side 272

 


Verdensrevolutionen igen

kapitel 32 i "The Controversy of Zion")
af Douglas Reed

 

Bolshevismens triumf i Moskva og zionismens samtidige triumf i London i den selv samme uge i 1917 var kun tilsyneladende uafhængige hændelser. Begges oprindelige kilde er blevet påvist i et tidligere kapitel, og de skjulte mænd, der fremmede zionismen gennem de vestlige regeringer, støttede også verdensrevolutionen. De to kræfter opfyldte supplerende mål i den urgamle Lov: "Nedbryd og destruér.......hersk over alle nationer"; den ene destruerede i øst, mens den anden regerede hemmeligt i vest.

Året 1917 skaffede beviset for Disraelis´ udsagn om revolutionen i dens 1848-stade, nemlig, at jøder stod i spidsen for "hvert eneste" af de hemmelige broderskaber og stilede mod at ødelægge kristenheden. Den ledende gruppe, som trådte frem på scenen i 1917 bestod så altovervejende af jøder, at den må kaldes jødisk. Karakteren af den oprindelige kraft blev herefter en historisk kendsgerning og ikke længere et emne for polemisk debat. Den blev ydermere identificeret gennem sine handlinger: Dens indledende lovgivning, en symbolsk latterliggørelse af kristendommen, og et særligt kendemærke, der bevidst blev efterladt til identifikation af gerningsmændende til mordet på monarken. Alle disse enkeltområder havde karakter af en talmudisk hævnakt.

I de fyrre år (i 1956, red.), som siden er forløbet, er der gjort store anstrengelser for at undertrykke viden om denne kendsgerning , som allerede er blevet endegyldigt fastslået, ved hjælp af ulogiske, usammenhængende irettesættelser af enhver, der ønskede at diskutere dette afsnit af historien. For eksempel skrev en dygtig og (fortjent) respekteret jødisk forfatter i USA i 50´erne, idet han kritiserede en bog, han havde citeret fra: "Det er umuligt at læse det uden at nå frem til den konklusion, at professor Beaty søger at bevise, at kommunismen er en jødisk bevægelse". Hvad angår lederskabet var det tilfældet i en lang periode før 1917 (med hensyn til den senere og den aktuelle situation, vil følgende kapitler se på beviserne). Det var ikke en sammensværgelse af alle jøder, men tilsvarende var heller ikke den franske revolution, fascismen eller nationalsocialismen sammensværgelser af henholdsvis alle franskmænd, alle italienere eller alle tyskere. Den organiserende magt og lederskabet stammede fra de talmudisk-kontrollerede jødiske områder i Rusland, og i den forstand var kommunismen påviseligt øst-jødisk.

Hvad angår de formål, der blev afsløret, da revolutionen ramte i 1917, så viste disse, at revolutionen ikke blot var episodisk eller spontan, men tværtimod det tredie "udbrud" af den organisation, der for første gang afsløredes gennem Weishaupt. De to væsentligste træk dukkede op igen: Angrebet på al lovlig regering uanset arten og angrebet på religion. Siden 1917 har verdensrevolutionen været tvunget til at opgive sit tidligere skalkeskjul, som gik ud på, at den kun var rettet mod "konger" eller mod præsters politiske magt.

En autoritet fra denne periode vidste dette og sagde det. Som tidligere Edmund Burke, John Robison, George Washington, Alexander Hamilton og Disraeli skrev Winston Churchill:

"Det forekommer næsten som om både det kristne evangelium og evangeliet om antikrist var planlagt til at skulle opstå blandt det samme folk, og som om denne gådefulde og hemmelighedsfulde race var blevet udvalgt til at manifestere det mest ophøjede og det aller laveste, både det guddommelige og det djævelske .......Helt tilbage fra "Spartacus" Weishaupts tid til Karl Marx og frem til Trotsky (Rusland), Bela Kun (Ungarn), Rosa Luxembourg (Tyskland) og Emma Goldman (USA) er denne verdensomspændende sammensværgelse til omstyrtelse af civilisationen og til opbygning af samfundet på basis af standset udvikling, misundelig ondskabsfuldhed og umulig lighed, fortsat vokset støt . Den spillede, som en moderne forfatter, Mrs. Nesta Webster så talentfuldt har vist det, en afgjort tydelig rolle i den franske revolutions tragedie. Den har været drivfjederen i samtlige samfundsundergravende bevægelser gennem det nittende århundrede; og nu er det omsider lykkedes denne gruppe af usædvanlige personligheder fra underverdenen i Europas og Amerikas store byer at gribe det russiske folk om struben og praktisk taget blive de ubestridte herskere over dette enorme imperium. Der er intet behov for at overdrive den andel disse internationale og hovedsageligt ateistiske jøder har spillet i skabelsen af bolsjevismen og den russiske revolution. Det er afgjort en meget væsentlig rolle; muligvis overgår den samtlige andre".

