lovgivningen paa Bank- og Børspolitikkens Omraade, men ogsaa i andre Forhold saasom Skattepolitik, Valuta- og Kreditpolitik, Jordpolitik, Kulturpolitik osv. havde det sidste, afgørende Ord. I alle disse Forhold gjaldt kun eet Hensyn: Hensynet til det, Inderkredsen om Landmandsbanken ønskede, eller - for at bruge det gængse Udtryk: Hensynet til det tredie Ting. Og for denne Kreds var saa sandelig Princippet i 1. Protokol, 12. Punkt, normgivende, hvorefter Politik ikke har noget med Moral at gøre. Thi den her omhandlede Periode beroede først og sidst paa den sociale Løgns Systematisering: her gjaldt ingen Moral, ingen Sandhed, ingen Ret mere, her gjaldt kun den Magt, Højfinansen havde tilranet sig og de af denne Magt godkendte Spilleregler. Her tjente alt blot det ene Maal: at tilfredsstille Kapitalmagtens grænseløse Profitbegær. Her kan endog tilføjes, at denne Magt, som ellers bedst opererer i det skjulte, under de givne Forhold følte sig saa sikker paa den endelige Sejr, at den tilsidst i ligefrem forbavsende Grad gik aabent til Værks, medens den rigtignok under Krigen søgte saavidt muligt at være usynlig.

Læser man endvidere i Zions Vises Protokoller første Protokols Punkt 26, mindes man uvilkaarligt alle de svindleriske Transaktioner, der knytter sig til Navnene Ballin, Heilbuth, Glückstadt, og læser man Punkterne 28 og 30, mindes man Parvus og hans Medskyldiges forbryderiske Færd. *) Og i dette som i utallige andre Forhold vil man finde de Idéer, som er udformet i Protokollerne, bekræftet gennem Begivenhederne, gennem Kendsgerninger, gennem alt det, der skete, da den internationale Jødedom i dens forskellige Forgreninger havde

*) Jvf. Afsnit 1d i 1. Del, S. 55f.

516

skabt sig en Slags Verdenscentral i København. Dette er den nøgne Sandhed.

Men dermed ledes Tanken ogsaa hen paa det Spørgsmaal, om det tillige lader sig paavise, at de Jøder, som regerede Landet, da Zahle henholdsvis Neergaard for et Syns Skyld beklædte Stillinger som Landets Statsministre og efter Evne besørgede Finansmagtens Interesser, da Parlamentarismen viste sig at være et villigt Redskab i den jødiske Verdensplan, tillige stod i den jødiske Imperialismes Tjeneste. Ogsaa til Belysning af dette Forhold kan der fremføres vægtige Vidnesbyrd.

For at blive staaende ved det danske Plutokratis Bestræbelser, skal her i første Række fremhæves, at Emil Glückstadt jo paa ingen Maade indskrænkede sig til at virke indenfor Landet, men at hans Stræben tydeligt gik ud paa at fremme og udbygge Plutokratiets Verdensherredømme ved Guldets Magt, paa den ene Side ved at bringe Danmark i Afhængighed af den udenlandske, navnlig den amerikanske Kapital, paa den anden Side ved at knytte Handelsforbindelser ud over hele Verden. Det var ham ikke nok, at det verdensomspændende Østasiatisk Kompagni, som var blevet til ved hans Fader, Isaac Glückstadts Støtte, fremdeles havde Landsmandsbanken som Bankforbindelse og ham selv som Formand for Bestyrelsen, men han vilde selv bygge et nyt ligesaa mægtigt Foretagende op, og til dette Formaal stiftede han Det Transatlantiske Kompagni. I Bankkommissionens Retsforhandlinger er det Gang paa Gang blevet fremhævet, hvor stærkt Emil Glückstadt netop var interesseret i det sidstnævnte Finansieringsselskab. Da Spørgsmaalet om Belaaningen af Landmandsbankaktierne behandles i Retsforhandlingerne den 5. og 6. Febr. 1923, bemærker Dommer Rump ved Lejlighed, at Ringberg overfor Nationalbanken havde anbefalet at indhente nærmere Oplysninger om Kompagniets Stilling hos Glückstadt med den Begrundelse, »at Transatlantisk Kompagni var Etatsraadens Kælebarn«. Paa det samme Spørgsmaal erklærede Nationalbankdirektør Dr.

