|
af Douglas Reed (Kapitel 33 i "The Controversy of Zion") oversat af Knud Bjeld Eriksen På selv samme tidspunkt i 1917, da de to nært beslægtede kræfter fra Rusland, revolutionær-kommunisme og revolutionær-zionisme trådte helt frem i lyset, blev også den tredie hemmelige årsag til krigen afsløret. Det var projektet, der gik ud på at skabe "en verdensomspændende føderation" til at overtage "ledelsen af menneskenes affærer" og til at regere med magt. Masserne blev da (på samme måde, som det skete femogtyve år senere, i Anden Verdenskrig) opildnet til at udslette en "galning i Berlin", af netop den årsag, at han søgte at regere verden med magt. I England tordnede Eden Philpotts (en af mange sådanne orakler da og tilsvarende i næste krig): "Du forsøgte at gribe verden; men du skal kun beholde dens forbandelser som krone på din pande....." og dette var det universelle skrål. På trods heraf var den hemmelige plan, der blev fremmet i Vesten, på samme vis én, der skulle "gribe verden med magt" og anbringe nye "krigsherrer" over den. Den var blot iklædt andre ord. Hvad der var reaktionær prøjsisk militarisme i Tyskland, var en af Mr. House´s "avancerede idéer" i Washington. Hvad der var en megalomanisk ambition hos "der Kaiser", var et oplyst begreb om "en ny verdensorden" i London. Vestens politikere blev professionelle hyklere. Selv Disraeli kunne ikke forudse i 1832, ("Udøvelsen af politik i Østen kan defineres med ét ord: hykleri") at dette ville blive definitionen på politisk praksis i Vesten i det tyvende århundrede. Men dette skete, da vestlige politiske ledere, ved at støtte zionismen og verdensrevolutionen, gav efter for asiaters pres. Deres handlinger antog en asiatisk dobbelttydighed i stedet for den medfødte oprigtighed. Det er besynderligt, at Woodrow Wilson, den mest føjelige af dem alle, til at begynde med gjorde meget irriteret oprør mod den hemmelige spændetrøje. Han forsøgte, som det blev påvist, at udtale, at "krigens årsager og formål er uklare", og da dette blev ham forbudt af Mr. House, bedyrede han fortsat, at de krigsførende på begge sider forfulgte "de samme" mål. Han gik endog videre helt i begyndelsen af sin præsidentperiode, da han skrev: "Det er uudholdeligt, at ledelsen af republikken skulle være kommet så langt ud af hænderne på folket; skulle være blevet erobret af interesser, der er specielle og ikke almene. Vi ved, at noget griber ind mellem De forenede Staters folk og kontrollen med dets egne forhold i Washington". Antagelig lærte han karakteren af disse "interesser" og denne "kontrol" at kende, og den gnavende viden forårsagede måske hans sammenbrud (svarende til Mr. Roosevelts i den følgende generation). Ikke desto mindre blev han brugt til at søsætte planen om "en verdensføderation", baseret på magt. Tanken blev "sivet ind i hans hjerne" af andre. Udtrykket anvendes af Mr. House´s levnedsskildrer for at beskrive den metode, Mr. House anvendte til at fremdrive andre mænds handlinger (og ved hjælp af hvilke også hans egne blev fremdrevet). I november 1915, medens det amerikanske folk endnu var ivrige tilhængere af præsidenten, der holdt dem ude af krigen, instruerede Mr. House ham således: "Vi må stille denne nations indflydelse bag en plan til sikring af, at internationale forpligtelser bliver overholdt og opretholdt og bag en plan, der skal sikre, at verdensfreden kan opretholdes". Dette var altid salgs-snakken: at "planen" ville "sikre verdensfreden". Mr. House havde længe diskuteret planen med Sir Edward Grey (Mr. Asquith´s udenrigsminister; han blev blind i 1914, men anvendte i et øjeblik af clairvoyance de ord, der siden er blevet mere og mere sande: "Lysene er ved at gå ud i hele Europa"). Sir Edward Grey blev opslugt af "planen" og skrev til Mr. House: "International lov har hidtil ikke haft nogen sanktionsmulighed. Lektien fra denne krig er, at magterne må binde sig til at give den sanktionsmulighed". "Sanktionsmulighed" var omskrivningen, der blev brugt af hyklerne for at undgå at