Det er den sidste oprigtige udtalelse (som jeg har kunnet finde) om dette spørgsmål, fra en ledende offentlig person. Efter dette tidspunkt sænkedes en bandlysning af offentlig diskussion ned over verden, og Den store Stilhed fulgte - op til dagen i dag. I 1953 nægtede Churchill at give tilladelse (som kræves efter engelsk lov) til, at der måtte laves en fotostat af denne artikel (fra Illustrated Sunday Herald , den 8. februar 1920), uden at han sagde grunden hertil.

Kendsgerningen om det jødiske lederskab var et stykke offentlig viden af enorm betydning og den senere undertrykkelse heraf, hvor en offentlig debat ville have haft en rensende effekt, producerede i stedet en gigantisk svækkelse af Vesten. Det bliver umuligt at skabe nogen rationel statspolitik, når sådanne væsentlige områder af viden udelukkes fra den offentlige diskussion; det er som at spille billard med skæve køer og ellipseformede baller. Sammensværgelsens magt ses mere tydeligt på dens sukces med denne undertrykkelse end på noget andet (som det også gjaldt tidligere i forhold til Robison, Barruel og Morse).

På revolutionens tid var oplysningerne tilgængelige. Den engelske regerings hvidbog fra 1919 (Rusland no.1. En samling af rapporter om bolshevismen) citerede fra den rapport, som den hollandske ambassadør i Skt. Petersborg, M. Oudendyke, havde sendt til Balfour: "Bolshevismen er organiseret og drevet af jøder, der ikke har nogen nationalitet og som kun har det mål at ødelægge den eksisterende tingenes orden til egen fordel". De forenede Staters ambassadør, David R. Francis, rapporterede tilsvarende: "Bolsheviklederne her, hvoraf de fleste er jøder og 90 procent er tidligere udviste, som er vendt tilbage, er ganske ligeglade med Rusland eller noget andet land. De er internationalister og de prøver at starte en verdensomspændende social revolution ". M. Oudendykes rapport blev udeladt fra senere udgaver af den britiske officielle rapport og alle sådanne autentiske dokumenter fra denne periode er nu vanskelige at finde. Heldigvis for den, der vil studere emnet, har et enkelt vidne bevaret den officielle optegnelse. Det drejer sig om Robert Wilton, der var korrespondent for Londons Times , og som oplevede den bolsjevistiske revolution. Den franske udgave af hans bog indeholdt de officielle bolsjevistiske fortegnelser over medlemmerne af de herskende organer (de var blevet udeladt fra den engelske udgave).

Disse lister viser, at Centralkomitéen for det bolsjevistiske parti, som udøvede den øverste magt, omfattede 3 russere (inklusive Lenin) og 9 jøder. Det næstvigtigste organ, Centraleksekutivkomitéen (eller hemmelige politi) omfattede 42 jøder samt 19 russere, letter, georgiere og andre. Folkekommissærernes Råd bestod af 17 jøder og 5 andre. Moskvas Tjeka (hemmelige politi) bestod af 23 jøder og 13 andre. Ud af 556 høje funktionærer i bolshevikstaten, hentet fra en officiel navneliste, trykt i 1918-19 var der 458 jøder og 108 andre. Centralkomitéerne for nogle små, såkaldt "socialistiske" eller andre ikke-kommunistiske partier ( i denne tidligste periode blev noget, der skulle ligne en "opposition" tilladt, for at narre masserne, der under zaren havde vænnet sig til oppositionspartier) bestod af 55 jøder og 6 andre. Alle navnene anføres i de originale dokumenter, som gengives af Mr. Wilton. (I parentes bemærket var sammensætningen af de to kortlivede bolsjevistiske regeringer uden for Rusland i 1918-19, i Ungarn og Bayern, tilsvarende).

Mr. Wilton udførte en stor og utaknemmelig opgave ved at oplyse avislæsere om, hvad der gik for sig i Rusland (han døde kort tid efter, nedbrudt, kun nogle og halvtreds år gammel). Han valgte ikke selv den opgave at rapportere om den mest betydningsfulde hændelse, der nogen sinde er blevet nogen journalist budt. Det blev hans pligt. Uddannet i Rusland, som han var, kendte han landet og sproget perfekt, og han var højt anset af såvel russerne som den britiske ambassade. Han observerede gadeoptøjerne fra vinduet i The Times´ kontor, der stødte op til den regeringsbygning, hvor ministrene fra det styrtede regime søgte tilflugt. I tidsrummet mellem fremkomsten af Kerensky-regeringen i foråret 1917 og bolsjevikkernes magtovertagelse i november 1917 havde det været hans embedspligt at rapportere et fuldstændigt nyt fænomen i verdens gang: fremvæksten af et jødisk regime til despotisk overherredømme i Rusland og til en helt åben kontrol af Verdensrevolutionen. Samtidig blev det ham klart, at han ikke ville blive tilladt at rapportere frit om denne kendsgerning.