517

Carl Ussing ved samme Lejlighed, at Ringberg paa Forespørgsel havde svaret: »Denne Sag kender egentlig kun Glückstadt fuldt ud, det er hans Hjertebarn og hans Stolthed, og han mener, at her har Landmandsbanken skabt det samme, som hans Fader skabte med Ø.K.« Naar man her mindes, hvorledes der til Det Transatlantiske Kompagni knyttedes Forhaabninger om at skabe Import- og Eksportkombinationer, der skulde strække sig fra Nord til Syd og fra Øst til Vest, fra Kobe til Rio de Janeiro, fra Soerabaja til Reykjavik, omspændende hele Jordkloden, med den danske Hovedstad som et Verdenscentrum for denne Handel - ja, saa bliver den imperialistiske Tendens i Glückstadts Bestræbelser evident. Der er her Mindelser om de højtflyvende Tanker i Levys Digt, hvor han taler om »den Tryllering af Guld, der spænder over Kloden«.

Og som hos Glückstadt, saaledes møder vi ogsaa i en anden jødisk Finansmands Planer den samme Tendens, nemlig i Max Ballins. Ogsaa Ballin vilde jo i sin Koncern bygge et Foretagende op af Verdensformat. Forbindelserne rakte allerede fra Amerika over Danmark til Mellemeuropa. Men Maalet var sat højere, det gik navnlig - i nøje Overensstemmelse med Glückstadts Forhaabninger - ud paa en Erobring af det russiske og sibiriske Marked. Da Ballin begik Selvmord den 12. April 1923, brast denne Sæbeboble, og med Sorg i Sind konstaterede »Berlingske Tidende«, at Ballin greb fejl, at hans Guld hvirvledes af Hænderne som visne Blade. Men dernæst skildrer Bladet netop det, der udgjorde den Afdødes lønligste Tanker. Da bemærkes det i Nekrologen om Max Ballin: »Trods al Modstræben pressede Stormen ham ned fra den Tinde, hvor han havde staaet og set Verdens Herlighed, set det vældige Østen brede sig som en Arbejdsmark for dansk Virkekraft, set Mastehave og Skorstenshave gro op omkring Kjøbenhavn, Østersøens Hovedstad, der blandt andre store Navne ogsaa havde en Max Ballin, Skaberen af en industriel og merkantil Koncentration, som, om alt gik vel, vilde naa Verdensformatet. Højt har Ballin staaet, og dristig har han drømt...« Her er

518

altsaa for en Gangs Skyld aabent Tale om denne Verdens Herlighed, som Jødens Sind higede efter, - ikke, som det paa Skrømt blev hævdet, for at skabe større Raaderum for dansk Virkekraft, men for at bøje Verden ind under Jødens Magt.

Glückstadt og Ballin var ikke ene om at stille sig høje Maal; hele den expansive Politik, Landmandsbanken under Emil Glückstadts Ledelse var inde paa, baade udadtil og indadtil, vidner i alle Enkeltheder om, at Tendensen indenfor Finanskredsen allevegne var tilstede, raadende inden for alle Selskaber, der finansieredes af Banken, bestemmende for alt, hvad det tredie Tings Mænd foretog sig. Og de havde i disse Bestræbelser let Spil, da Forudsætningerne for en saadan Udvidelse af den økonomiske Magt for længe siden var skabt ved den brandesianske Radikalismes Muldvarpearbejde Aar igennem, da de Radikale endnu sad i Regeringen og selve Edvard Brandes var Landets Finansminister. Nu var jo Tiden inde, da Høsten skulde bjærges i Lade, da man ved en Dølgsmaalets Politik, der holdt det almene Folk uden for det hele, skulde sikre sig Magtens Fuldbyrdelse. Hvis hele det hemmelige Diplomati, de jødiske Storborgere formaaede at udfolde i denne deres Glansperiode, ikke var saa forfærdende i sine Konsekvenser, kunde man fristes til at tale med Beundring om dette Jødernes mesterlige Rænkespil. De styrede Landet, de skovlede Penge ind, og de spandt deres gyldne Væv ud over Jordkloden. Derved sørgede de med deres særegne Klaninstinkt for, at alle gode Racefæller kunde nyde godt af det store Kapitalrov. Ogsaa i saa Henseende var alt i bedste Orden. Selvom Mænd som Glückstadt og Parvus ikke stod i Samarbejde med hinanden, selvom Mænd som Brandes og Heilbuth ikke kunde goutere hinanden, selvom Zionismens Foregangsmænd stod uden for Plutokratiets Ring, dannede de dog et Fællesskab. Blodet bandt, og paa dette Grundlag fandt de hurtigt den modus vivendi, der muliggjorde, at de alle, trods megen indbyrdes Misundelse, kunde udnytte deres Chance. Et Eksempel paa denne ejendommelige, men for jødisk Mentalitet

