The Dodo - Dronten 7 - Harald Nielsen

Europas Skæbne

af magister Harald Nielsen

(Anden del af det lille skrift "Europas Fremtid" fra 1942. Del 1 er "Frankrigs Skæbne")

Efter den første Verdenskrig faldt Verden tilsyneladende tilbage i sine gamle Folder. Det var i hvert Fald ud fra gængse og hævdvundne Forestillinger, man søgte at ordne den. Man oprettede Nationalstater - saa mange som muligt -; det var i god Overensstemmelse med de Principper, det nittende Aarhundrede havde sat i Højsædet. Man oprettede et Folkenes Forbund, hvor alle Uoverensstemmelser skulde afgøres uden Krig - ogsaa det var i bedste Overensstemmelse med den Pacifisme, der beherskede Tankegangen ikke blot i de smaa, men ogsaa i de store Stater. At man samtidig skelede til egen Fordel og paa en skæbnesvanger Maade undlod at sikre den Fred, man lovpriste - det er igen en anden Side af Sagen. I denne Forbindelse er der kun Grund til at fremhæve, at den første Verdenskrig ikke egentlig bragte nye Forestillinger til Gennembrud, højst undergravede Tilliden til dem, man bevægede sig i, og saaledes i vide Kredse skabte Begrebsforvirring og Skepsis.

Denne Forvirring er ikke bleven mindre under den Krig, vi nu staar midt i. Denne har paa mange Maader udviklet sig endnu forfærdeligere, endnu mere katastrofal end den forrige, men til at begynde med opfattede man kun Forskellene som Gradsforskelle. Krigen kunde maaske blive endnu mere haardnakket end den forrige, men at den, naar den var endt, vilde føre til Tilstande ikke meget forskellige fra de tidligere, vilde man ikke gerne tvivle om. Ganske vist talte Tyskland om en Nyordning, men kunde Tyskland sejre over en hel Verden eller sejre saa ubetinget, at det alene kunde bestemme, hvorledes Tingene skulde være? Til disse Tvivl, der havde deres Rod dybt i det tilvante, kom desuden de Ønsker, hver især nærede, og som for de forskellige Lande ganske naturligt kredsede om at genvinde deres Frihed og alle de Værdier, som en selvstændig national Tilværelse omslutter.

Under saadanne Omstændigheder kan der vanskelig være Ørenlyd for nøgterne Betragtninger, men efterhaanden har man dog vist en Fornemmelse af, at de ikke er til at komme udenom, og saaledes som Begivenhederne har udviklet sig, forekommer det mig ogsaa, at der er visse faste Udgangspunkter at holde sig til.

Ønske kan vi jo nemlig alle, det koster hverken Anstrengelser eller Ofre. Jeg har for længe siden ønsket en helt anden Verden, men jeg har ikke vovet at gøre mig nogen Illusioner med Hensyn til Opfyldelsen af mine Ønsker. Ikke engang Bilsuset og Bilmorderne bliver vi fri for den Dag, da Freden atter spreder sine Velsignelser. Det kan være yderst ubehageligt saaledes at maatte underkende sine egne Ønsker, men det er ikke velbetænkt uden Forbehold at forlade sig paa dem, og navnlig ikke, naar det gælder Verdenspolitik. Man kan ellers blive slemt skuffet - det gælder baade store Magter og smaa. Hvad det gælder om, hvis man vil danne sig en Forestilling om Fremtiden, er at finde de Vilkaar, der betinger den - som Benzinen og Automobilproduktionen. Færdselen.

Lad os begynde med en af de største krigsførende Magter, med det Sovjetsamfund, hvis militære Kraft nu har forbavset hele Verden, endogsaa Tyskland. Da det i 1939 overfaldt Finland, vakte det Indignation overalt og ikke mindst her i Norden. Og med Rette! Det var en højere udviklet, en dygtigere Nation, der truedes med Udslettelse af en kulturelt ringere, men materielt mægtigere Nation. Aldrig glemmer jeg det Indtryk, det gjorde i 1908 at komme fra det daværende St. Petersborg til den lille finske By Frederikshamn. Det var at komme fra Barbari til Civilisation, fra Smuds til Renlighed, fra Slendrian til Orden, fra Knut og Landsforvisning til Lov og Ret. Oppe fra Kasernen lød de russiske Soldaters vemodige Sange udover Fjorden, men rundt om udfoldede der sig et Liv af en helt anden Karakter, en helt anden Oprindelse. Det var et Fremmedelement, som Finnerne maatte taale, men som de aldrig nogensinde kunde smelte sammen med. Siden den Tid var Spørgsmaalet bleven hverken at taale eller smelte sammen med, men at være eller ikke være, og med uforlignelig Dygtighed og Heroisme kæmpede Finnerne for at være!

Men hvad kæmpede Russerne for? Efter den almindelige Opfattelse for at undertrykke Finnerne, enten for at gøre dem til Kommunister eller drevet af rent og skært Magtbegær, men i hvert Fald - derom tvivlede ingen - uden nogen tvingende Grund. Rusland var jo stort og mægtigt nok i Forvejen! Finland kunde aldrig drømme om at indlade sig i Krig med sin mægtigere Nabo - hvorfor saa ikke lade det være i Fred? Ja, hvorfor ikke? Ser man paa Stillingen, som den har udviklet sig under den nuværende Krig, synes man at skimte Forklaringen. Da Vinterkrigen 1939-40 sluttede, skød Rusland sin Grænse mod Vest, saaledes at den kom til at gaa paa den anden Side af den finske By Wiborg, og nordpaa tog et Stykke af det Finland, hvor Kampene havde staaet, og hvor Finnerne havde vundet nogle af deres beundringsværdige Sejre. Til dette Krav om en Grænseregulering føjedes Kravet om Hangø ved Indløbet til den finske Bugt - Indrømmelser, som det maatte være yderst smerteligt for Finland at gøre, og som det føltes oprørende at se det tvunget til.

Tænker man sig imidlertid den Krig, der nu foregaar, begyndt ved Finlands gamle Grænse - hvorledes vilde Stillingen da have været for Rusland? Man bør tage et Kort for sig og overveje Spørgsmaalet! For at komme fra den nye vestligere Grænse til den gamle østligere paa det karelske Næs har Finnerne, udrustede ganske anderledes end i forrige Krig og formentlig støttet af tyske Tropper - i hvert Fald støttet af det Tryk, tyske Tropper øver paa hele den øvrige russiske Front, - maattet kæmpe haardt og blodigt i mange Uger, og da man omsider naaede den gamle Grænse, var der endnu et Stykke Tid til Leningrads Erobring. Men lad os tænke os Kampene udgaa fra den gamle Grænse, lad os tænke os disse Ugers Kampe og Mandefald sparet, vilde saa Leningrad have kunnet holde sig ligesaa længe?

Og omvendt, hvad er Formaalet med Finlands nuværende Krig? Ja, for det første at genvinde det tabte Terræn, hvilket altsaa, hvis det lykkes, vil stille Sovjetunionen strategisk ugunstigere i Tilfælde af en ny Krig, men vil man blive staaende ved dette? Spørgsmaalet er allerede rejst og besvaret. Man har fra engelsk-amerikansk Side lagt Tryk paa Finland for ikke at gaa længere end til sine gamle Grænser. I saa Fald vilde de allierede Magter ved Fredsslutningen - det er Meningen - sørge for, at Finlands Krav paa disse anerkendes ogsaa af Sovjet. Svaret herpaa har været afvisende. Overfor den amerikanske Gesandt skal den finske Gesandt uforbeholdent have erklæret, at Finland nu var besluttet paa definitivt at skaffe sig Sikkerhed og derfor krævede den bedst mulige strategiske Grænse. Endnu længere gaar et finsk Blad, der erklærer, at Sovjetunionen maa tilintetgøres fuldstændig, saa den aldrig mere kan betyde en Fare for Finland. Fra finsk Standpunkt meget forstaaelige og berettigede Ønsker - eller ønsker ikke ogsaa Norden, at dets Bastion mod Øst skal være saa stærk som mulig, d.v.s. Rusland saa svagt som muligt? Eller er man saa kortsynet, saa naiv, saa lidet begribende, at man vel harmes over Rusland, naar det angriber Finland, men regner med, at det nok ikke vil gøre det igen? Finder man det upaakrævet at sætte bedre Laas for Døren, naar der engang har været Indbrud? Kan man ikke efter det, der nu er foregaaet, indse, at der ikke findes nogen Maade, paa hvilken Ruslands og Finlands hver for sig lige berettigede strategiske Interesser vil kunne forliges, men at der her er Tale om et enten-eller, en Kamp paa Liv og Død mellem to Folkeorganismer, en mægtig, der i Kraft af sin Vækst skubber sig ud til alle Sider, og en lille, der ikke ønsker at blive skubbet til Side, ikke ønsker at blive udslettet.