Den hemmelige historie fortælles, med overraskende åbenhjertighed i den officielle historie for hans avis, The Times, der udkom i 1952. Historien viser den hemmelige mekanisme, der så tidigt som i 1917 eksisterede med det formål at tilbageholde sandheden om revolutionen fra Vestens befolkninger.

Dette værk roser mr. Wilton for hans reportager og hædrer hans omdømme vedrørende tiden før 1917 . Derefter ændres tonen ganske pludselig. Vedrørende Mr. Wiltons tidlige advarsler om, hvad der var ved at ske i 1917, siger bogen: " de fik ikke straks virkning for bladets politik, delvis fordi deres ophavsmand ikke nød fuld tillid".

Men hvorfor det, hvis hans tidligere arbejde og omdømme var så strålende? Årsagen kommer lidt efter lidt frem. Teksten fortsætter med at berette, at mr. Wilton begyndte at klage over "syltningen" eller undertrykkelsen af hans reportager. Så begyndte The Times at trykke artikler om Rusland, skrevet af personer med kun et svagt kendskab til landet. Som resultat kom de ledende artikler om Rusland til at antage en tone, der fortvivlede Mr. Wilton, og som avislæsere i de følgende årtier i stigende grad blev vant til at se: "De som tror på Ruslands fremtid som et frit og effektivt demokrati vil betragte det nye regimes fremgang med tålmodig tiltro og oprigtig sympati" (Hver eneste af hændelserne, som oplevedes af mr. Wilton i Moskva, og som også oberst Repington oplevede i London, oplevede jeg selv - og andre korrespondenter -ganske tilsvarende i Berlin 1933-38).

Mellemperioden på fem måneder, i hvilken et jødisk regime tog over fra Kerensky, startede. Og i netop dette øjeblik mistede Mr. Wiltons avis "tilliden" til ham. Hvorfor? Forklaringen følger. Den officielle historie for The Times siger: "Det var ikke heldigt for Wilton, at en af hans rapporter skulle bringe den idé til zionistiske cirkler og endda ind i udenrigsministeriet, at han var en anti-semit".

"Zionistiske cirkler" bedes læseren bemærke. Ikke en gang "kommunistiske cirkler"; her bliver arbejdsfællesskabet helt tydeligt. Hvorfor skulle "zionister", (som ønskede, at den britiske regering skulle skaffe dem "et hjemland" i Palæstina) blive fornærmede over, at en britisk korrespondent i Moskva rapporterede, at et jødisk regime var i færd med at overtage magten i Rusland? Mr. Wilton rapporterede blot det kommende regimes art. Det var hans arbejde. Efter "zionisternes" mening var dette "anti-semitisme", og den blotte påstand var tilstrækkelig til at ødelægge "tillid" til ham på hovedkontoret. Hvordan kunne han da have bevaret sit held og "tilliden". Tydeligvis kun ved at misinformere om begivenhederne i Rusland. Han forventedes rent faktisk at udelade omtale af den afgørende kendsgerning i tidens nyheder!

Da jeg læste denne øjenåbnende skildring, spekulerede jeg over, ad hvilken rute mon de "zionistiske cirkler" havde udbredt til "udenrigsministeriet", som derefter havde sendt "idéen" videre til Printing House Square ( The Times , red.), at Mr. Wilton var "anti-semit". Efterforskeren lærer, i lighed med den ensomme guldgraver, at han kun skal forvente lidet udbytte af meget slid, men i dette tilfælde overraskedes jeg over en stor guldklump af sandhed, som jeg fandt i The Times´officielle historie femogtredive år efter begivenheden. Der stod, at " chefen for propaganda i udenrigsministeriet sendte redaktøren et papir, udfærdiget af en af hans medarbejdere", hvori denne "påstand" (som øjensynlig oprindeligt var blevet trykt i en eller anden zionistisk tryksag) blev gentaget. Den officielle historie afslørede endog denne "ene medarbejders" identitet.

Det var en ung Mr. Reginald Leeper, som tre årtier senere (som Sir Reginald) blev britisk ambassadør i Argentina. Jeg slog derefter op i "Who´s Who"("Den Blå Bog", red.), for at finde oplysning om Mr. Leepers karriere og fandt ud af, at hans første registrerede ansættelse begyndte (da han var niogtyve) i 1917 : "Indtrådte i det internationale kontor , Informationsdepartementet, 1917". Mr. Leepers memorandum vedrørende Mr. Wilton blev sendt til The Times tidligt i maj 1917. Hvis han derfor var blevet ansat i udenrigsministeriet så tidligt som nytårsdag i året 1917, ville han kun have været der fire måneder, da han til The Times viderebragte sin "påstand" angående den overordentligt velkvalificerede Mr. Wilton, der havde været ansat ved sin avis i sytten år, - og med en omgående effekt.