519

saare karakteristiske Situation er bI. a., at A. F. Lamm, der, til Trods for at han var renlivet Marxist, hørte til Landmandsbankens Inderkreds, tillige var den Mand inden for dansk Børs- og Bankvæsen, der paa den mest eftertrykkelige Maade skabte Forudsætninger for den hasarderede Børsspekulation under Krigen ved den af ham inspirerede Børsordning og samtidigt ogsaa var Storspekulanten Parvus' nærmeste Medhjælper ved Financieringen af det socialdemokratiske Kulforetagende. Et andet interessant Eksempel er, at Plutokratiets Stormand Ballin var den eneste, der 1920 kunde afslutte Kontrakt med Bolchevikrepræsentanten Krassin (Levin) og fik sine Leverancer betalt af det Guld, Sovjetregeringen nogen Tid senere deponerede til Clearingformaal i København, og at det var en anden af det danske Plutokratis jødiske Stormænd, Ingeniør M. A. Abrahamson, som var den førende Mand ved Afslutningen af Overenskomsterne med den nævnte Bolchevikrepræsentant den 23. April 1920. Jo, Fanden hytter sine.

Men Resultatet blev ogsaa derefter. Et Par Hundreder Millioner tabt i Aktiespekulation, ca. 700 MilI. Kr. tabt i fremmed Valuta, og adskillige Hundrede Millioner tabt ved fejlagtige Dispositioner paa den internationale Handels Omraade. Danmarks Indførsels overskud i 1919 opgjort til 1654 MilI. Kr. og i 1920 til 1352 MilI. Kr.! Status over for Udlandet forringet fra ultimo 1919 til ultimo 1922 med 2 Milliarder Kroner! Det var Resultatet af den danske Jødedoms Hegemonibestræbelser.

Jøderne tabte Spillet, men de reddede dog som paavist samtidig meget af deres Kapital. Og som de gode Patrioter, de nu engang er, søgte de derefter paa deres Maade Fortrøstning i de kendte af Digteren H. P. Holst skrevne Ord:

For hvert et Tab igjen Erstatning findes:
Hvad udad tabes, det maa indad vindes.

Saasnart nemlig Landmandsbankaffæren i Sommeren 1923 var afviklet, var de ogsaa klar over, hvorledes der skulde findes Erstatning for de 2 Milliarder Kroner, der var tabt udadtil.

520

Da fandt man paa at kræve Deflationen, Indførelsen af den »ærlige« Krone, der sikrede den passive Kapital en Deflationsgevinst paa mindst en Milliard Guldkroner. Det maatte altsaa Folket udrede til Fordel for Højfinansen. Saa kan man endog sige, at Landbrug og Industri vilde være sluppet billigt fra hele denne Sag, hvis denne Gevinst var blevet overført til Kapitalmagten i rede Penge. Men det er jo saa langt fra Tilfældet, da denne Deflationsgevinst navnlig opstod for den faste Gælds Vedkommende og derfor ogsaa maa udredes efter de Forrentnings- og Afdragsregler, der almindeligvis gælder for Obligationer. Dermed paabyrdes denne Gæld nemlig ikke blot den nuværende, men ogsaa den næste Generation, og afvikles i Tidens Løb med det 2- til 3-dobbelte af Gældens Paalydende. Erstatningen for det, der udad tabtes, ydes altsaa ved en Milliardforpligtelse, der paabyrdedes de produktive Erhverv inden for Samfundet for 1 à 2 Generationer, d.v.s. ved en infam Renteaager langt ind i Fremtiden.

Saadan ligger Landet. Saaledes maa Folket bøde for de Verdenserobringstendenser, der prægede Glückstadts, Ballins og Parvus' og andre Jøders Værk.