forurolige masserne ved lyden af ordene "krig" eller "magt". Ordbogsdefinitionen er i denne sammenhæng "en tvangsforanstaltning", og den eneste mulige tvangsforanstaltning over for nationer er, i sidste ende, krig: ingen "sanktion" kan være effektiv, med mindre den bakkes op af denne trussel. Derfor mente Sir Edward Grey, at krig kunne afsluttes ved at føre krig. Han var en ubestikkelig, men tilsyneladende vildledt mand. Ophavsmændene til den storladne "idé" vidste, hvad de mente (og i vor tid er dette yderligere blevet afsløret). Senest i 1916 havde Mr. House fået instrueret Wilson om dennes pligt, og i maj kundgjorde præsidenten offentligt støtte til "planen" under et møde i en ny institution, der åbenhjertigt blev kaldt "Forbundet til fremtvingelse af Fred". Wilson havde intet kendskab til dets karakter: " det ser ikke ud til, at Woodrow Wilson seriøst undersøgte programmet for Forbundet til fremtvingelse af Fred" (Mr. House´s Private Papers). Dette var reinkarnationen af det tidligere "Forbund til fremtvingelse af Fred", men "planen", som frembragte "Folkeforbundet", forblev let gennemskueligt den samme: Den gik ud på at overføre kontrol med nationale hære til en eller anden over-national komité, som så kunne anvende dem til "varetagelse af menneskenes affærer" på måder, der tjente komitéens egne særlige formål, og dette har fortsat været motivet frem til i dag. Som ved det tidligere tilfælde: zionismen, havde præsident Wilson forpligtet sig længe før det afgørende tidspunkt (gennem sin offentlige udtalelse i maj 1916), og lige så snart Amerika var kommet med i krigen (april 1917), bekendtgjorde han, at det var involveret i et forehavende, der skulle resultere i oprettelsen af " en ny international orden". Denne udtalelse faldt samtidig med den første revolution i Rusland og samtidig med forberedelsen af Balfour-deklarationen. Således førtes de tre store "planer" sammen ind i Vesten, og denne plan var projektet, som skulle krone de to andres anstrengelser. Dens grundlæggende princip var destruktionen af nationalstater og nationen som begreb, og det var således et moderne udtryk for den ældgamle konflikt imellem Det gamle Testamente og det ny, imellem Levitisk Lov og det kristne budskab. Torah-Talmud er den eneste originale kilde man kan finde til denne idé om at "ødelægge nationer". Mr. House fandt det nærmest umuligt at forfølge nogen "idé" til dens kilde, men i dette tilfælde kan sporet følges tilbage gennem århundrederne til År 500 f.Kr., og den er på intet tidspunkt forsvundet af syne i løbet af de følgende femogtyve hundrede år. Dersom nogen på et endnu tidligere tidspunkt i den kendte verden måtte have indpasset dette "destruktive princip" i en lov og en trosbekendelse, er alle spor heraf gået tabt. Men idéen, der indeholdes i Torah-Talmud er viderebragt ubrudt gennem alle generationerne. Det nye Testamente afviser den og taler om "v ildledelsen af nationer", ikke deres ødelæggelse. Johannes Åbenbaring forudsiger, at der kommer en dag, hvor denne vildledelses-proces af nationer skal slutte. De, der vil søge at fortolke profetier, kunne meget vel i Forbundet til fremtvingelse af Fred - i dens forskellige udformninger i tiden - se værktøjet for denne "vildledelse", som er dømt til at mislykkes i sidste ende. Da nu Mr. House havde besluttet, og Mr. Wilson havde udtalt, at "en ny international orden" skulle etableres, oprettede Mr. House (i følge Mr. Howden) en gruppe, der blev kendt som "The Inquiry" (Undersøgelsen, red.), til at lave udkast til planen for den. Dens formand var hans svoger, Dr. Sidney Mezes (som da var præsident for College of the City of New York), og dens sekretær var en vis Walter Lippmann (som da skrev i The New Republic). En Dr. Isaiah Bowman (på det tidspunkt direktør for American Geographical Society) ydede "personlig rådgivning og assistance". Den gruppe af mænd, der blev sat i spidsen for "The Inquiry" var derfor overvejende jødisk (omend ikke i dette tilfælde russisk-jødisk: dette kunne pege på