Den officielle historie siger, at Mr. Wiltons artikler herefter, gennem denne afgørende periode, gik tabt eller "blev ignoreret ". (Redaktøren var den samme, som oberst Repington beklagede sig over i 1917-19 og til hvem undertegnede sendte sin opsigelse i 1938 ud fra samme grundlæggende princip om hæderlig journalistik.)

Mr. Wilton kæmpede videre gennem nogen tid, idet han vedvarende protesterede imod "syltningen" og undertrykkelsen af hans artikler, derefter nedfældede han, som sin sidste tjeneste for en sandfærdig journalistik, alt, hvad han vidste, i sin bog. Han genkendte og nedskrev de gerninger, som identificerede regimets helt særlige natur: loven imod "antisemitisme", de anti-kristne foranstaltninger, helgenkåringen af Judas Iskariot, samt de talmudiske fingeraftryk, der hånende var blevet efterladt i Romanovernes døds-værelse.

Loven mod "anti-semitisme"( som ikke kan defineres), var i sig selv et fingeraftryk. En ulovlig regering, som helt overvejende var jødisk, advarede gennem denne foranstaltning, der inkluderede dødsstraf, masserne imod at interessere sig for revolutionens oprindelse. Det betød i realiteten, at Talmud blev Ruslands lov, og i de følgende fire årtier er denne lov, rent faktisk, og i stigende grad blevet gjort til bestanddel af strukturen i Vesten.

De kortvarige anti-kristne gerninger under den franske fase af Revolutionen genopstod nu i mere åben form. Dynamit-sprængningen af kirker og oprettelsen af et anti-Gud museum i Skt. Basils katedral var de mest demonstrative af de indikationer der fandtes for det nye regimes karakter, som Mr. Wilton noterede: "I andel af befolkningen udgør jøder én ud af ti. Blandt kommissærerne, der regerer Bolshevik-rusland, udgør de ni ud af ti. Om noget er andelen af jøder endnu højere". Dette var nøgtern reportage, og hvis det havde drejet sig om "ukrainere", f.eks., i stedet for "jøder", ville ingen have protesteret. Alene det at rapportere en kendsgerning blev grundlag for hemmelig udelukkelse, fordi denne kendsgerning vedrørte jøder.

Mindesmærket viet til Judas Iskariot, som Mr. Wilton beskrev, var endnu en tilsigtet forhånelse af kristendommen. Hvis de jødiske herskere blot ønskede at frembringe et samfund baseret på lighed i 1917, var der ingen relevans i at forlene en gerning fra år 29 e.Kr. med en helgenglorie af heroisme. Revolutionen i Rusland kan overhovedet ikke forstås, hvis ikke symbolikken i denne handling forstås.

Talmudisk hævn over for "hedningene" som et aspekt, blev umiskendeligt en del af denne periodes massakrer. I august 1918 skød Kanegisser, der var jøde, en anden jøde, Uritsky. Derpå beordrede en jøde, Peters, der var chef for Petrograds tjeka, "masseterror" mod russerne , og en jøde, Zinoviev, krævede, at ti millioner russere skulle "tilintetgøres". Den britiske regerings hvidbog om bolsjevismen (1919) beskriver de massakrer på russiske bønder, der fulgte.

Den handling, der så langt blev den mest betydningsfulde til afsløring af regimet, var selve den form, hvorunder Romanov-familien blev myrdet. Havde det ikke været for Mr. Wilton, ville denne historie aldrig have nået til verdens kundskab, så man endnu den dag i dag kunne have troet, at zarens hustru og børn endte deres dage i "beskyttelses-varetægt".

Zaren handlede forfatningsmæssigt til det sidste, idet han abdicerede på sine ministres råd (5.marts, 1917). Derefter blev han (under Kerensky-perioden og kort efter) relativt godt behandlet i et år, som fange i Tobolsk, under en russisk kommandant og med russiske vagter. I april 1918, efter at det jødiske regime havde opnået kontrol med landet, blev han, efter ordre fra Moskva, overflyttet til Jekaterinburg. De russiske vagter blev derefter trukket tilbage, og deres plads inde i huset blev erstattet med mænd, hvis identitet aldrig er blevet fastslået. De lokale russere huskede dem senere som "letter" (de eneste fremmedsprogede Røde soldater, de kendte til), men de ser ud til at være blevet bragt dertil fra Ungarn.