Jøde er Jøde og bliver Jøde, hvadenten han er ortodoks som Zionisten Henri Nathansen, Katholik som Emil Glückstadt blev tilsidst eller Fritænker som Edvard Brandes var, hvadenten han er rig eller fattig, Plutokrat eller Proletar, hvadenten han tilhører det ene eller det andet af de parlamentariske Partier. Han er allestedsnærværende og forstaar at gøre sig gældende allevegne. Ligeledes tager han alle Slags Mennesker, »Mænd fra alle Anskuelser og Lærdomme« i sin Tjeneste, saaledes som i Zions Vises 9. Protokol i Punkterne 5 og 6 skildret. Jøden bliver altid, hvad han er, og hans bestandige Haab er, at han, som er uden Fædreland og som altid kun vil føle det sande Fællesskab i sin Races Magt, hvad Maske han end søger at skjule sig under, en Dag vil kunne opleve den jødiske Renaissance. Derfor kan det, saa ejendommeligt det end lyder, i og

521

for sig være ham ligegyldigt, om det er den røde eller den gyldne Internationale, der baner sig Vejen frem, da begge tjener hans Races Maal, og da begge efter hans Opfattelse med indre Nødvendighed maa føre til Virkeliggørelsen af den jødiske Verdensplan. Plutokratiet er jo efter den marxistiske Lære Udgangspunktet for Proletariatets Sejr. Der bestaar saadan set en indre Sammenhæng mellem Kapitalmagten og Proletariatet, da netop Modsætningen mellem disse to Faktorer er det historiedannende Element. For Verdensjødedommen drejer det sig herefter ret beset blot om at sørge for en klog Rollefordeling mellem Faktorerne, og for en saadan var der sørget i den her omhandlede Periode i København. Her havde de danske Jøder, forsaavidt de hørte til de gamle Slægter, der havde været bosiddende i Landet i Generationer, deres faste Tilhold i den førende kapitalistiske Klike og deres øverste Myndighed i Glückstadts Tafelrunde, medens det brede Lag indenfor den københavnske Jødedom, navnlig den ny indvandrede Ghettotype fra Rusland og Polen hovedsagelig fandt sit Tilhold i Zionismen. Dog Grupperne gjorde ikke hinanden Fortræd.

Ej heller bestod der noget større Modsætningsforhold mellem de russiske, tyske og danske Jøder, der stod i Zionismens Tjeneste, og Parvus eller Fürstenberg, der stod i Verdensrevolutionens Tjeneste. Thi ogsaa de havde samme politiske Maal. Zionismen er efter sin Oprindelse revolutionær, og denne Bevægelses egentlige Grundlægger, »Kommunistrabbien« Moses Hess, en Forløber for Karl Marx, gaar ud fra, at Jødedommen maa betragtes som Grundprincippet i al historisk Udvikling, hvis endelige Maal vil være Virkeliggørelsen af det jødiske Statsideal. Fra Zionismens Side er det altid blevet eftertrykkeligt understreget, at der ikke bestaar nogen Modsætning mellem Socialisme og Zionisme. Den kendte Zionistfører Max Nordau har netop fremhævet Overensstemmelsen mellem disse to Strømninger ved bI. a. at bemærke: » Vel har Socialismen som det fjerne Maal alle Menneskers Broderskab uden Hensyn til

522

Afstamning, men nøjagtig det samme Maal har Zionismen ogsaa.« Derfor er det ogsaa forstaaeligt, at Zionismens Centralorganisation i København under Krigen knyttede de største Forventninger til Omvæltningen i Rusland, og at denne Organisations Leder Dr. Victor Jacobson i Anledning af Revolutionen udstedte følgende Opraab (jvf. »Mosaisk Samfund«, den 14. April 1917): »For Zionismen aabner der sig nye uanede Perspektiver. Nye uanede Kræfter vil opstaa. Den frigjorte russiske Jødedom raader over uudtømmelige Kilder, der vil gyde ny Begejstring over den nationale Følelse og Troskaben mod de overleverede Idealer, der uløseligt knytter det jødiske Folk til Zion. Den største Ghetto, den jødiske Historie har kendt, er faldet; det jødiske Folk er frit, og i sin rene Skikkelse vil Zionismens store Idé med fornyet Kraft virke i vort Folks Kamp for sit højeste Maal: national Genfødelse i Israels Land.«