den virkelige karakter af den øverste autoritet, der blev indikeret gennem Dr. Kasteins hentydning til "en jødisk internationale") og jødisk inspiration kan derfor med rimelighed påpeges i den plan, som den frembragte. Dette (siger Mr. Howden) var udkastet til en "Folkeforbunds-pagt", som Mr. House satte sin underskrift på i juli 1918: "Præsident Wilson var ikke, og foregav aldrig at være, forfatteren til Pagten". Her har vi altså oprindelsen til Folkeforbundet. Fredskonferencen vinkede forude, da Mr. House forberedte udførelsen af sin "nye verdensorden", og dens allerførste gerninger viste hen til identiteten af den kontrollerende gruppe bag de vestlige regeringer. Zionisme og Palæstina (emner, der var ukendte for masserne, da 1914-1918 krigen begyndte), var nu at finde højt på listen, ja nærmest som de allervigtigste af de sager, der skulle drøftes på konferencen, som afsluttede den. Af denne årsag ser præsident Wilson ud til at have oplevet øjeblikke af mystisk henrykkelse imellem lange perioder af modløshed. Rabbiner Stephen Wise, ved hans side, udmalede Palæstina-projektet i sådanne vendinger, at præsidenten, helt betaget, mumlede for sig selv: "At tænke sig, at jeg, en præstesøn, skulle være i stand til at hjælpe til med at give Det hellige Land tilbage til dets folk". Medens han på denne måde betragtede sig selv i eftertidens spejl, sammenlignede rabbineren ham med "den persiske kong Kyros, som havde sat de landflygtige jøder fra hans land i stand til at vende tilbage til Jerusalem". Kong Kyros havde tilladt indfødte judæere at vende tilbage til Judæa, hvis de ønskede det, efter cirka halvtreds års forløb. Præsident Wilson, derimod, forventedes at transplantere jødificerede khazarer fra Rusland til et land, der var blevet forladt af de oprindelige jøder for omkring atten århundreder siden. På den anden side af Atlanten gjorde Dr. Weizmann rede til fredskonferencen. Han var på det tidspunkt tydeligvis en af verdens mest magtfulde mænd, en potentat (eller potentaters udsending) som Vestens "premier-diktatorer" adlød underdanigt. På et vist tidspunkt i 1918, da Englands skæbne stod på spil på den slagne vestfront, blev en audiens hos Englands konge udskudt. Dr. Weizmann beklagede sig så bydende over dette, at Balfour straks bragte audiensen på plads igen. Når bortses fra mødestedet, som var Buckingham Palace, lader det faktisk til, at det var Dr. Weizmann, der gav audiens til kongen. Under Anden Verdenskrig, hvor de vestlige ledere opfordrede den sovjetiske diktator, Stalin, til at tage hensyn til pavens indflydelse, spurgte han: "Hvor mange divisioner har paven?" Sådan lød i det mindste anekdoten, som blev fortalt ofte i pub´er og klubber, og for almindelige mennesker udtrykte dette tilsyneladende en dyb sandhed i få ord. Dr. Weizmanns tilfælde viser imidlertid, hvor usandt det dybest set i realiteten var. Han rådede ikke over en eneste soldat, men han og den internationale, han repræsenterede, var i stand til at opnå kapitulationer, der tidligere kun var vundet af erobrende hære. Han foragtede de kapitulerende lige så meget som skuepladsen for hans triumfer. Han skrev til Lady Crewe: "vi hader anti-semiter og filo-semiter lige stærkt". Balfour, Lloyd George og de andre "venner" var filo-semiter af første grad, i Dr. Weizmanns betydning af ordet, og overgik hinanden i underdanighed over for den mand, som foragtede dem. For så vidt angår selve England, tænkte Weizmann, to årtier senere ved sig selv, medens han betragtede de vilde dyr i Kruger Nationalpark: "Det må være en vidunderlig ting at være et dyr i det sydafrikanske vildtreservat. Meget bedre end at være en jøde i Warszawa eller endda i London". I 1918 besluttede Dr. Weizmann at inspicere sit udvalgte rige. Da han nåede Palæstina, var det tyske angreb i Frankrig begyndt, den udmattede engelske hær vaklede bagover og "hovedparten af de europæiske tropper i Palæstina blev trukket tilbage for at forstærke hærene i Frankrig". På et sådant tidspunkt forlangte han, at