Vil den ikke det, maa den kæmpe, men Vinterkrigen viste jo, hvor forgæves selv den mest heroiske Kamp var. Hvad havde kunnet hindre Rusland i at oversvømme hele Finland? Den Krig, det nu fører, viser jo hvilke Troppemasser og Vaabenforraad, det har raadet over. Ja, hvad andet har kunnet hindre det end Hensynet til næste Krig, end Hensynet til det Tyskland, som foreløbig var dets Allierede, men paa langt Sigt dets uforsonlige Modstander, og som naarsomhelst kunde blive forvandlet fra det ene til det andet!

Om Tyskland under Fredsforhandlingerne i Moskva har gjort sin Indflydelse gældende til Fordel for Finland, er det paa nuværende Tidspunkt næppe muligt at oplyse, men selve dets væbnede Tilstedeværelse har maattet øve en saadan Indflydelse. Et Skridt for langt, og Rusland vilde kunne risikere, at Tyskland forvandledes fra Forbundsfælle til Fjende paa et Tidspunkt, hvor det endnu ikke var belejligt. I hvert Fald, ser man ud i Fremtiden, hvilken Skæbne vil Finland da kunne vente, hvis det svigter Tyskland nu eller hvis Tyskland gik til Grunde? England? Amerika? Hvilken Indflydelse vil under rormale Forhold nogen af disse to Stormagter kunne øve paa Rusland? Blokere det? Har det ikke blokeret sig selv i de tyve Aar, der gik mellem de to Krige? Har det ikke indenfor sit Omraade alle vigtige Raastoffer i rigt Maal, og har det ikke vist, at det i hvert Fald til Krigsformaal har lært at gøre Brug af dem? Hvorledes saa tro, at det skulde kunne skræmmes ved Trusler fra engelsk eller amerikansk Side? Ingen af de to Magter har jo den ringeste Mulighed for at kunne sætte Magt bag Ordene, ingen af dem vilde kunne sende Hære af nogen Betydning til Rusland. Desuden, selv om det militært og teknisk var muligt, vilde det være næsten umuligt at træffe en saadan Beslutning i et parlamentarisk styret Land. De daarligt forberedte og lidet energiske Hjælpeekspeditioner, England efter forrige Krig sendte til Rusland til Støtte for de Hvide, giver en Forestilling om, hvad man kan vente sig. Kun een Magt, en eneste, nemlig Tyskland, er i Stand til at holde Rusland Stangen. Kun den har den militære Styrke, der kræves dertil, kun den har den Beliggenhed, der gør det muligt, og endelig - hvad der i Politik er den bedste Garanti - den Interesse, der gør det nødvendigt. Hvis Tyskland ikke fandtes eller hvis Tyskland blev ødelagt, hvad saa med Finland, hvad saa med Europa?

Har man ikke stillet sig dette Spørgsmaal før, skulde man synes ikke at kunne undgaa at stille det nu, hvor Kampen paa Østfronten har afsløret Ruslands Styrke. Naar man læser om, hvorledes Tyskland Skridt for Skridt maa tvinge Modstanderne tilbage, kommer man til at tænke paa Tor, da han løftede Midgaardsormen, saa Jorden skælvede derved. Fra Ishavet til Centralasien, fra Polen til Stillehavet slynger dette uhyre Rige sine Fangarme. Midt under Kampen udtalte Stalin, at en By kunde indtages paany, men en død Soldat kunde ikke kæmpe videre. Derfor spillede det mindre Rolle, om Tyskerne indtog den ene eller den anden Stad, blot de kom til at betale tilstrækkelig dyrt for det. I hele sin Grumhed har man her den Kærne, hvorom Krigen drejer sig. Oliefelter, Malmlejer o.s.v. er sekundære Maal i Forhold til det, som selve Folkemængden repræsenterer. Hundrede og firsindstyve Millioner mod firs - halvfemssindstyve Millioner! Hundrede og firsindstyve Millioner, der formerer sig hurtigere, end man kan dræbe dem i selv den blodigste Krig! Hundrede og firsindstyve Millioner, der kan blive til to Hundrede, to Hundrede og tyve, to Hundrede og fyrre o.s.v. - en Kæmpebefolkning, der med gletcheragtig Ubønhørlighed skyder sig ud over Grænserne, og som, hvor den kommer, bringer en kulturel Istid med sig - jævnende Høj og Bjerg under sit Tryk! Først og fremmest skyder den sig frem mod Havet! Havet er den store Forbindelsesvej, der forener alle Dele af Jordens Overflade. At være afskaaret fra det, er en stor Ulempe selv for en Nation, der som den russiske bedre end de fleste andre kan være sig selv nok. Det er en Svækkelse handelsmæssigt ikke at have gode og isfri Havne, det er en Svækkelse maritimt ikke at have fri Adgang til Verdenshavet. Ingen af Delene har Rusland. Dets Havne i Sortehavet kan spærres ved Bosporus, dets Havne i Østersøen er tilfrosne en stor Del af Aaret, og kan den øvrige Del af Aaret lukkes ved Bælterne. Skal der raades Bod paa dette Forhold, maa det enten erobre Balkan - dets Generobring af Besarabien og Dele af Rumænien var et Skridt i denne Retning - eller det maa frem over den skandinaviske Halvø, eventuelt over Danmark. Dets Krig om Finland og dets Okkupation af Randstaterne var et Skridt i denne Retning - ligesom dets Udvidelse mod Øst til Stillehavet har været drevet af en lignende Trang. Denne Front kan vi imidlertid i denne Forbindelse se bort fra. Adgangen til Stillehavet vil aldrig kunne aflaste det Tryk, som Befolkningsmassen udøver mod Vest. At forestille sig, at dette Tryk skal ophøre, fordi der bliver sluttet den ene eller anden Fred, draget den ene eller anden Grænselinie, vil være at gøre sig Illusioner. Det kan holdes tilbage af et Modtryk, men vil altid være parat til paany at gøre sig gældende, hvis Modtrykket forsvinder eller svækkes.

For at gøre sig Forholdet klart i dets Ubetingethed, bør man tænke sig den Mulighed, at Centralmagterne tabte, og at England-Amerika vandt saa totalt, at de ligesom efter forrige Krig suverænt kunde bestemme hvadsomhelst! Hvorledes saa med Tyskland? Opløsning i Smaastater? Afvæbning? Ja, men hvad saa med Rusland? Hvorledes efter de Prøver, det har givet paa sin militære Kraft, tænke sig at kunne overlade det Valpladsen? Man kan i denne Forbindelse se rent bort fra moralske Hensyn, fra det oprørende i at prisgive Europas Kultur og Økonomi til Sovjet-Forgodtbefindende. Moralske Hensyn vejer ikke tungt i Stormagtspolitik, men hvad der vejer til, er Magtspørgsmaalene, og hverken England eller Amerika vilde roligt kunne se paa, at Sovjet voksede til en Indflydelse, der stillede alle andre i Skygge. Man har rig Erfaring for, at Verden ikke styres med Klogskab, i hvert Fald ikke med tilstrækkelig stor, men saa megen Klogskab, som skal til for at indse dette, maa man vel dog have Lov at forudsætte. Ingen kan nemlig efter Krigen mod Øst være uvidende om, hvad der staar paa Spil. Det, vi forstaar ved Europa, eksisterer kun, fordi det Gang efter Gang er saa at sige bleven revet ud af Østens Kløer. Første Gang, da Grækerne slog Xerxes. Ofte har Kampen taget Aarhundreder. Det blev frelst, da Attilas Horder blev slaaet paa de catalauniske Sletter! Det blev frelst, da Araberne blev trængt tilbage til det Afrika, hvor de kom fra. Det blev frelst, da den tyrkiske Magt gennem aarhundredlange Kampe blev trængt tilbage, og det vilde have været prisgivet, hvis Tyskerne ikke nu i en heroisk Kæmpeanspændelse havde kastet vor Tids Hunner tilbage mod det Asien, hvor de hører hjemme.*)

Eller hvad tror man, at England - selv hjulpet af Frankrig - havde kunnet gøre i et Europa, i hvilket Rusland havde staaet oprustet og uanfægtet ved Krigens Slutning? Havde man først knust Tyskland, vilde man, som allerede fremhævet, slet ikke have kunnet stille noget op mod Sovjets uhyre Overmagt! Hvis Tyskland sejrede efter en langvarig Krig, vilde Forholdet naturligvis ikke være helt det samme, men farligt nok! Rusland vilde med friske Kræfter staa overfor en allerede anstrengt Modstander, der havde maattet betale for sin Sejr, og hvis militære Kræfter var bundet af de Opgaver, Sejren havde skabt. Man maa være forblindet for ikke at kunne se Størrelsen af den Fare, der har truet Europa, og som stadig er tilstede.