Den russiske kommandants plads blev overtaget af en jøde, Yankel Yurovsky (7. juli). Dette fuldendte en jødisk kæde af fangevogtere fra toppen i Moskva, via den regionale sovjet i Ural til fængslet i Jekaterinburg (der ligger i Ural). Den virkelige hersker i Rusland på dette tidspunkt var terroristen Sverdlóv, præsident for Moskvas tjeka, og jøde. Tjekaen i Jekaterinburg blev drevet af syv jøder, hvor en af dem var Yankel Yurovsky. Den 20. juli meddelte Urals sovjet, at den havde skudt zaren og sendt hans hustru og søn til "et sikkert sted". Moskvas tjeka udsendte et tilsvarende budskab, underskrevet af Sverdlóv, der "godkendte handlingen udført af Urals regionale sovjet". På det tidspunkt var hele familien død.

Sandheden blev kun kendt på grund af det tilfælde, at Jekaterinburg blev indtaget af den hvide hær den 25.juli, at Mr. Wilton ledsagede dem, og at hærens leder, general Dieterichs, samt en berømt kriminolog, M. Sokolov og Mr. Wilton, afslørede de begravede beviser. Da de hvide tropper trak sig tilbage, medbragte Mr. Wilton beviserne. De optræder i hans bog og inkluderer mange fotografier.

Mordene var blevet udført efter ordre fra - og i konstant konsultation med - Sverdlóv i Moskva. Optegnelser over telefonsamtalerne mellem ham og tjekisterne i Jekaterinburg blev fundet. Blandt disse var en rapport til ham fra Jekaterinburg, som lød: "I går tog en kurér afsted med de dokumenter, som interesserer Dem". Denne kurér var chef-morderen Yurovsky, og efterforskerne mente, at "dokumenterne" var Romanovernes hoveder, idet ingen kranier eller hovedknogler blev fundet.

Mordhandlingen blev senere beskrevet af vidner, som ikke havde kunnet undslippe scenen, og mindst én havde deltaget selv. Ved midnat vækkede Yurovsky zaren og hans familie, tog dem nedenunder til et kælderværelse og skød dem dér. De faktiske mordere var Yurovsky, hans syv uidentificerede udenlandske medskyldige, en vis Nikulin fra den lokale tjeka og to russere, tilsyneladende professionelle mordere, i tjekaens tjeneste. Ofrene var zaren, hans hustru, hans syge søn (der lå i faderens arme, da han ikke kunne gå), fire døtre, en russisk læge, samt et mandligt og et kvindeligt medlem af tjenestefolkene. Værelset var endnu et søle efter skydning og bajonet-stikning, da M. Sokolov og Mr. Wilton så det, og hans bog inkluderer billeder af det.

Efter omstændighederne omkring mordene var blevet fastslået, var efterforskerne opsatte på at finde kroppene eller rester af dem. De fandt ud af, at Yurovsky, før han slap ud af byen, pralende havde sagt, at "verden vil aldrig finde ud af, hvad vi gjorde med kroppene". Jorden blev imidlertid langt om længe fravristet sin hemmelighed. Kroppene var på fem lastbiler blevet bragt til en forladt skakt til en jernmine i en skov, hvor de var blevet skåret i stykker og brændt, ved hjælp af 6-700 liter benzin. En vis Voikov fra den uralske tjeka (en af Lenins medpassagerer i toget fra Tyskland) havde, som kommissær for forsyninger, skaffet 200 kilo svovlsyre til at opløse knoglerne med. Asken og stumperne var blevet smidt ned i mineskakten, efter at isen i skaktens bund først var slået i stykker, således at bunken ville synke. Derefter var en kunstig bund sænket ned for at dække det hele. Da denne blev fjernet, nåede efterforskningen sit mål. Øverst lå liget af en spaniel, der havde tilhørt en af prinsesserne. Derunder lå stumper af knogler og hud, en finger, og mange personlige ejendele, der havde undgået ødelæggelsen. Et mærkeligt fund var en samling af søm, mønter, sølvfolie o. lign. Det mindede om indholdet i en drengelomme, og det var det. Den lille drengs engelsklærer, Mr. Sidney Gibbes, identificerede det. Foranstaltningerne der var taget til at skaffe sig af med kroppene og andre beviser, var af den slags, som kun professionelle forbrydere ville anvende. De lignede de metoder, der anvendtes i gangsterkrigen i USA, i forbudstiden.

Disse opdagelser afslørede, da de blev kendt for omverdenen, usandheden i Sverdlóvs meddelelse om, at kun zaren var blevet "henrettet" og hans familie sendt til "et sikkert sted". Morderne opførte en skueretssag over "28 personer under anklage for at have myrdet zaren og hans familie". Kun otte navne blev offentliggjort, alle ganske ukendte i relation til forbrydelsen, og fem personer, erklæredes at være blevet skudt. Hvis de overhovedet havde eksisteret kunne de ikke have haft noget med forbrydelsen at gøre. Hoved-morderen, Sverdlóv, blev kort tid efter dræbt i en eller anden partistrid og tusinder af uskyldige døde i de vilkårlige massakrer, som fulgte. Jekaterinburg blev ændret til Sverdlovsk for at tildele ham evig berømmelse for hans andel i den symbolske dåd.