grundstenen til et jødisk universitet skulle lægges med fuld offentlig ceremoni. Lord Allenby protesterede med, at "tyskerne er næsten ved Paris´ porte!". Hertil svarede Dr. Weizmann, at dette "var kun en enkelt episode". Lord Allenby stod fast. Dr. Weizmann stod fast. Lord Allenby henviste under dette pres til Balfour og blev omgående pr. telegraf beordret til at adlyde. Med stort opbud af officerer, militærstyrker og våbenparade (kun forstyrret af lyden af britisk-tyrkisk kamp i det fjerne) afholdt Dr. Weizmann herefter sin ceremoni på Scopus-bjerget. (Jeg husker disse dage i Frankrig. Selv en halv million yderligere britiske soldater på dette sted ville have ændret slaget. En mængde liv ville være blevet sparet og krigen formentlig afsluttet tidligere. Den franske og britiske skærsild i Frankrig banede vej for en zionistisk festlighed i Palæstina). Da krigen omsider sluttede, den 11. november 1918, var det ingen anden end Dr. Weizmann, der var eneste gæst til officiel frokost hos Lloyd George, som han fandt "i færd med at læse i Salmernes Bog og på nippet til at bryde ud i tårer". Bagefter stod den zionistiske høvding og betragtede begivenhederne fra det historiske Downing Street nr. 10, medens premierministeren forsvandt af syne, båret i skulderhøjde af en ekstatisk mængde, hen til en taksigelsesgudstjeneste i Westminster Abbey. Masser og "managers". Bemærkede mon nogen blandt mængden dette skæggede ansigt med den høje, hvælvede pande og de tunge øjenlåg, som betragtede sceneriet fra vinduet i Downing Street nr. 10? Derefter anførte Dr. Weizmann en zionistisk delegation til fredskonferencen i 1919, hvor "den nye verdensorden" skulle indføres. Han informerede det ærværdige Timandsråd (Council of Ten) om, at jøderne var blevet ramt hårdere af krigen end nogen anden gruppe". Politikerne gjorde ingen indsigelser over for denne hån mod deres millioner af døde. En enkelt protesterende jøde, Sylvain Lévi fra Frankrig, forsøgte dog i sidste øjeblik at indskærpe klogskab hos dem. Han sagde til dem: For det første, at Palæstina var et lille, fattigt land med en eksisterende befolkning på 600.000 arabere, og at jøderne, der havde en højere levestandard end araberne, ville have tendens til at fordrive dem; for det andet, at de jøder, der ville tage til Palæstina, hovedsagelig ville være russiske jøder, som havde eksplosive tendenser; for det tredje, at skabelsen af et jødisk nationalt hjem i Palæstina ville indføre det farlige princip om jødiske dobbelt-loyaliteter. Disse tre advarsler er blevet opfyldt til punkt og prikke, og de blev påhørt med fjendtlighed af de ikke-jødiske politikere, der var forsamlede under Fredskonferencen i 1919. Mr. Lansing, den amerikanske udenrigsminister, gav straks M. Lévi nådestødet. Han spurgte Dr. Weizmann: "Hvad mener De med et jødisk nationalt hjem?" Dr. Weizmann sagde, at han mente, at Palæstina efterhånden ville blive lige så jødisk som England var engelsk, alt imens ikke-jøders interesser stedse ville blive sikret". Mr. Lansing sagde, at dette fuldstændig tågede svar var "fuldstændig klart". Timandsrådet nikkede samtykkende, og M. Lévi blev slået ud, ganske som det var sket for alle jødiske protesterende gennem femogtyve århundreder. (At han overhovedet blev hørt, skyldtes kun, at man ville give det udseende af en upartisk overvejelse. Rabbiner Wise, som var blevet foruroliget over "de vanskeligheder, vi mødte i Paris", havde allerede sikret sig præsident Wilsons føjelighed. Privat henvendt til præsidenten, sagde han "Hr. præsident, Verdenssamfundet af jøder regner med Dem i dets nødens og håbets time" - og hermed ekskommunikerede han M. Lévi og de jøder, der tænkte som han. Wilson "sagde, med stille beslutsomhed, idet han lagde hånden på rabbinerens skulder: "Frygt ikke, Palæstina vil blive jeres"". Endnu en mand forsøgte at afværge den dåd, som disse mænd med overlegen skødesløshed var i færd med at forberede. Oberst Lawrence ("of Arabia", red.) elskede semiter, for han havde levet sammen med