Historien har den Ejendommelighed ofte at kamuflere Nederlag og Sejre saaledes, at Samtiden ikke kan faa Øje paa dem. Saaledes fremtraadte ved Slutningen af sidste Krig Frankrig som Sejrherre, skønt det i Virkeligheden bag Begivenhedernes Slør havde faaet det Nederlag, der først senere gjorde sig gældende. Omvendt havde Tyskland tabt, skønt dets Krigspræstationer havde vist, at det var Europas stærkeste Magt, og at det militært og organisatorisk overgik en hvilketsomhelst anden Magt i Verden. Dette søgte Sejrherrerne at rette paa ved at gøre Frankrig stærkt og Tyskland svagt, men paa den Maade lader Kendsgerningerne sig ikke bringe ud af Verden.

*) Ovenstaaende var skrevet, inden Dr. Sven Hedin udtalte noget lignende, men Opfattelsen er iøvrigt ogsaa saa nærliggende, at den maa frembyde sig for enhver, der tænker Tingene igennem.

Det samme gælder de Kendsgerninger, Krigen i Øst har afsløret: Ruslands uhyre og farlige Magt og Tysklands Nødvendighed som det eneste mulige Bolværk imod den. - Man bliver nødt til at regne med dem! Naar man sidste Gang kunde lave en Versaillesfred, var det, som enhver nu kan se, kun fordi Rusland midlertidigt var sat helt ud af Spillet, dets Forsvar praktisk talt ikke-eksisterende og dets Samfundsforhold opløste, men med et Rusland væbnet til Tænderne og industrialiseret saaledes, at det selv kan forsyne sig med Vaaben, bliver Forholdet straks et helt andet. En Versaillesfred er under saadanne Omstændigheder ikke mulig. Det er en Forudsæining, man maa have Lov til at gaa ud fra i sine Beregninger.

Men naar en Versaillesfred, d.v.s. en Afvæbning eller Sønderlemmelse af Tyskland ikke længere er mulig, hvorledes man saa end tænker sig Krigens Udfald - hvilke Slutninger m.H.t. Europas Fremtid maa man saa drage? Hvad hver enkelt af de krigsførende Magter foreløbig tænker sig, er i denne Forbindelse ligegyldigt. Udviklingen har allerede frembudt saa mange overraskende Momenter, at man med Henblik paa Udfaldet har Lov til at tænke sig alt, forsaavidt dets Umulighed ikke allerede nu kan indses. Hvad det gælder om er netop allerede nu at gøre sig klart, hvad man under alle Omstændigheder enten maa lade ude af Betragtning eller tage i Betragtning, kort sagt, de Grænser, indenfor hvilke Overvejelserne maa bevæge sig, hvis de ikke paa Forhaand skal være desavouerede af Kendsgerningerne.

De magtpolitiske og strategiske Forhold er saadanne Betingelser, men de er ikke de eneste. De taktiske og tekniske spiller ogsaa en Rolle. Hele Krigsførelsen har, takket være Teknikens Udvikling blot paa de tyve Aar, der er gaaet mellem de to Krige, antaget en helt anden Karakter. Ogsaa med Hensyn til dette er Østkrigen oplysende. Mod Vest viste de nye Krigsmidler sig fuldstændig uimodstaaelige. Tysklands ypperlige Flyvervæsen og Motorvaaben knuste i en Haandevending enhver Modstand, og kun Havet viste sig indtil videre endnu en Gang at yde en Beskyttelse større end selv Værker af Cement var i Stand til.

Det karakteristiske for disse to Vaaben har foreløbig vist sig at være den overvældende Pludselighed, hvormed de virker. Et Tegn og den Magt, der har sit Flyvervaaben i Orden, har fra Luften tilintetgjort en stor Del af Fjendens Modstand og desorganiseret hans Forbindelseslinier. Det var saaledes Krigen begyndte i Polen, i Belgien, Holland, Frankrig og Serbien, og vel at mærke begyndte fra tysk Side, thi der er her Tale om et Privilegium for den mægtige Stat. Den lille Stat eller den mindre Stat eller den halvforberedte Stat tør ikke slaa det første Slag. Polen og Tschekoslovakiet havde ikke turdet sende sine Flyvemaskiner ind over Tyskland, men naar de ikke turde dette, vil det sige, at de maatte afvente, hvad Tyskland vilde foretage sig. Heller ikke Frankrig kunde eller turde slaa først. For at kunne slaa først, maa man nemlig ikke blot have Vaabnene til det - hvad Frankrig øjensynligt ikke havde - men man maa ogsaa have en Ledelse, der er i Stand til at tage sine Beslutninger uden Hensyn til Betænkeligheder og Stemninger. En saadan Beslutningsdygtighed hos Ledelsen har naturligvis altid været paakrævet, men under tidligere Krigsformer ikke i ligesaa høj Grad som nu, hvor en Tøven kan være livsfarlig.*)

Man behøver blot at tænke tilbage paa forrige Krig. Ogsaa den Gang var Tyskland den bedst forberedte og mest beslutningsdygtige Fastlandsmagt, og ikke desto mindre lykkedes det den ikke at bryde igennem. Det viste sig med de daværende Krigsformer muligt at opfange Stødet, at bøde paa Begyndelsens Nederlag, at reorganisere en Armé, at fremskaffe Vaaben og udvikle nye Organisationer - kort sagt, der var Tid! Efter Flyvervaabnets Udvikling er dette forandret, og tænkte man sig f.Eks. Tyskland opdelt i flere Stater, saa vilde disse alene derved, selv om den samlede Udrustning ikke stod tilbage for det nuværende Tysklands, være daarligere stillet overfor et samlet Rusland.

*) Rigtigheden af ovenstaaende er senere til Overflod bleven bekræf-

tet af Japanernes Overfald paa Hawai. s. A.

Samtidig med Flyvervaabnet fik Motorvaabnet en lignende skæbnesvanger Udvikling, der gjorde det til Slagmarkens Herre. I moderne Skikkelse genopstod det svære Rytteri, som ved et voldsomt Chok bryder sig Vej gennem Infanteriets Rækker og over alle Hindringer. Ogsaa overfor dette gælder det, at tidligere Tiders Beregninger ikke længere holder Stik. Store motoriserede Styrker kan samles paa et hvilketsomhelst Punkt for med uimodstaaelig Kraft at støde igennem til langt bag Fronten. Et lille Land med en kort Grænse vilde naturligvis kunne bygge saadanne Hindringer, at de ikke uden videre vilde kunne forceres, men saa vilde f.Eks. et tilstrækkelig overvældende Angreb fra Luften kunne tvinge det til selv at aabne Vejen. Et stærkt Land som Frankrig havde maaske ved at forlænge Maginotlinien ud til Havet kunnet standse de motoriserede Angreb, og havde naturligvis ogsaa kunnet skaffe sig et Luftforsvar, der havde været paa Højde med Angrebet, men i saa Fald havde det maattet lade Belgien og Holland være udenfor Dørene og saaledes overgivet dem til deres Skæbne.

Tilbage bliver der som Parade overfor Motorvaabnet kun eet Forsvar - det, som Rusland har benyttet og som det, ene af alle Tysklands Modstandere paa Fastlandet, har været i Besiddelse af - Rummet. Af Krigsberetninger fremgaar det, at Busserne ikke har forsømt nogen Forberedelse, men har haft Soldater, Kanoner, Maskingeværer, Betonstillinger, Forhindringer af allé Arter - altsammen i en Mængde og af en krigsmæssig Effektivitet, der langt overgik, hvad man nogensinde havde tænkt sig. Og ikke desto mindre blev den ene Forsvarsrække efter den anden brudt igennem! Det kostede Angriberne Anstrengelser og Ofre, men det lykkedes! Hvergang det var sket, rejste sig imidlertid nye Hindringer, og bagved de angribende Tropper arbejdede Guerillaafdelinger samtidig med, at Forbindelseslinierne blev længere og længere. Det var Rummet, der stillede sig mod Kraften og Hastigheden! Kun det var - i hvert Fald i nogen Tid - i Stand til at opfange og sinke dem. Omsat i andre Ord vil del sige, at der i det øvrige Europa slet ikke er Plads til en moderne Krig.