Plutokratiet vil erobre Verden ved Guldets, Zionismen ved Aandens Magt. Jøderne her og Jøderne der er besjælet af Imperialismens Aand. Maalet er i sidste Instans det samme. Hvad Glückstadt, Ballin o.s.v. søger at skabe i Gerning, ved Oprettelse af Truster, Holding-Compagnier, ved at samle Verden »i et Net, hvis Traade glimtede af Elektricitet og Guld over Verden« (Levy), det søger Zionisterne at virkeliggøre ved Forkyndelsen af Jødedommens Idé om Oprettelsen af en ny Verden paa den jødiske Renaissances Grundlag. Og denne Retning er ikke mindre aggressiv, har ikke mindre vidtspændte politiske Formaal.

Det er Zionismens mest fremtrædende Repræsentant i Danmark, Henri Nathansen, hvis nære Samarbejde med den zionistiske Verdensorganisation allerede ovenfor er bleven behandlet, som senere engang, nemlig i Februar 1931, i et Foredrag om Temaet »Jødedom« (offentliggjort i »Nationaltidende«, 22. og 24. Febr. 1931) har udtalt sig om sin Races højeste og sidste Maal med en ligefrem forbavsende Frimodighed. Han fornægter, som allerede ovenfor (S. 239 flg.) vist ikke sin Nationalitet, ønsker ikke at blive anset for at være Dansker,

523

men at han respekteres som tilhørende den jødiske Nationalitet. Men samtidig gør han Krav paa de fulde Statsborgerrettigheder som dansk Statsborger, ja, ikke blot det. Han mener nemlig ikke, at Jøderne under det demokratiske Styre, i det af Socialdemokratiet regerede Land, er fuldtud ligeberettiget med den hjemmefødte Befolkning og har samme nationale Rettigheder som andre danske Statsborgere. Han begrunder denne højst ejendommelige Opfattelse ved bI. a. at bemærke: »Hvis vi virkelig var nationalt ligeberettigede, vilde jo f. Eks. et Ministerium af lutter jødiske Borgere være logisk tænkeligt. Er det tænkeligt? Eller blot en jødisk Statsminister, en jødisk Forsvars- eller Udenrigsminister. Da vi i sin Tid havde en Jøde paa Finansministerens Taburet - gav det saa ikke Modstanderne kærkommen Lejlighed til at stemple hele Regeringen som et Jødeministerium?« Ja, saadan argumenterer Nathansen. Den fremmede Race, som nu gennem nogle Generationer nyder Gæstfrihed her i Landet, men dog kun udgør 3 pro mille, kan efter denne Zionists Opfattelse ikke være tjent med de statsborgerlige Rettigheder, de nu har. Saalænge det ikke er tænkeligt, at Landet kan faa »et Ministerium af lutter jødiske Borgere«, har man ikke Grund til at være tilfreds.

Tydeligere kunde det dog vel ikke siges, at Jøderne ud fra deres racemæssige Indstilling mener at kunne gøre Krav paa at erhverve hele Samfundsmagten. Det er dem altsaa ikke tilstrækkeligt at regere i det skjulte, de vil højere op, op paa Magtens højeste Tinde, hvor de kan skue ud over alt Folket, de vil praktisere den aabne og uindskrænkede Magt, saaledes som de opnaaede den i Bolchevismens Rusland.

Og de vil regere i den marxistiske Socialismes Aand. Henri Nathansen vedkender sig ogsaa udtrykkeligt dette Maal ved bI. a. at sige: »Den Næstekærlighed, som altid var Jødernes helligste Bud, og som gav sig Udslag i Offervilje overalt, hvor Hjælp tiltrænges - i Lassalles og Karl Marx Kamp for den undertrykte og lidende Menneskehed - denne Kærlighed til de forurettede og forfulgte, af hvad Folk og hvad Klasse de

524

end tilhører, den skal være det aandelige og det sjælelige Bindeled mellem os og de andre Nationer.« At denne Kamp skal gennemføres i Klassekampens Aand, udrydde de andre Racers, andre Folks Nationalitet, og om det saa koster Hekatomber af Menneskeliv, det røber Nathansen selvfølgelig ikke.

