|
Dybkjær på dybt v@nd af Bo Elkjær ("Frontalt" i Ekstra Bladet tirsdag 23.2.1999. Elkjær er journalist ved Ekstra Bladet) Statsvelsignet selvtægt, dom uden retssag, private politikorps og ulovlige registre. Det lyder som en diktatur-stat, men det er Lone Dybkjærs forestilling om fremtidens internet Internettet er måske genialt. Og måske er det bare nogle ledninger, der binder folk sammen på kryds og på tværs af nationer og kontinenter, på godt såvel som på ondt. Uanset hvad det er, så er internettet kommet for at blive. Det ejendommelige ved internettet er, at det har samme forhold til landegrænser, som fisk har til cykler: Det kan godt være, at der ligger en enkelt hist og pist på bunden, men den er lige til at svømme forbi. Netop dette, at nettet ikke uden videre er til at begrænse, er en torn i øjet - især på politikerne. Således også Lone Dybkjær, radikal EU-parlamentariker og og lobbyist langt ind i de statsministerielle privatsfærer. Mandag fik Lone Dybkjær lov til at folde sig ud her på Frontalt-siden. Det var, for mennesker med deres retsfølelse i behold, ganske forfærdelig læsning. Lone Dybkjær er ikke noget demokratisk menneske. Hendes tanker er ganske enkelt et radikalt opgør med dansk retspolitik og med almindeligt anerkendte menneskerettigheder.
Det Dybkjær angler efter er statsligt godkendt selvtægt, domme der vedtages og eksekveres uden for retssalene af privatejede politikorps på nettet - og registre over borgerne, der meget vel kan vise sig at være ulovlige. Det er lige netop nu, det er værd at få fastslået, at ulovligheder på nettet også er ulovligheder i virkeligheden, og at vi har et yderst kompetent retsvæsen, der gennem århundreder er blevet fintunet til at tage sig af den slags. Politi, domstole og den slags. Oplever man en ulovlighed på nettet er det ikke værre, end at man kan anmelde den til politiet. De har sågar en email-adresse, man kan skrive til.
Det er imidlertid ikke godt nok for Dybkjær: 'Når udbyder bliver gjort opmærksom på ulovligt indhold på sider, som de distribuerer, skal de omgående reagere. De skal fjerne ulovlighedederne og udlevere alle de oplysninger som politiet behøver for at retsforfølge synderne. Gør de ikke det, skal de selvfølgelig gøres juridisk ansvarlige', skriver Lone Dybkjær. Bemærk rækkefølgen. Det ulovlige skal fjernes og det skal udbyderne gøres 'juridisk ansvarlige' for. Sagt med andre ord: 'Fjern stadset eller bliv medskyldig'. Først bagefter skal politiet underrettes. Normal retspraksis er det stik omvendte: Først efterforsker politiet sagen. Herefter præsenterer en anklager sagen. En forsvarer modargumenterer. Til sidst falder dommen: 'Skyldig det ulovlige skal fjernes' eller: 'Uskyldig, det er lovligt og må blive'. I Lone Dybkjærs samfund er vi alle skyldige indtil det modsatte er bevist. Internet-udbyderne skal tvinges til at agere anklager, politi og domstol ved først at vurdere om indholdet er ulovligt, derefter at 'opklare' forbrydelsen og endelig eksekvere dommen - ved at fjerne indholdet.
Dermed får internet-udbyderne stukket den opgave ud som lejeknægte for Dybkjær at trampe rundt på intet mindre end din og min grundlovssikrede ytringsfrihed. Jamen hvad med forsvareren? Tjah. Han faldt af i svinget. Der er ikke plads til forsvarere i Lone Dybkjærs samfund. Til sidst, efter at vores retsprincipper for længst er gået fløjten, skal sagen overlades til det danske - eller europæiske - retsvæsen. Det er farlige tanker, Dybkjær går og tænker. Men det bliver meget værre. Læs blot: 'Derudover er der altså ved at være adskillige værktøjer på markedet, som kan gennemsøge de hjemmesider og nyhedsgrupper, som en udbyder stiller til rådighed. Værktøjerne kan søge feks. sexsiderne igennem efter bestemte ord feks. preteen eller children.' Vi skal altså have selvbestaltede private politikorps, der trawler alt det, vi skriver og snakker om på nettet, igennem efter ulovligheder? Overvågningscomputere, der systematisk graver hvert eneste ord, hver eneste tanke på nettet igennem efter synspunkter, tanker, ideer, der falder uden for normerne? På jagt efter børneporno, javel. Men også efter nekrofile, efter historie-forfalskere, efter nazister og efter 'hadefuld racisme og hvad ved jeg', som Lone Dybkjær skriver. Jeg ved ikke, hvad 'og hvad ved jeg' dækker over - men jeg kan da godt have mine bange anelser.