Det, der skete, da Tschekoslovakiet strakte Vaaben, var i sin skæbnesvangre Tragik en frygtelig Afsløring af de virkelige Forhold. Her havde man et dygtigt og tappert Folk, rustet gennem mange Aar og maalbevidst forbundet med to Stormagter, men som, da det kom til Stykket, ikke turde bruge dette Forsvar, ja, blev tvunget til ikke at bruge dette Forsvar af selve dem, paa hvis Opfordring og ved hvis Hjælp det havde bygget det op! Havde det alligevel paa egen Haand taget Kampen, véd vi nu, at den antagelig ikke havde kunnet vare mere end otte Dage. Blandt de Ting, der staar paa Englands og Amerikas Program, er ogsaa Genoprettelsen af Tschekoslovakiet! Man spørger sig selv, med hvilke Følelser, med hvilken Tillid til Fremtiden et genoprettet Tschekoslovaki efter de Erfaringer, det har gjort, vilde kunne genoptage en selvstændig politisk Tilværelse! Skal det være støttet til et mægtigt Rusland alene, eller skal det være i Tillid til, at England og Frankrig næste Gang vil være bedre forberedte og bedre oplagt? Eller Holland? Eller Belgien? Selvstændige i den Forstand, hvori man tidligere tog Ordet, kan de i hvert Fald aldrig blive Der kan kun blive Tale om, hvilken Forsvarsordning, de skal tilhøre.*)

Tidligere tilhørte de aabenlyst eller underforstaaet den engelske Magtgruppe, og der er vel nok adskillige, der tror, at Krigen, hvis den fik et for Centralmagterne ugunstigt Udfald, atter vilde bringe disse Magter i samme Stilling som før. Man vilde paany faa et Europa opstykket i mindre Stater, der holdt hinanden i Ligevægt, og som i givet Tilfælde vilde have Storbritannien i Ryggen til Støtte mod den eller de Magter, der vilde forstyrre Ligevægten. Dette er den berømte Balancepolitik, som England har drevet i Aarhundreder, og for hvis Skyld det har ført blodige Krige.

*) Ifølge engelsk Radio (9. Novbr. 1941) har Tschekoslovakiets og Polens landflygtige Regeringer ført Forhandlinger om et nøje Samarbejde efter Krigen - Ogsaa selv om dette skulde medføre Begrænsning af Statens Suverænitet, erklærede Benesch.. s.A

Resultatet var hver Gang, at den stærkeste Fastlandsmagt blev svækket saaledes, at de andre paany kunde leve deres mer eller mindre selvstændige Tilværelse. Det er ikke svært at faa Øje paa den egoistiske Kærne i denne Politik, heller ikke svært at gøre opmærksom paa dens Ulemper, men det er paa den anden Side heller ikke muligt at overse, hvilke Fordele, den medførte. Takket være denne udefra regulerende Magt fik de Former for borgerlig Frihed og national Selvstændighed, hvorpaa vor Kultur i de sidste to Aarhundreder har hvilet, særlig gode Betingelser. Netop Englands Insularitet, dets Mangel paa Interesse for og Forstaaelse af de indre europæiske Forhold, var for de europæiske Stater en stor Behagelighed. Naar dets Magtinteresser ellers var sikrede, faldt det ikke paa at blande sig i de europæiske Staters indre Anliggender. Gibraltar kan af Prestige- og andre Grunde være en Torn i Siden paa Spanien, men det har aldrig været Udgangspunkt for nogen engelsk Indblanding i spanske Anliggender. Det er i denne Forstand, England har været Frihedens og Nationalitetens Forkæmper. Det har i egen Interesse opretholdt Forhold, der gav de enkelte Nationer paa Fastlandet Mulighed for at hævde sig - ganske vist gennem stadig indbyrdes Strid og Spænding.

Kan man imidlertid tænke sig dette System fortsat? Hvis det Billede af Udviklingen, der er tegnet i det foregaaende, er rigtigt, bestemt ikke! Den forrige og den nuværende Krig har taget Grunden bort under det. Efter den forrige Krig søgte man ved den Sammenblanding af Magtpolitik og Idealisme, der laa til Grund for Folkenes Forbund, at genskabe Balancepolitiken i nye Former, men i de afgørende Øjeblikke turde England og Frankrig ikke bruge det System, de selv havde skabt. Krigen i Abessinien og Tschekoslovakiets Sam menbrud viste det. Navnlig det sidste virkede paa dem, der var i Stand til at drage Konsekvenserne, som en frygtelig Afsløring. Det var altsaa den Støtte, en Stat kunde vente sig af sine Forbundsfæller i det afgørende Øjeblik, men hvad saa med Balancen?

Nu midt under Krigen proklamerer man ogsaa fra engelsk Side Nødvendigheden af en »Nyordning« i Europa, og »Times« betoner, at England ikke som tidligere kan stille sig udenfor Europas Anliggender. England maa tværtimod paatage sig Ansvaret for, at de bliver ordnede paa en tilfredsstillende Maade. Hvorledes og paa hvad Maade England skulde kunne gennemføre en saadan Nyordning, siges ikke, men selve den Tanke, der ligger til Grund for dette Fremtidsperspektiv, er fuldkommen ny. Det var det, at England ikke blandede sig i Europas indre Anliggender, der gjorde England til Frihedens Garant, men et England, der skal paatage sig Ansvaret for Europas indre Forhold, vil naturligvis ikke kunne undgaa at blande sig i dem. Men dernæst: for at kunne garantere en Ordning, maa man have Magt til at sikre den, men hvorledes, naar Talen er om England, tænke sig denne Magt udøvet? Ved Hjælp af en Luftflaade? Men for at en saadan skal kunne være nogen Garanti, maa den ikke kunne mødes af nogen endnu mægtigere. Dette kan kun betyde, at Europas andre Luftflaader maatte demonteres. Da man næppe kan antage, at England-Amerika vilde kunne gennemføre et Krav herom ogsaa overfor sin Allierede, Rusland, vil det sige et Mellemeuropa, der laa afvæbnet mellem en engelsk Luftflaade og en russisk. Hvilken af dem vilde blive den frygteligste og mest effektive Trusel? Kan man efter de hidtidige Erfaringer være i Tvivl, navnlig da man for Ruslands Vedkommende foruden Luftflaaden ogsaa maatte regne med Hæren. Ja, vil man maaske svare, men saa maatte England lægge Garnisoner paa Fastlandet. Garnisoner? England? Af hvilken Størrelse? Har Churehill ikke udtrykkelig betonet, at England aldrig vil kunne opstille Kæmpehære Mage til Fastlandets! Hvorledes saa tænke sig, at det skulde kunne opstille Hære, der paa een Gang tog det op med Ruslands og strakte til at løse alle Imperiets Opgaver?*)

*) Tanken, senere fremsat, at Amerika skulde kunne holde en Besættelseshær i Europa efter Krigen, kan man - rent bortset fra, man finder et saadant Fremtidsperspektiv tiltrækkende eller - afvise som utopisk af saa mange Grunde, at det er overflødigt at nævne dem. s. A.

Men, siger den Kløgtige, foruden Englands Hær maatte man regne ogsaa med Frankrigs, Polens, Tschekoslovakiets, Hollands, Belgiens o.s.v.! Det vil sige, man kører i Ring, man vender tilbage til de Forestillinger, som Udviklingen saa grundigt har kasseret: et afvæbnet Tyskland i Midten med en Kreds af bevæbnede Stater udenom; med andre Ord Balancepolitiken eller Forbundspolitiken om igen, men denne Gang fuldkommen blottet for Eksistensberettigelse eller Eksistensmulighed, fordi der uden Tyskland ikke er nogen Balance mulig, fordi et Europa hvilende paa Forudsætningen om et afvæbnet Tyskland er en Utopi alene af den Grund, at man ikke kan regne med et afvæbnet Rusland.*)

Betingelserne for Englands hidtidige Politik er altsaa ikke længere til Stede. De var det allerede ikke efter forrige Krig, thi at holde en Stormagt som Tyskland afvæbnet, er - som det ogsaa viste sig at være - umuligt paa længere Sigt, og at stille en Koalition af mindre Stater over for et væbnet Tyskland viste sig, og maatte vise sig, virkningsløst.

*) Japans Indtræden i Krigen har kastet nyt Lys over Ruslands Magtstilling og de Muligheder, den rummer. Man kunde have tænkt sig Japan true Rusland i Østasien, hvad der vilde have bundet de sibiriske Tropper, der nu gør et Forsøg paa at bryde den tyske Front, og man kunde have tænkt sig russiske Luftstyrker eller allierede Luftstyrker fra russiske Flyvepladser angribe de saarbare japanesiske Byer, hvad der vilde have aflastet Trykket paa Malakka og Australien, men ingen af Tingene er sket. Begge Parter er aabenbart lige indstillede paa at bevare Neutraliteten og lade den anden Part være i Fred. Dette kan naturligvis skyldes begge Magters Frygt for at faa en ny Modstander paa Halsen, men der kan ogsaa bagved ligge Beregninger af videregaaende Art. Ingen af Parterne har selv meget at vinde ved at bekæmpe hinanden, hvorimod de i givet Tilfælde vilde kunne have særdeles Nytte af at gaa paa Parti med hinanden og altsaa af at holde sig denne Mulighed i Reserve.