Men han siger dog den sidste og dybeste Sandhed om sin Races uudslukkelige Længsel, utrættelige Higen efter Verdensherredømmet, og afslører derved det inderligste og fortroligste, der slumrer i en Jødes Sjæl, og som kun kan fødes i en Jødes Sind. Det sker, da han fortæller om Den jødiske Renaissance. Herom prædiker han:

»Dennes Grundlag er ikke som Ghettolivets et religiøst, ikke som Emancipations-Epokens et socialt – den jødiske Renaissances Grundlag er nationalt. Dens Veje mod Maalet kan være forskellige - Jiddischisme, Zionisme, Judaisme - men Maalet er eet: Genopbyggelse, Genfødelse af det jødiske Folk i Liv og Idé… Andre Retninger søgte andre Veje, men all disse Veje var kun Midler i Maalets Tjeneste. Den stolte og fribaarne Idé om en Samling i Jødedommens Navn og dens Aand…. Den Tid er maaske ikke fjern, da Samlingstanken har taget fast Form, og Samlingsraabet lyder, som det før, ogsaa fra jødisk Side, men med en anden Tendens, har lydt: Jøder i alle Lande, forener eder! Til den Tid vil maaske en Repræsentation kunne vælges blandt Jøder fra alle Verdens Lande, et Folkets Forbund med Mødested, ikke i Geneve, men i Jerusalem. Et slags Folketing af Udsendinge fra de spredte Skarer til Raadslagning om fælles jødiske Interesser og Ideer, et Værn mod Uret, Vold og Forfølgelse, med Magt til, uden Land, Regering eller Hær, blot ved sit Eksempel, sin Indflydelse og om fornødent ved sit absolutte Veto at holde andre Magter i Tømme, der er afhængig af jødisk Kapital, jødisk Intelligens og jødisk Initiativ – afholde dem fra Uret, afskrække dem fra Vold. Da – og først da – vil det jødiske Folk kunne faa sin Ligestilling mellem Folkene – et Verdensfolk af Statsborgere i alle Lande, et Fremtidsfolk udenfor afgrænsede terri-

525

toriale Rammer og dog indenfor Folkenes Forbund.” (Udhævelser af Forf.)

To Forudsætninger knyttes til denne Nathansen'ske Plan om Virkeliggørelse af Jødedommens sidste store Maal: at den gennemføres 1) i Marx' og Lasalles Aand som et socialrevolutionært Foretagende, der muliggør at genskabe Samfundene i det Fællesskabets og den Solidaritetens Tegn, som Jøderne vil tilstede Nationerne, og at den 2) gennemtrumfes ved Hjælp af den jødiske Kapital, som i samvirke med jødisk Intelligens og jødisk Initiativ ved absolut Veto ”skal holde andre Magter i Tømme”. Altsaa: Sammenhængen mellem Kapitalmagten og Proletarbevægelsen fremhæves som et Faktum, som en bydende Nødvendighed for Gennemførelsen af en jødisk Renaissance. Plutokratiet og Marxismen tjener samme Maal, et Maal, som ligger udenfor Samfundene og som finder sin Begrundelse i ”den stolte og fribaarne idé om en Samling i Jødedommens Navn og i dens Aand”.

Danmark har under Parlamentarismen haft rigelig Lejlighed til at skønne om, hvorvidt saadanne Bestræbelser, der ikke har nogen som helst Tilknytning til den danske Nations Folkelighed og historiske Traditioner, men som søger sine Maal udenfor Samfundet samt at bringe Landet i afhængighed af de jødisk-internationale Kræfter og gøre det til en Provins i det jødiske Verdensrige, er til Gavn eller Skade. Sporene fra Landmandsbank-Perioden burde skræmme! Idetmindste burde et sundt og i national Henseende selvbevidst Folk ikke besidde mindre Stolthed og Ære end Jøden og kræve Retten til at bevare sit Eget helt og ubeskaaret. Lad Nathansen saa være stolt af sin nation, saa meget han vil, og prale af, at han med sine stammefrænder tilhører en Nation ”der har givet Verden dens kulturelle og ideelle Indstilling i Moral og Etos, . . . der trods Forfølgelse og Forbandelse har overlevet andre Kulturfolk, . . . hvis Mænd som Lasalle, Marx og Einstein har præget Fremtidens Verdensbillede i Liv og Idé”. Vi hører det og vi