araberne i ørkenen og havde rejst dem imod deres tyrkiske herskere. Han var på lige fod en ven af jøderne (Dr. Weizmann siger "han er fejlagtigt blevet fremstillet som anti-zionist") og han troede på, at "et jødisk hjemland" (i den betydning, som udtrykket først blev anvendt: et kulturelt center) meget vel kunne indføjes i den forenede Arabiske Stat, som han havde arbejdet for. Lawrence så i Paris, at det, der var hensigten, var at plante zionistisk nationalisme som en tidsindstillet bombe midt iblandt en klynge af svage arabiske stater, og denne opdagelse nedbrød ham. David Garnett, der redigerede hans Letters, siger: "Lawrence vandt sine sejre uden at bringe mere end en håndfuld englænderes liv i fare, og sejrene blev vundet, ikke for at føje underlagte provinser til vort imperium, men for at araberne, som han havde levet sammen med, og som han elskede, skulle blive et frit folk, og sådan at arabisk civilisation kunne genfødes". Dette var Lawrence´s tro under hans "Oprør i ørkenen", og det var, hvad de mænd, der havde sendt ham, havde fortalt til ham. Da Paris-konferencen startede, var han "fuldt i kontrol af sine nerver og fuldt så normal som de fleste af os" (J.M. Keynes). Han ankom med tiltro til præsident Wilsons løfte (talen 8. januar 1918 med De fjorten Punkter) om at "nationaliteterne under tyrkisk herredømme skulle garanteres en sikkerhed for deres liv, som ikke kunne betvivles og en absolut uafhængig mulighed for udvikling under selvstyre". Han kunne ikke vide, at disse ord var falske, fordi Wilson hemmeligt var forpligtet til zionismen gennem mændene, han omgav sig med. Efter Dr. Weizmanns svar til Mr. Lansing og godkendelsen af dette svar fra Timandsrådet, blev forræderiet klart for Lawrence og han viste "desillusionen, bitterheden og nederlaget, der var blevet resultatet af Fredskonferencen. Han havde fuldstændig tiltro til, at præsident Wilson ville sikre de arabiske folk selvbestemmelse, da han tog til Fredskonferencen. Han var fuldstændig desillusioneret, da han vendte tilbage fra den" (Mr. Garnett). Lawrence skrev selv senere: "Vi levede mange liv i disse hvirvlende felttog" (i ørkenen) "hvor vi aldrig sparede os selv for noget godt eller ondt; men alligevel - da målene blev nået og den nye verden gryede kom de gamle mænd frem igen, tog vores sejr fra os og omformede den efter den gamle verden, de kendte.... Jeg ville skabe en ny nation, genskabe en tabt indflydelse i verden, give tyve millioner semiter et fundament hvorpå de kunne bygge et inspireret drømme-palads af deres nationale tanker". Lawrence, der blev nedbrudt af denne oplevelse, var på dette tidspunkt blandt de berømteste mænd i verden. Havde han sluttet sig til hyklerne, ville der næppe have været den rang eller den æresbevisning, han ikke kunne få. Han opgav sin rang, smed sine æresmedaljer væk og forsøgte endda af skam et miste sin identitet. Han meldte sig under et falsk navn i den laveste rang i Royal Air Force, hvor han senere blev opdaget af en ihærdig avismand. Denne sidste fase af hans liv og den motorcykel-ulykke, der afsluttede det, har et udseende af selvmord over sig (i stil med den tilsvarende afslutningsfase og afslutning for Mr. James Forrestal efter Anden Verdenskrig) og han må regnes blandt denne histories martyrer. De ledende offentlige personligheder var enige om at fremme det zionistiske eventyr gennem den "internationale verdensorden", som de var i færd med at grundlægge, uanset omkostninger i ære og menneskelige lidelser. I så godt som alle andre spørgsmål var de uenige, sådan at krigen dårligt var endt før renoméerne i Paris begyndte at eksplodere som bobler og venskaber slog revner som gips. Der opstod et eller andet brud imellem præsident Wilson og "hans anden personlighed, hans uafhængige jeg", (en lignende mystisk adskillelse fandt sted imellem præsident Roosevelt og hans andet jeg, Harry Hopokins, ved slutningen af den anden krig). Mr. House var på toppen af sin karriere. Premierministre, ministre, ambasadører og