Den japanesiske Kaptajnløjtnant Ishimaru har i sin til Engelsk oversatte Bog: » Japan must fight Britain« (1936) stærkt understreget Betydningen af et godt Forhold til Rusland, og da Begivenhederne nu har bekræftet hans Bedømmelse af Situationen iøvrigt, er hans Ord værd at lægge Mærke til. Man kan i hvert Fald ikke komme udenom, at Neutraliteten bevaret mellem Japan og Rusland vilde sætte dette sidste Land, hvis det vandt paa Østfronten, i Stand til at true Indiens Nordgrænse og saaledes give sine eventuelle Ønsker m.H.t. Europas Nyordning det fornødne Eftertryk. Stilingen kan résumeres saaledes: Japans og Ruslands Forbundsfæller har hver for sig Interesse i, at disse to Magter kommer i Krig indbyrdes, hvorimod de to Magter begge har Interesse i at holde Fred med hinanden - Østens fælles Interesse i at se Vesten forbløde sig i indbyrdes Strid for at kunne udnytte dens Svaghed.

Den russisk-japanesiske Neutralitetspagt, som begge Parter henviser til, blev sluttet under Matsuokas Besøg i Moskva den 13. April 1941, ni Uger før Krigen mellem Tyskland og Rusland udbrød. Er det for dristigt at gaa ud fra, at begge de høje Parter har vidst, hvad der vilde komme og regnet med det, da de forpligtede sig til at holde sig neutrale i Tilfælde af, at en af dem blev Genstand for Angreb fra en eller flere Trediemagters Side? Det Dementi, som det russiske Telegrambureau Tass udsendte (8. Maj 1941) af amerikanske Meddelelser om, at Rusland koncentrerede Tropper ved de vestlige Grænser, kan kun bestyrke Formodninger i denne Retning. Dementier viser sig jo ofte bagefter at have bekræftet de Paastande, de skulde benægte. s.A.

Naar Forsøget overhovedet kunde gøres, var det kun, fordi Rusland efter sit Sammenbrud foreløbig dannede et politisk og militært Tomrum, men nu da dette ikke længere er Tilfældet, vil enhver politisk Ordning i Europa, der ikke regner med denne Magts Tilstedeværelse, være Regning uden Vært.

Ser man bort fra den Mulighed, at England kan herske paa Fastlandet, bliver der kun den Mulighed tilbage, at Tyskland gør det. Et Tyskland, der hersker i Europa, vil imidlertid sige et Tyskland, der besidder Kanalkysten, men et Tyskland, der sidder inde med Kanalkysten, betyder omvendt et England, der definitivt er kastet ud af sin begunstigede Stilling, et England, som maaske nok kan eksistere videre, men ikke i samme Tryghed som tidligere, som ikke længer vil turde løbe an paa at kunne indhente politiske og militære Forsømmelser, og som derfor maa leve i stadig Forsvarsberedskab, ikke blot maritimt, men militært og luftmæssigt. At en Ø af Englands Størrelse skulde kunne magte denne Opgave alene, er imidlertid ikke meget troligt, og det vil derfor være henvist til Støtte fra sine Kolonier og De forenede Stater. Men et England, der er afhængigt af sine Kolonier, er ikke det samme som det England, der beskyttede dem, og et England, der ikke kan undvære Amerikas Bistand, er ikke det samme som det England, der kunde klare sig selv og som paa Havet var De forenede Stater en mere end jævnbyrdig Modstander.

Skal Tyskland eksistere - og naar Rusland eksisterer, maa Tyskland eksistere - kan Europa ikke eksistere i sin hidtidige Form, og naar Europa ikke kan eksistere i sin hidtidige Form, kan England det heller ikke. Den Kamp, der føres, er derfor mod Vest i lige saa høj Grad som mod Øst en Kamp paa Liv og Død. Sejr for den ene Part er ensbetydende med vidtrækkende og dybtgaaende Forandringer i den anden Parts statslige Eksistens, og det er en Kamp, i hvilken paa lang Sigt Europas Interesser staar imod baade Ruslands og Englands - mod Ruslands, fordi dette Riges Vækst betyder Europas Udslettelse, og imod Englands, for saavidt denne Magt nu ikke længere er i Stand til at sikre Europa imod Rusland, ikke længere - saaledes som de militære Forhold har udviklet sig - er i Stand til at gennemføre sin traditionelle Balancepolitik.*)

*) Noget bedre Bevis for, hvorledes det staar til med Englands traditionelle Balancepolitik end den opsigtsvækkende Tale, som Sir Stafford Cripps holdt den 10. Februar 1942, kunde man ikke faa. Her var Ævred fuldstændig opgivet. Hvis de Allierede sejrede, sagde han, vilde Sovjetunionen blive den stærkeste europæiske Magt og vilde komme til at bestemme Europas Fremtid, hvis Englænderne ikke opretholdt et venskabeligt Samarbejde med den. Altsaa ikke Magtmidler, men venskabelige Henstillinger vilde blive Englands Tilskud til Europas Nyordning, der iøvrigt helt og holdent vilde være afhængig af Sovjetunionens Forgodtbefindende.

Den traditionelle Balancepolitik gik jo imidlertid ud paa at stække den stærkeste Fastlandsmagt, ikke paa at skabe en endnu stærkere og slet ikke paa at skabe en almægtig. Den eneste Trøst, den tidligere Ambassadør i Moskva havde at give sin Tilhørere var, at det nok ikke blev saa slemt. Ganske vist vilde Rusland skaffe sig sikre strategiske Grænser, og hvad dette betyder, vil man i hvert Fald i Finland ikke være i Tvivl om, men iøvrigt vilde det faa nok at gøre med Genopbygningen indenfor sine egne, og desuden følte Mr. Cripps sig overbevist om, at den sovjetrussiske Regering ikke ønsker at blande sig i europæiske Regeringers Anliggender. Hvorfra han henter denne »Overbevisning« og hvormed han begrunder den, oplyste han imidlertid ikke.

s. A.

Efter Tschekoslovakiet fulgte Polen! Naar samme Begivenhed med Mellemrum gentager sig i et Lands Historie, kan man med nogenlunde Sikkerhed gaa ud fra, at det ikke skyldes nogen Tilfældighed. men beror paa konstante Aarsager. Det lille Schweiz har, omgivet af mægtigere Nationer, hævdet sin selvstændige Eksistens i Aarhundreder, kun afbrudt midlertidigt af Fremmedherredømme under Napoleon. Det langt større Polen er derimod gentagne Gange blevet delt af sine mægtigere Naboer. Hvorfor? Ja, et Blik paa Kortet vil vise det! Det ene Land har haft Fordelen af en Beliggenhed, der tillod et Forsvar, det andet Svagheden ved Grænser, der vanskeliggjorde det. Det ene havde, skønt ikke Adgang til Søen, Grænse mod tre Stormagter, der næppe alle paa een Gang vilde stille sig fjendtlig overfor det. Det andet levede handelsmæssigt af sine Naboers Naade. Dets eneste selvstændige Adgang til Omverdenen var en smal Kyststrækning, der naarsomhelst kunde afspærres af dets mægtigere Naboer - en statslig Eksistens, der var for stærk til at kunne være nogen af Naboerne ligegyldig og for svag til at kunne hævde sig overfor dem, og som derfor førte til, at Landet paany blev delt, hvorved Naboerne opnaaede at gøre det Stødpudeomraade og Opmarschterræn, de begge ønskede i Tilfælde af en motoriseret Krig, saa bredt som muligt. Fra et Stormagtsstandpunkt, et strategisk Synspunkt - som den efterfølgende Krig paa Østfronten har vist - en overmaade velbetænkt Sikkerhedsforanstaltning, men fra Polakkernes?

Indenfor det lille schweiziske Omraade bor der tre forskellige Folkestammer med hver sit Sprog, men som af samme historiske Skæbne og samme geografiske Betingelser er bleven hamret sammen til eet Folk. Indenfor det polske Omraade boede der ogsaa forskellige Folkeslag, men skønt Polakkerne udgjorde Flertallet med et Par og tyve Millioner - det er en af de frugtbareste Folkestammer i Europa - har de hverken tidligere eller nu været i Stand til at sammensmelte de andre Folkestammer til et statligt Hele eller til at afværge den frygtelige Skæbne, der gentagne Gange har ramt dem, og som er et af de mest tragiske Eksempler paa den Spænding, der bestaar rundt om i Verden mellem de nationale og strategiske Forhold, mellem de nationale og strategiske Hensyn.