526

tvivler paa, om denne anmassende Tale er berettiget. Idetmindste har en Mand, der haaner Kristendommen som Nathansen, næppe Ret til at tale om Jødens Indflydelse paa Menneskehedens Etos og Moral. Og en Mand, som paaberaaber sig Marx' klassekamp-prægede Idéer, kan ligesaa lidt vise Vej til en fælles-menneskelig social Retfærdighed. Den Næstekærlighed, som Jøderne her tilbyder Menneskeheden, er dødsens farlig. Lad Nathansen derfor holde sig til sin Races store Navne; det danske Folk har dem ikke mindre, i en N. F. S. Grundtvig, en Søren Kierkegaard, en H. C, Andersen og en Ludvig Holberg, i Brødrene Ørsted, Rasmus Rask, Tyge Brahe o.s.v. Dansk Sind, dansk Sprog og dansk Kultur har skabt nok saa store Værdier, som, selvom de ikke gør Krav paa at have givet den kulturelle og ideelle Indstilling i hele Verden sit Præg, kan staa Maal med alt, hvad Jøderne har præsteret, ja, mere end det. Og det danske Folk har ligesaa lidt som noget andet vesteuropæisk Folk Anledning til at bøje sig for Talmudmoral. Derfor burde det vel være paa Tide, at ogsaa det danske Folk - efter at det altfor længe har ladet sig føre paa Vildspor af Jødemagten - baner sig Vejen ind i en friere, lykkeligere Fremtid - udenom Jødemagten!

527

BILLEDFORTEGNELSE

Arbejdernes Brændselsforretnings Lagerplads med Kæmpekran

II, S. 167

Max Ballin

I, S. 356

Max Ballin (Tegning)

I, S. 270

Ivar Berendsen

II, S. 459

Kammerherre Bernhoft og Hustru Laura, Enke efter Emil Glückstadt

I, S. 516

L. V. Birck

II, Bag Titelbladet

L. V. Birck (Karrikatur)

II, S. 459

Edvard Brandes

I, S. 100

Edvard Brandes(Karrikatur)

I, S. 101

Frits Bülow

I, S. 245

Leon Ghasanowitsch

II, S. 237

C. M. T. Cold

II, S. 79

C. L. David

II, S. 458

Benny Dessau

I, S. 357

Domsafsigelsen i Landmandsbanksagen

I, S. 463

Arnold Fraenkel

II, S. 78

Emil Glückstadt

I, S. 244

Emil Glückstadt (Tegning)

I, S. 270

Valdemar Glückstadt

I, S. 245

Christopher Hage

I, S. 245

Herman Heilbuth

I , S. 134

Herman Heilbuth (Rigsforstanderen paa Vintappergaarden)

I, S. 135

Laurits Heine

II, S. 78

Alexander Helphand, jvf. Parvus

Emil Henius

I, S. 357

Victor Jacobson

II, S. 236

Asger Karstensen

II, S. 78

Theo. Kliatschko (Tegning)

I, S. 270

Theo. Kliatschko (Karrikatur)

II, S. 335

528

København som kommercielt Verdenscentrum (Tegning)

I, S. 271

Københavnske Krigsprofiler (Tegning)

II, S. 158

A. F. Lamm

II, S. 167

Landmandsbankkommissionen

I, S. 462

V. A. B. Lemvigh-Müller

II, S. 78

Max Lester-Levig

I, S. 245

Johan Levin

I, S. 357

Louis Levy

II, S. 236

Konrad Levysohn

I, S. 357

Leo Motzkin

II, S. 236

Henri Nathansen

II, S. 236

Frithjof Nansen opdager - Polen (Tegning)

II, S. 159

Parvus

II, S. 166

Parvus (3 Karrikaturer)

II, S. 182 og 183

Harald Plum (Tegning)

I, S. 270

H. P. Prior

I, S. 517

Eduard Rée

II, S. 334

G. M. Rée (Karrikatur)

II, S. 335

Jacob Serubavel

II, S. 237

V. Topsøe-Jensen

I, Bag Titelbladet

Sven Trier

II, S. 167

Marius Wulff

II, S. 459


Kontroversen om Zion _resumé

Kontroversen om Zion

Harald Nielsen

Antisemitisme i Danmark

Hjemmeside går i sort

Dronte 9

Dronte 9 - leder

Drontens hovedmenu