Den vigtigste grund til at berette alle detaljerne i pogromen af Romanov-familien er at påpege de "fingeraftryk", der blev efterladt i værelset, hvor den fandt sted. En af morderne, antagelig deres leder, blev tilbage for at triumfere og for at efterlade en afgørende signatur på væggen, der var overstrøet med obskøne og hånende inskriptioner på hebræisk, ungarsk og tysk. Blandt disse var et par rimede verselinier, der bevidst henførte gerningen til Loven i Torah-Talmud, og på denne måde over for eftertiden angav den som et eksempel på opfyldelse af denne lov og eksempel på jødisk hævn, som den forstås af Leviterne. De var skrevet på tysk af en, der parodierede den jødiske digter, Heinrich Heines vers om mordet på Belsazzar, den mytologiske hersker, der beskrives i Daniels Bog som Guds straf i anledning af en fornærmelse af Judah:

Belsazar ward aber in selbiger Nacht

Von selbigen Knechten umgebracht

Forfatteren af parodien, tilpassede, mens han kynisk betragtede slagtescenen, disse linier til det, han netop havde gjort:

Belsa tsar ward in selbiger Nacht

Von seinen Knechten umgebracht

Intet tydeligere indicium for motiv og gerningsmand kunne ønskes.

Revolutionen var ikke russisk; udbruddet fandt sted i Rusland, men revolutionen havde sine venner højt placeret overalt. I denne periode (1917-18) vil den, der studerer emnet, for første gang kunne opdage, at ledende personligheder begyndte at give den hemmelige støtte til kommunismen, som de allerede gav til dens blodsbroder, zionismen. Dette skete på begge sider af krigsfronten. Da først de afgørende, men hemmelige formål i krigen gjorde sig gældende, forsvandt forskellen mellem "ven" og "fjende". Selv om zionisterne udøvede "uimodståeligt pres" på Londons og Washingtons politikere, beholdt de længe deres hovedkvarter i Berlin. Kommunisterne opnåede afgørende støtte fra Tyskland i det ene øjeblik og fra Tysklands fjender i det næste.

For eksempel begyndte Tyskland, da 1914-1918 krigen startede, at "sende russere med revolutionære tendenser, og som opholdt sig i Tyskland som fanger, tilbage til Rusland med penge og pas, så de kunne skabe uroligheder hjemme" (ambassadør Gerard til Mr. House i Berlin). Mr. Robert Wilton siger, at beslutningen om at skabe revolutionen i Rusland blev formelt taget på et tysk-østrigsk generalstabsmøde i Wien sent på året 1915. Den tyske hærchef, general Ludendorff, fortrød senere dette: "Ved at sende Lenin til Tyskland påtog vores regering sig .... et stort ansvar. Fra et militært synspunkt kunne hans rejse forsvares, for Rusland måtte stækkes; men vores regering skulle have sørget for, at vi ikke blev involveret i dets fald".

Dette kunne, isoleret set, være en simpel menneskelig fejl: hvad der så ud som et klogt militært træk, fik katastrofale politiske konsekvenser, som ikke kunne være forudset. Men hvilken forklaring kan der findes for amerikanske og britiske politikere, hvis vigtigste militære og politiske grundprincip måtte være at støtte Rusland, men som ikke desto mindre understøttede de udenlandske revolutionære, som "stækkede Rusland"?

Jeg har allerede citeret lederen om revolutionen (" ...et frit og effektivt demokrati ....det nye regimes fremgang") som dukkede op i The Times i London, alt imens dens erfarne korrespondents artikler blev "ignoreret" og "tilliden" til ham forsvandt, fordi avisen havde modtaget en "påstand" om, at han var "anti-semit". På den anden side af Atlanten betroede den faktiske regent af landet, Mr. House, lignende følelser til sin dagbog. For ham var de udenlandske revolutionære, som blev smuglet ind i Rusland, i krigstid, fra Vesten, ( "denne gruppe af usædvanlige personligheder fra underverdenen i Europas og Amerikas store byer", jf. Churchill) ærlige landbrugs-reformatorer: "bolsjevikkerne forekom de freds- og landhungrende russere at være de første ledere, der gjorde sig ærlige anstrengelser for at opfylde deres behov".

I dag ved alle, hvad der skete med russernes "hunger efter land" under bolsjevismen. I 1917 havde zaren og hans ministre i 50 år slidt for at tilfredsstille denne "hunger efter land" og var mislykkedes som følge af mordanslag. Tilsyneladende var Mr. House ukendt hermed. Da revolutionen var blevet gennemført, instruerede han sin skygge-præsident om, "at nøjagtigt ingenting skulle gøres bortset fra at sende sympatitilkendegivelse for Ruslands anstrengelser for at forme sig selv til et kraftfuldt demokrati og tilbyde vores finansielle, industrielle og moralske støtte på enhver mulig måde" *.