For desværre falder de ikke sammen! Gjorde de det, vilde man være Verdensfreden noget nærmere. Overalt er der udsprængte og indkapslede Befolkningsdele tilhørende en anden Folkesammenhæng, og ikke altid saaledes placerede geografisk, at nogen Grænseregulering kan raade Bod paa Forholdet. Selv de mest homogene Stater havde og har saadanne Mindretalsproblemer at trækkes med. Frankrig var baade med Hensyn til Grænser og Befolkning et af de mest begunstigede Lande, men mod Nord omsluttede det et tysk Mindretal, mod Syd et italiensk. Storbritannien, hvis Beliggenhed og Befolkning skulde synes mere sammenfaldende end noget andet Lands, har i Aarhundreder kæmpet med et irsk Mindretal, hvis Selvstændighed frembyder en strategisk Fare for det, men som det hverken med det onde eller gode har været i Stand til at smelte sammen med Storbritanniens øvrige Befolkning, saaledes som det er sket med Skotter og Wallisere.

Men naar man ikke har kunnet faa Irerne til at blive Englændere trods Aarhundreders Anstrengelser, og skønt de allerede praktisk talt var bleven berøvet deres Modersmaal og ikke havde nogen Litteratur at støtte sig til, hvorledes skulde man saa kunne tænke sig en saadan Sammensmeltnings- og Omsmeltningsproces kunne lykkes i et Europa, hvor Nationaliteterne har naaet en Betydning, en Selvstændighed og en Indflydelse som aldrig nogensinde før i Historien? Tror man, at Polakker - et andet fyrigt og tappert Folk - vil blive lettere at faa Bugt med? Tror man, at Tschekerne, Hollænderne, Serberne, Nordmændene vil være det? Nationaliteterne er jo nu ikke længere blot faktisk tilstedeværende Forskelle, men Forskelle, der er bleven sig bevidst, og i Kraft af hvilke de paagældende Nationers hele Eksistens har udviklet sig. De er nu støttet af Presse, Litteratur, Radio og Undervisning. Man kan naturligvis ved et Magtsprog berøve Nationaliteten alle disse Hjælpemidler og tage dem i sin egen Tjeneste, og man skal aldeles ikke undervurdere Virkningen af et saadant systematisk og koncentreret Pres paa Bevidsthederne i givet Tilfælde, men ethvert Pres paa en Nationalitet, enhver Krænkelse af det nationale vil kun faa den paagældende Nation til at slutte sine Rækker endnu tættere. Vil man kompromittere en Sag eller et Synspunkt - og det gælder et hvilketsomhelst: religiøst, ideologisk eller moralsk - skal man blot koble det sammen med et nationalt Overgreb eller gøre det mistænkt for at rumme en national Trusel. Det er fordi Nationalfølelsen i vore Dage har denne uhyre indre Kraft, at Ensretningen i Tyskland har kunnet fuldbyrdes, og overalt, hvor den angribes, trues eller udæskes, vil den i de paagældende Folk udløse lignende Kræfter og afstedkomme en lignende Ensretning, men en Ensretning, der vil gaa imod en Ensretning af Europa.

De Vanskeligheder, der saaledes nødvendigvis maa opstaa, naar de strategiske og statslige Hensyn krydses af de nationale og etnografiske, kom man tidligere ud over ved ganske simpelt at dræbe Befolkningen i de erobrede Lande, sælge dem som Slaver eller flytte den. Foreløbig maa man dog vel gaa ud fra, at de to første Metoder: at dræbe Befolkningen eller sælge den som Slaver ikke er anvendelige. Den tredie derimod: at flytte Befolkningen er atter kommet til Ære og Værdighed, men selv om man anvender den, vil man ikke ved Hjælp af den kunne ophæve de bestaaende Nationaliteter. Tværtimod, jo mere samlede de bliver, desto større maa deres Modstandsdygtighed antages at blive. Man kunde naturligvis tænke sig lignende Fremgangsmaader anvendt som i Rusland: Nationerne deporterede fra deres Hjemsted og blandede imellem hinanden, men rent bortset fra andre Vanskeligheder vilde en saadan Fremgangsmaade føre til en Bastardisering af Befolkningen, der maa antages at være i Strid med de Befolknings og Raceprinciper, hvorpaa et nyt Europa skulde bygges.

Man maa derfor indtil videre som Udgangspunkt regne med et Europa bestaaende af nationalt særprægede Stater, og et Europa, hvis Indsats i Verdenskulturen hidtil har været betinget af, at det bestod af saadanne særskilte og særprægede Folkeindividualiteter. Det er dette Europa, der eventuelt skal gøres til Genstand for en eller anden Form for Ensretning.

Hvorledes maa man tænke sig den? Et samlet Europa vil det sige noget lignende som De Forenede Stater i Amerika? Vil det sige det samme for vor Tid som det romerske Rige var i sin? I begge Tilfælde er der jo Tale om Ensretning, og vil man vide, hvad en saadan betyder, er det derfor Eksempler, det nok er værd at studere.

»De kaldte det at pacificere,« skriver den berømte tyske Filolog Willamowitz-Moellendorf om Romerne,*) »naar de underkastede sig en fri Stamme .... Individualitet er altid den almægtige Stat imod .... Husene og Værelserne, Menneskene og Bøgerne, Gudebillederne og Krukkerne, alt ligner hinanden nogenlunde fra den skotske til mauriske Grænse, ved Theisz og ved Tajo, paa eengang moderne og forældet. konventionelt, pralerisk og kedeligt.«

*) Reden und Vorträge. 1901. S. 144-45.

Denne ikke altfor venlige Karakteristik af det, vi er vant til at se op til som romersk Kultur, kunde uden at altfor mange af Ordene behøvede at forandres, anvendes ogsaa paa det Fredsomraade. der er skabt i Nordamerika. Ogsaa der er der først ved Tvang - Indianernes Udryddelse og Sydstaternes Undertrykkelse - og senere ved civilisatoriske Midler: Veje, Jærnbaner, Telefoner, Presse, Biografer o.s.v. fra Kyst til Kyst og fra Nord til Syd bleven skabt en Ensretning, der omfatter alt og alle, og som lægger et uhyre Tryk paa Individerne.*) Man vilde derfor ogsaa paa Forhaand have troet, at det med Lethed vilde have været i Stand til at udslette Nationaliteterne. Dette synes imidlertid endnu ikke at have været Tilfældet. Tværtimod mener man med Grund at kunne rejse Spørgsmaalet, om Amerikanerne overhovedet kan siges at være en Nation. Det er »Dansk Berliner-Korrespondance«, der stiller Spørgsmaalet (19. August 1941), og Tidsskriftet »Die Juden-frage «, giver i en Artikel (15. Oktober 1941) Oplysninger, der nok kunde tyde paa, at der er Grund til at tvivle om det. Meningen var jo, at Amerika skulde være den store Smeltedigel, i hvilken alle de højst forskellige Bestanddele, der efterhaanden udgjorde dets Befolkning, skulde smeltes sammen til en ny, ensartet Masse. I Betragtning af, at det skete uden ydre Tvang og i fuld Frivillighed, tvivlede man ikke om, at det vilde finde Sted med stor Lethed og indenfor ikke altfor lang Tid. Disse Forventninger er imidlertid kun delvis gaaet i Opfyldelse. Man kan ikke uden videre betegne »De Forenede Stater«s hele Befolkning som Amerikanere, siger det tyske Tidsskrift, »thi alle i »De Forenede Stater«- boende Racer og Nationaliteter adskiller sig ganske betydeligt fra hinanden og har netop kun det tilfælles med hinanden, at de bebor samme Land. Men heller ikke dette formaar at give dem nogen Fællesfølelse, da Landet er saa stort og Forholdene afviger saa stærkt fra hinanden i de forskellige Landsdele, at ikke engang Love og Skikke er det samme. Ogsaa Sproget frembyder store Forskelle mellem Nord og Syd, Øst og Vest.

*) Adams: A Searchllight on America. 1930.