Jeg kan samtidig have mine bekymringer over, at Dybkjær uden videre lægger op til privatdrevet censur og registrering af fx nazister. Hvor ulideligt idiotisk, usmagelig og politisk ukorrekt nazismen end måtte være, så er det stadig ikke ulovligt at have og give udtryk for en politisk mening. Ulovligt er til gengæld censur af politiske ytringer, såvel som registreringer alene på baggrund af politisk overbevisning. Lone Dybkjær har mange års erfaringer som lovgiver, både i Folketinget og i EU-parlamentet. Alligevel har Lone Dybkjær et særdeles afslappet forhold til de principper, som hun er blevet ansat at varetage. Læs blot videre: 'Det ville da være indlysende at danne et netværk af udbydere, hvor de udveksler oplysninger og erfaringer på området'. Med ordene 'Udveksle oplysninger ...' opfordrer Dybkjær til registrering af privatpersoner på baggrund af mistanker, handlinger eller meninger, der ikke engang har været prøvet ved domstolene! Personligt synes jeg, det er skræmmende, at Lone Dybkjær er så villig til at kyle mange årtiers dansk lovarbejde og adskillige grundlovsparagraffer over bord. Men jeg synes, det er mere skræmmende, at hun ikke udtaler sig som en eller anden forvildet privatperson, men som EU-parlamentariker og som formand for regeringens IT-udvalg. Er det her regeringens politik To protester indløb til Ekstra Bladet to dage efter. Det var fra mine "kolleger" Kaj Vilhelmsen og Ole Kreiberg. Derefter har jeg ikke fulgt med, og jeg ved ikke, om dette for et frit samfund så livsvigtige emne er taget op af andre.
af Kaj Vilhelmsen I Frontalt (22.2.) kommer EU-parlamentariker og statsministerfrue Lone Dybkjær med et voldsomt angreb på ytringsfriheden. I artiklen slår hun endnu en gang til lyd for indførelsen af censur på internettet, idet hun udtaler ønsket om aftaler udbyderne imellem, der forpligter udbyderne til at nedtage det materiale, som hun, Lone Dybkjær, ikke bryder sig om. Ganske vist lovpriser Lone Dybkjær også ytringsfriheden, men hvad er det værd, når hendes forslag i praksis ville medføre censur. Lone Dybkjær bryder sig ikke om det uregulerede internet, og hun gør opmærksom på, at det kan vi ikke finde os i, og så må man jo spørge: Hvorfor kan vi ikke finde os i det, og hvem er 'vi'? Taler statsministerfruen blot i pluralis majestatis, eller taler hun på andres vegne? Problemet er jo nok, at Lone Dybkjær hader internettets frihed, simpelt hen fordi det er det eneste medie, der ikke er under den herskende klasses fulde kontrol. Det er Lone Dybkjærs frygt for den reelle ytringsfrihed på internettet, som får hende til igen og igen at forlange kontrol og aftaler, for i alle andre medier er ytringsfriheden allerede afskaffet i praksis, så det skræmmer hende ikke. Men Lone Dybkjær er for fej til at sige offentligt, at hun faktisk ønsker censur, og derfor camouflerer hun sine censurkrav bag dydens maske ved at tale om anstændighed og etiske forpligtelser. Kaj Vilhelmsen (adr)
Billedtekste: Nej til Dybkjærs censur.
af Ole Kreiberg I Ekstra Bladet 22.2. gør Lone Dybkjær på vegne af Europa-parlamentet sig til talsmand for, at danske internetudbydere skal censurere det materiale, som deres kunder lægger ud på internettet. De skal ifølge Lone Dybkjær ikke alene fjerne det materiale, der er ulovligt, men også det politikerne finder uanstændigt, selv om det ikke er i strid med loven. F.eks. ubekvem historiekritik og kritik af det multietniske samfund. Her bevæger Lone Dybkjær sig på den forkerte side af grundloven, hvor det klart står, at det er domstolene, der afgør, hvad der eventuelt er ulovligt at offentliggøre. At forsøge at presse internetudbyderne til at udøve forcensur falder ind under det, der i grundloven kaldes 'andre forebyggende forholdsregler'. Den statslige censur blev afskaffet med den demokratiske grundlov i 1849. At pålægge internetudbyder og massemedier selv at virke som censurinstanser er kun at privatisere den statslige censur, der fandtes før vi fik grundloven. Lone Dybbkjærs tiltag er endnu et bevis på det demokratiske underskud i EU. Ole Kreiberg (adr.) |