Ligheden mellem første del af denne sætning og lederen i Londons The Times , kan noteres. Magtfulde grupper bag scenen i begge hovedstæder var åbenbart enige om at præsentere offentlighedens masser for dette falske billede af, at et "kraftfuldt" og "effektivt" demokrati var ved at opstå. Den anden halvdel af sætningen sløjfede den første dels politik om "at gøre nøjagtigt ingenting" ved at give ordre til at gøre nøjagtigt alt. For hvad mere kan man gøre end at give "finansiel, industriel og moralsk støtte på enhver mulig måde"? Dette blev amerikansk udenrigspolitik fra det øjeblik. Mr. House instruerede præsidenten herom, og det svarede nøjagtigt til den politik, der blev fulgt af Roosevelt under den Anden Verdenskrig, som jeg senere skal vise.

Således begyndte Vesten, eller magtfulde mænd i Vesten, at stille sig på revolutionens side imod russerne, hvad der også betød imod alle mennesker, der afskyede revolutionen. Ikke alle magtfulde mænd, eller mænd, der senere skulle blive magtfulde, gav deres støtte til dette skjulte projekt. Den gang beskrev Winston Churchill igen revolutionens sande karakter:

"Jeg bestrider så afgjort bolsjevikkernes ret til at repræsentere Rusland..... De foragter en så almindeligt anerkendt ting som nationalitet. Deres ideal er en verdensomspændende proletariatets revolution. Bolsjevikkerne berøvede i ét tag Rusland for de to mest efterstræbte ting: fred og sejr - sejren, der var inden for dets rækkevidde, og freden, der var dets højeste ønske. Tyskerne sendte Lenin ind i Rusland med den klare hensigt at arbejde for Ruslands fald.... Næppe var Lenin ankommet førend han begyndte diskret at sende et vink her og der til obskure personer i lumre huler fra New York til Glasgow, Bern og andre lande" (læseren vil bemærke, hvor de "russiske" revolutionære blev bragt ind i Rusland fra.) " og han samlede de ledende ånder fra en frygtindgydende sekt sammen, den mest frygtindgydende sekt i verden..... Med disse ånder omkring sig gik han, med dæmoniske evner, i gang med at rive enhver institution, som den russiske stat og nation var afhængig af, i stumper og stykker. Rusland blev knust. Rusland skulle knuses... Dets lidelser er langt mere grusomme end nutidige beskrivelser lader forstå, og landet blev berøvet dets plads mellem verdens store nationer". (House of Commons, 5. november 1919).

Churchills beskrivelse har bevaret sin værdi, specielt udtrykket, "den mest frygtindgydende sekt i verden" som ligner Bakunins udtryk fra hans angreb på jødisk udnyttelse af revolutionen halvtreds år tidligere. Den tekst, der tidligere i kapitlet blev citeret fra Churchills artikel, viser, at han var lige så meget på det rene med denne sekts identitet.

Således triumferede i Rusland Dr. Chaim Weizmanns med-sammensvorne fra ungdommen i den talmudiske del af Rusland nøjagtig samtidig med, at han selv triumferede i London og Washington. Den eneste forskel, lige fra begyndelsen, mellem ham og dem, var den, som findes mellem "revolutionær zionisme" og "revolutionær kommunisme", som han selv viser det. I hans studentertid i Berlin, Freiburg og Geneve havde han ført mange ophedede debatter angående denne forskel, som for de, der afviser revolution i det hele taget, er en sondring uden mening. Balfours privatsekretær, Mrs. Dugdale, portrætterer revolutionens blodbrødre i diskussion fra den tid hvor deres samtidige triumf var under forberedelse:

"Lenin og Trotsky greb magten i den samme uge i november, år 1917, hvor den jødiske nationalisme vandt sin anerkendelse. Flere år tidligere, havde Weizmann og Trotsky i Geneve, aften efter aften gjort rede for deres modstående politiske opfattelser fra konkurrerende caféer i universitetsdidtriktet. Begge var russisk-fødte....de fik grupperne af jødiske studenter til at bølge fra den ene side af gaden til den anden; Leon Trotsky, der var den Røde Revolutions apostel; Chaim Weizmann, der var apostel for en tradition, som var ubrudt gennem to tusind år. Nu gik, ved et meget sælsomt sammentræf, begges drøm i opfyldelse i samme uge".

Ja, den knibtang, som Vesten skulle klemmes sammen i, var i sandhed blevet smedet, og hvert af håndtagene blev holdt af en gruppe revolutionære, der var "russisk-fødte" (men ikke russiske).