Endogsaa i Skolerne, der jo er fælles for alle Racer og Nationaliteter, er det interessant at se, hvorledes Børnene baade paa Legepladsen og udenfor Skolen deler sig efter Racer og Nationaliteter. I mange Hjem bliver der ikke talt andet end det oprindelige Modersmaal, og det endog i Familier, der har været bosat i Amerika i flere Generationer. En Statistik, der blev lavet i 1930, har bragt Bevis herfor. Det viste sig ved denne Lejlighed, at kun 6 pCt. af den i Udlandet fødte Befolkning talte Engelsk, at der mange Steder ogsaa i den tredie Generation kun taltes det oprindelige Modersmaal.« I samme Aar fandtes »1000 Dagblade paa over 40 forskellige Sprog.«- Artiklen ser heri et yderligere Bevis for, »at Befolkningen i Nordamerika bestaar af forskellige afgrænsede Grupper.«*)

*) I et Foredrag, holdt i Geografisk Selskab i København, fremdrog den svenske Professor Helge Nelson, der har gjort sig Udvandringsforhold til Speciale, Kendsgerninger, der peger i samme Retning. Ingen løber fra sin Fortid, sagde Professoren ifølge »Børsen« (24. November 1941). »De Vaner og Karaktertræk, vi fører med hjemmefra, nedarves gennem Slægterne og kan erkendes i fjerde og femte Led, uanset Paavirkningen fra det nye Land og Folk. Og saa stærk er Menneskets Samhørighed med Naturen, at Emigranterne instinktmæssigt søger mod det Landskab, som minder stærkest om Hjemlandet. Derfor bosætter svenske Emigranter sig fortrinsvis i Skovegne, selv om der findes Adgang til Prærier, som byder dem bedre økonomiske Kaar, og Danskerne vælger helst Sletteegne, der minder om den Natur, de kommer fra. Der findes flest Svenskere i Minnesota, sagde Professor Nelson, og det er typisk Skovland, og da han en Gang sammen med en Amerikaner besøgte en Egn langt ude paa Prærien og bemærkede, at den var »som skaaret ud af Jylland«, svarede Amerikaneren: »Det er højst interessant, for der bor netop særlig mange Danske her.« .. Overfladisk set er baade Dansk-Amerikanere og Svensk-Amerikanere naturligvis amerikaniserede, men Særpræget bevares under Overfladen, Følelsen af at have sin Slægtsrod i Hjemlandet holder sig levende gennem mange Generationer.« s. A.

Begge Steder, baade i det romerske Rige og i de amerikanske Fristater, har Ensretningen ført til Anvendelsen af samme Sprog, og i begge Tilfælde med et lignende Resultat. Et Sprog kan nemlig være enten et Meddelelsesmiddel eller et Udtryksmiddel, det kan bruges enten naar man bestiller en Sæk Kaffe eller en Sæk Sukker, eller det kan bruges til at udtrykke sine Følelser og Tanker i. Benytter man det blot som Meddelelsesmiddel, kan man klare sig med et begrænset Kendskab til det. Nogle Hundrede Gloser og en ikke altfor korrekt Udtale er tilstrækkelig til at føre en Forretningssamtale, en Samtale paa Arbejdspladsen eller til at foretage et Indkøb, men med Modersmaalet er det noget helt andet. Det er ikke blot et Meddelelsesmiddel, men et Udtryksmiddel! Det er ikke blot en Kode, ved Hjælp af hvilken man sender et Telegram, skriver et Forretningsbrev eller modtager en Ordre. Det er Midlet hvorved alt, hvad der foregaar i Sindet, finder Udløsning saaledes, at det ene Menneskes Sjæleliv kan meddele sig til det andet. Forudsætningen var naturligvis, at det engelske Sprog skulde tjene til dette Formaal for de højst forskellige Racer og Nationaliteter, der efterhaanden samlede sig paa amerikansk Jordbund, og som man ventede dér under demokratiske Former skulde smeltes sammen til en ensartet Masse, til et Folk, hvilket som ovenfor oplyst ikke er gaaet saa hurtigt, som man havde ventet. Irer, Jøder, Italienere, Spaniere, Nordboer og Negre lader sig ikke uden videre sammensmelte. De har hver sin Folkepsyke og har derfor Brug for hver sit Udtryksmiddel. Naar de af Omstændighederne nødes til at tage til Takke med det samme, bliver det derefter - ikke et Engelsk som i Moderlandet, der suger sin Næring af Dialekterne og hæver sig til et frit og afklaret Rigsmaal, men et Slags Esperanto, udtalt med tykt, grødet Mæle og kun daarligt i Stand til at give Udtryk for andet end praktiske Meninger og derfor lidet egnet til litterært Brug. Der skal tales banalt eller haardt i et Sprog, hvor Ømhedens Mellemtoner ikke er bleven gennemspillede eller hvor de har taget Karakteren af Slang, fordi de er Mellemproportionalen mellem de forskellige Racers og Nationers instinktive Behov og det fremmede og umedgørlige Medium, i hvilket de maa udtrykke sig.

Ser man tilbage paa det latinske Sprogs Skæbne, frembyder den en lignende Udviklingslinie. Oprindelig Udtryksmiddel for en mindre Del af Italiens Befolkning bliver det, efter at de andre Sprog paa Halvøen er fortrængt eller udryddede - som Engelsk fortrængte eller udryddede Walisisk og Gaelisk - Modersmaal for alle Italienere og spreder sig derefter over hele den daværende civiliserede Verden som administrativt Sprog, som Militærsprog, som internationalt Meddelelsesmiddel for de talrige Folkeslag, Imperiet omfattede, samt endelig som det Sprog, i hvilket man maatte digte, hvis man vilde have Indflydelse paa den herskende Kultur. Det er en af Forskellene og en afgørende mellem græsk og latinsk Litteratur, at den første var skrevet af Folk, for hvem Græsk var et Modersmaal. Den voksede op af selve Jorden, som moderne Litteratur gør det eller rettere har gjort det, medens den latinske Litteratur, ligesom den amerikanske nu, delvis frembragtes af Folk, for hvem Latin ikke var Modersmaalet eller som i hvert Fald ved Nationalitet og Race hørte hjemme i helt andre Egne. Det blev derfor heller ikke en original Litteratur paa samme Maade som den græske, men en Litteratur, der overtog Former fuldt færdige, og som med større eller mindre Smag og Talent arbejdede videre med dem.

Den, der omspænder meget, omfavner daarligt, siger Franskmanden, og dette synes at være en Lov, der i høj Grad gælder ogsaa m.H.t. Kulturfrembringelser. Disse lader allesammen til at have haft deres Oprindelse indenfor begrænsede Krese - enten ligefrem i smaa Stater som de græske og senere de italienske, eller indenfor begrænsede Udsnit af de større Kulturomraader - det gælder saaledes Weimarkulturen, Ludvig den Fjortendes Hof og Elisabeths England, ja, selv det eneste Tilløb, Amerika har gjort til en homogen Aandskultur, havde sit begrænsede Hjemsted i Ny-England Staterne. Jo flere Elementer, der skal omspændes og forsones, desto vanskeligere bliver det naturligvis at bevare det Formens Mesterskab, der er Kunstens og Kulturens Hemmelighed. I Romerriget talte man som sagt Latin i Hæren, i Administrationen og, saa godt man kunde det, i Litteraturen, men rundt om i Riget talte man ogsaa, som i Amerika nu, sine egne oprindelige Sprog, og hvorledes skulde dette kunne undgaa at gøre sig gældende i Udtale og Grammatik! En Demokratisering af Sproget bestaar altid i en Simplifikation af Formerne og en Tilrettelægning af Udtalen efter egen Bekvemmelighed, og naar man var vant til at tale andre Sprog og havde andre Vaner siddende i Strubehovedet, var det umuligt, at Latinen kunde undgaa at blive demokratiseret. Det blev den ogsaa efterhaanden, som Sprogfølelsen blev en anden og mere usikker. Efter Guldalderen fulgte Sølvalderen, og af Vulgærlatinen udviklede sig paany en hel Række selvstændige Sprog - de romanske, medens andre som Engelsk bevarede Spor i Ordforraadet af den langvarige Paavirkning. Tilbage blev Skriftsproget som et internationalt Meddelelsesmiddel, d.v.s. den Karakter af Esperanto, det havde faaet ved at skulle være Meddelelsesmiddel for vidt adskilte Folkeindividualiteter blev tilbage, da den sidste Rest af Modersmaal forlængst var forsvunden - som Sneglehuset og Konkylien bliver tilbage, naar den levende Organisme, der har fyldt dem, ikke er mere.

Vender man sig til det økonomiske Omraade - og et nyt Europa skulde jo ogsaa organiseres økonomisk - møder der En lignende Tvivl og Vanskeligheder, thi heller ikke Handelsinteresser og strategiske Grænser, økonomiske Hensyn og nationale Hensyn falder uden videre sammen. Irland f.Eks. har af nationale Grunde tilkæmpet sig sin Uafhængighed, hvad der som sagt er til Skade for England strategisk, men er det til Gavn for Irland handelsmæssigt og økonomisk? Kan det være det? Maa man ikke antage, at dette begrænsede Omraade, der har sit nærmeste og naturligste Marked i England, økonomisk vilde være bedre stillet i den store Sammenhæng end for sig selv? Og omvendt, kan man uden videre gaa ud fra, at en hvilketsomhelst Sammenslutning af selvstændige Økonomiomraader vil være til ubetinget Fordel for Delene?