delegerede belejrede ham på Hotel Crillon. På en enkelt dag gav han niofyrre audienser til sådanne høje personligheder. Ved en enkelt lejlighed meldte den franske premierminister, M. Clemenceau, sin ankomst, medens Wilson var sammen med Mr. House. Præsidenten måtte trække sig tilbage medens de to store mænd diskuterede privat. Måske var det ydmygelse, der til sidst nedbrød Woodrow Wilson. Han blev ramt af dødbringende sygdom i Paris (igen, lige som det skete for Franklin Roosevelt på Malta, om end Wilson overlevede noget længere). Øjensynlig hverken sås eller kommunikerede de to nogensinde igen! Mr. House nedskrev blot: "Min adskillelse fra Woodrow Wilson var og er et tragisk mysterium for mig, som nu aldrig vil kunne løses, for dets forklaring ligger begravet med ham". Illisionen om magt opløstes. Disse mænd var aldrig nogensinde virkelig magtfulde, fordi de fungerede som værktøj for andre. De forekommer allerede spøgelsesagtige i historiebøgerne, og selv om pladserne og boulevarderne endnu bærer deres navne, er det få, der ved, hvem de var. Wilson vendte tilbage til Amerika og døde inden længe. Og inden længe var Mr. House ensom og glemt i lejligheden på East 35th Street. Lloyd George befandt sig snart i det politiske vildnis, hvor han kun var i stand til at fuldende ødelæggelsen af et én gang stort Liberalt parti. Inden der var gået ti år fandt han sig selv som leder af fire partimedlemmer. Balfour hjemsøgte som en distræt vandrer Saint James´ Park i endnu nogle år. De var ikke i stand til at fuldføre alt det, deres læremestre ønskede af dem. Rystet af amerikanske indsigelser "nægtede Mr. Wilson absolut at acceptere det franske krav om dannelse af en international styrke, som skulle operere under ledelse af Forbundet". Den amerikanske forfatning - huskede præsidenten pludselig - tillod ikke en sådan opgivelse af suverænitet. Således blev det værste afværget i den generation. De hemmelige personer, som fortsatte med at være magtfulde efter at disse "premier-diktatorer" og føjelige "administratorer" var blevet ribbet for deres tilsyneladende magt, måtte afvente Anden Verdenskrigs komme for at få sikret deres greb om nationalstaternes militærstyrker. Da lykkedes det dem at få deres "Forbund til fremtvingelse af fred" næsten helt (men endnu ikke fuldstændigt) så despotisk som de havde ønsket sig. I 1919 måtte de lade sig nøje med et ydmygt første eksperiment: Folkeforbundet. De forenede Stater ville end ikke være med i det. Folkemasserne i Amerika, der var blevet utrygge ved krigens resultater og som instinktivt stræbte efter at genvinde den trygge havn med "ikke-indblanding i fremmede forhold", ville ikke have med det at gøre. Storbritannien gik med, men ville under andre premierministre end Lloyd George ikke overgive kontrollen med dets væbnede styrker. Vejen frem mod den slags "nye verdensorden", som Mr. House og hans bagmænd havde haft i tankerne, var for øjeblikket blokeret. Ikke desto mindre lykkedes det, gennem Folkeforbundet, at finde en måde til at skabe et enkelt skæbnesvangert og muligvis fatalt indgreb i britisk suverænitet. Dette "Folkeforbund"s autoritet, hvad den nu end måtte være værd, blev anvendt som skalkeskjul for brugen af britiske tropper som bodyguard for zionisterne i deres bestræbelser på at gribe Palæstina. Kunstgrebet, der blev anvendt til at give handlingen dette skin af legalitet, hed "mandatet", og jeg har tidligere påvist, hvor det blev født. Ved hjælp af dette lykkedes det Folkeforbundet at installere zionisterne fra Rusland i Arabien, hvor de afslørede de "eksplosive tendenser", der var blevet forudsagt af M. Sylvain Lévi i 1919 og som er tydelige for enhver i dag, i 1956. Dette var den eneste varige bedrift for "den nye verdensorden", som blev oprettet i 1919 og ved hjælp af den ældgamle test Cui bono? (Den, det gavner, red.) kan kilden til denne "idé" bedømmes. Historien om dette "mandat" (og om en mand, der forsøgte at afværge det) fortælles derfor i det følgende kapitel af denne beretning. |