For Dr. Weizmann og hans medarbejdere i London og Washington var begivenheden i Moskva, i én forstand, en forbigående pinlig ting. De havde baseret deres krav om Palæstina på legenden om, at der måtte findes "et tilflugtssted" for jøderne, som "blev forfulgt i Rusland" (en helt åbenbar non sequitur (uden sammenhæng, red.) men god nok for "pøbelen") og nu var der ingen "forfølgelse i Rusland". Tværtimod herskede et jødisk regime i Moskva og "anti-semitisme" var en forbrydelse, der takseredes til dødsstraf. Men hvor var så de jøder, der havde brug for "et tilflugtssted"? (Dette er tydeligt nok grunden til, at Robert Wilton måtte forhindres i at rapportere om karakteren af det nye regime i Moskva).

Rabbi Elmer Berger siger, "Den sovjetiske regering gav endog jøder privilegier som jøder...... i et enkelt tag emanciperede revolutionen netop de jøder, for hvem hidtil kun zionismen ville være en effektiv løsning, i følge zionistiske talsmænd. Sovjetiske jøder havde ikke længere brug for Palæstina eller noget andet tilflugtssted. Den løftestang, som de russiske jøders lidelser blev brugt til, og som Herzl ofte havde anvendt i forsøg på at tvinge et skøde på Palæstina fra en eller anden magt, var borte".

Det afskrækkede ikke Dr. Weizmann. Uden tøven informerede han jøderne om, at de ikke skulle forvente noget pusterum:

"Nogle af vore venner.... er meget hurtige til at drage konklusioner om, hvad der vil ske med den zionistiske bevægelse efter den russiske revolution. Nu er, siger de, den største drivkraft for den zionistiske bevægelse blevet fjernet. De russiske jøder er fri. Intet kan være mere overfladisk og forkert end det. Vi har aldrig bygget vor zionistiske bevægelse på vort folks lidelser i Rusland eller noget andet sted. Disse lidelser var aldrig årsagen til zionismen. Den fundamentale årsag tilzionismen var, og er, jødernes uafvendelige stræben efter at få deres eget hjem."

Dr. Weizmann talte sandt i usandt. Det var sandt, at zionismens organisatorer aldrig i virkeligheden havde bygget deres bevægelse på "vort folks lidelser i Rusland eller noget andet sted"; de var ganske ligeglade med nogen lidelser, jødiske eller andre, der blev forårsaget af zionismen. Men de havde uden for enhver diskussion brugt "vort folks lidelser i Rusland" som deres argument, når de belejrede vestlige politikere, der, lige fra Wilson og fremefter, vedblivende henviste dertil.

I denne afgørende uge skulle falskheden i hele denne påstand, omend den tydeligt var afsløret, dog ikke få nogen betydning overhovedet. For den britiske regering havde, som Mrs. Dugdale skrev, efterhånden forpligtet sig. Der kunne ikke engang opstilles en illusion om, at nogen jøde havde behov for "et tilflugtssted", men Mr. Lloyd George havde påtaget sig at erobre Palæstina for "jøderne".

Den grundlæggende vildfarelse i dette forehavende blev afsløret samtidig med, at det blev presset ned over Vestens hals som en tung møllesten. Selv om denne uforbederlige fejl i forudsætningen for forehavendet måtte føre til dets sammenbrud på et tidspunkt, ville tragi-komedien nødvendigvis skulle spilles til sin sørgelige ende, lige som Sabbatai Zevi´s messias-rolle i 1666.

Havde det ikke været for en senere begivenhed, ville forehavendet have lidt en naturlig død, og kun have overlevet i historiebøgerne som Balfours fjolleri. Denne begivenhed var Hitlers opdukken, som for en tid udfyldte tomheden, der var opstået efter tabet af myten om "forfølgelsen i Rusland", og som hos nogle jøder skabte et ønske om trods alt at tage helt til Palæstina. For zionisterne havde Hitler måttet opfindes, hvis han ikke var kommet af sig selv; en plan, der var i færd med at bryde sammen, kom ved hans hjælp til at se næsten levedygtig ud for nogen tid. Hitler-tiden som episode hører til i et senere kapitel i denne fortælling.

*Det er muligvis en betydningsfuld detalje, der viser "præsidenthoffets" sammensætning og hvilken type påvirkning amerikanske præsidenter modtog i de næste to generationer, at præsident Eisenhower i 1955, fra sin hospitalsseng i Denver sendte en personlig lykønskning til den sovjetiske premierminister Bulganin på årsdagen for den bolsjevistiske revolution, den 7. november. Den demokratiske og parlamentariske revolution, som var legitimeret ved zarens abdikation, fandt sted i marts 1917. Den 7. november var den dag, da bolshevikerne kuppede den retmæssige regering. I 1955 havde amerikanske præsidenter samtidig længe regelmæssigt advaret befolkningen mod den "sovjetiske" eller "kommunistiske" (dvs. bolsjevistiske) aggression.



Forside

Indholdsfortegnelse

Navne

Hele bogen

Den store plan

Biografi af Douglas Reed