Man henviser som Bevis til »De Forenede Stater« i Amerika. Her har man jo et Frihandelsomraade, der ved sin økonomiske Kraft tilsyneladende er et Eksempel paa, hvad man kan vente sig ved Ophævelsen af Toldgrænser og Sammenslutning af mindre Omraader til større. Men i hvilken Grad gælder Beviset? Og i hvor høj Grad kan man anse Eksemplet for efterfølgelsesværdigt? Amerika er jo nu engang ikke Europa! Amerika bestod ikke paa Forhaand af en Række uafhængige Stater, men af et stort, endnu ikke kultiveret Omraade erobret fra Rødhuderne, og dog - selv her foregik Sammensmeltningen ikke uden et blodigt Opgør. Hvad dette gjaldt, har man maaske ikke altid været helt paa det rene med. Da Kongressen i 1828 havde vedtaget en Toldlov, der gik mod Sydstaternes Interesser, erklærede Syd-Karolina den for ugyldig for sit Vedkommende og truede med at træde ud af Unionen, hvis man vilde gennemtvinge den. Store Begivenheder kaster deres Skygge forud! Det er rigtigt, at Krigen mellem Nord- og Sydstater var en Kamp om Slavernes Frigørelse, men det er ogsaa rigtigt, at Slavernes Frigørelse ikke var et blot humanitært Spørgsmaal, men tillige et økonomisk. Til syvende og sidst var det Spørgsmaalet om, hvilken Form for Slaveri, man foretrak: Lønslaveriet eller Negerslaveriet. Nordstaterne, der var i Færd med at forvandles til et industrialiseret Samfund, foretrak den første Form, og Sydstaterne, der var et Agrarsamfund, den sidste. Det blev Nordstaterne, der sejrede. Men fordi Sydstaterne bukkede under, er det ikke derfor uden videre sikkert, at der ikke var adskillig Berettigelse i deres Ønske om at leve deres eget Liv. Endnu den Dag i Dag er der dem, der mener, at der var det. Frugten af Sejren over Sydstaterne var et amerikansk Versailles, er der en amerikansk Forfatter, der siger,*) og han antyder, at der, hvis der ikke bliver raadet Bod paa de Overgreb, den har medført, vil kunne blive Tale om atter at tage sig selv til Rette. Med andre Ord: bag den Ensretningens Kulisse, Borgerkrigen endte med at rejse, bestaar endnu de Modsætninger, der gav Anledning til dens Udbrud.

*) David L. Cohn: Picking America´s Pockets. 1936

Om Sydstaterne i givet Tilfælde, hvis de havde bevaret deres statslige og økonomiske Selvstændighed, vilde have betydet en Berigelse af Verdenskulturen, er det nu for sent at udtale sig om, og der er næppe Grund til at tro, at de nogensinde faar Lejlighed til at bevise det. Snarere maa man vel antage, at Udviklingen gaar den modsatte Vej, at de forenede Stater udvider sit Omraade, at Grænsen til Kanada slettes. Ikke desto mindre har det sin Interesse at faa at vide, at Arrene efter den Operation med efterfølgende Saarbehandling og Sammensyning, der i sin Tid forhindrede de forenede Staters Splittelse den Dag i Dag - efter omtrent et Aarhundredes økonomiske Samliv under gunstige Betingelser - vedblivende kan gøre sig bemærket, thi det giver Stof til Eftertanke m.H.t. den Opgave, der foreligger i Europa.

Det, der forenede og forbandt de nordamerikanske Stater og som trods alle underliggende og modstaaende Indflydelser holdt dem sammen, var den tekniske, trafikale og økonomiske Udvikling, der fandt Sted i det nittende Aarhundrede. Denne fandt imidlertid Sted ikke alene i Nordamerika, skønt den her ganske vist fandt en særlig gunstig Jordbund, den fandt Sted overalt i Verden, og skulde man slutte fra den alene, maatte man derfor tale ikke blot om et samlet Amerika og et samlet Europa, men man kunde ligesaa godt tage Skridtet helt ud og tale om en Samling af alle fem Verdensdele, thi med rivende Fart forvandledes de under Teknikens Indflydelse til alle i ydre Forhold at ligne hinanden. Taler man end ikke samme Sprog, er det dog de samme Billeder man ser paa Lærredet, de samme Melodier, man danser efter, de samme Efterretninger, man snakker om, de samme Varer, man køber i Butikkerne, de samme Bekvemmeligheder, man indfører i Husene, de samme Fremgangsmaader, man benytter i Produktionen, de samme Befordringsmidler, man anvender i Trafikken - og endelig de samme Vaaben, man bruger til at slaa hinanden ihjel med. Som en bedøvende, uimodstaaelig, vedvarende Paavirkning strækker denne Teknik sig til alle Sider som en Ensretning, der omfatter alle:

Sorte, Gule, Hvide, Røde, Jøder og Kristne, Tyskere og Spaniere, Russere og Nordboer, og som skulde synes mere end nogen foregaaende Tidsalders Vilkaar at maatte bane Vejen for en Nedbrydning af de nationale Skranker og for en Udslettelse af de nationale Forskelle, ved at blande Sprog og Skikke til et internationalt Kaudervælsk og smelte Racerne sammen til et Blandingsprodukt, til en eneste Køterrace, Mage til den, der er ved at udvikle sig i Storbyerne.

Dette vilde jo imidlertid ikke være, hvad man nu tilstræber. Hvis man tænkte sig Teknikens nivellerende Kræfter gaa af med Sejren saaledes, at man maatte regne med en mere og mere forskelsløs Verden, vilde der ikke være Grund til overhovedet at regne med Grænser. Der vilde da snarere være Grund til atter at vende tilbage til den Verdensøkonomi og Verdenshandel, der i det nittende Aarhundrede omspændte hele Jorden, som ved sin økonomisk livgivende Indflydelse skabte og fordelte Rigdomme til alle Sider og gav Anledning til den Drøm om Verdensfred, der nu er knust.

Det Brud med Verdensøkonomiens liberalistiske Forudsætninger, der er sket i dette Aarhundrede, er imidlertid netop Beviset for, at de tekniske og de dermed forbundne Kræfter - saa mægtige de end er - dog ikke er eneraadende. Ved Siden af dem og i bestandigt Spændingsforhold til dem staar de nationale, de racemæssige og personlige Kræfter, og forbunden med disse atter - det maa man ikke glemme - de økonomiske Interesser, forskellige fra de økonomiske Tendenser.

Hvor der er Tale om Europa, kan man i hvert Fald ikke lukke Øjnene for den snævre Sammenhæng mellem de enkelte Staters Økonomi og Kultur. Der kan det ene og det andet Sted være skabt kunstige Erhverv, men naar Norge havde en Handelsflaade forholdsvis større end noget andet Lands, naar Sverige har en Industri, ejendommeligt betinget af Raastoffer og høj teknisk Intelligens, naar Danmark havde en Rekordomsætning hvilende paa Landbrug, Handel og Kvalitetsindustri, naar Schweiz midt inde i Europa havde skabt sin egen særegne og velkonsoliderede økonomiske Tilværelse, naar Belgien paa et begrænset Fladerum har skaffet Udkommet til en Millionbefolkning, saa er det altsammen ikke Tilfældigheder, der ligesaa godt kan erstattes af andre økonomiske Ordninger, men det er Højesteydelser, der er betingede af de paagældende Landes Beskaffenhed og de paagældende Befolkningers Evner i Forbindelse med hinanden indbyrdes. Det er Præstationer, i hvilke der som drivende Ferment indgaar national Dygtighed, national Selvfølelse, national Interesse, og som ikke kan antages at blive de samme, hvis Forudsætningerne borttages eller svækkes. Eller tror man, at det Norge, der skænkede Europa en Ibsen, en Lie, en Grieg, vilde have kunnet gøre dette uden disse Tusinder af Sømænd, der foer paa Alverdens Have, og disse Fiskere og Hvalfangere, der trodsede Storm og Kulde for at hente Havets Rigdomme? Tror man, at Europas Økonomi og Kultur vilde have været i den Grad førende, hvis den ikke netop havde brudt sig i disse mange Facetter, og vil den vedblivende kunne blive ved at være det, hvis den ikke længer gør det?

Maaske ikke, men den Omstændighed, at et samlet Europa i visse Henseender kan betyde et Tilbageskridt, er ikke i og for sig et Bevis for, at det ikke er historisk berettiget eller for, at det ikke kommer. I en Verden, hvor man paa den ene Side maa regne med et russisk Storrum og paa den anden med et engelsk-amerikansk, er der meget, der taler for, at Europa hverken kan bestaa uden et militært eller et økonomisk Samarbejde, men selv om dette indrømmes, er man ikke kommet Problemets Løsning meget nærmere, thi Europa er nu engang hverken Rusland eller Amerika. Europa er det, det er! Det er ikke nogle Kvadrater paa et Landkort, men historisk betingede nationale Enheder, som man maa regne med ikke godvilligt giver Slip paa Ejendommeligheder, der hænger sammen med deres Væsen. Det er heller ikke for Nationer fristende at gaa til Grunde eller lade sig udslette, og der er jo i Europa ikke blot Tale om smaa Nationer, som man maaske kunde regne med ikke vilde være i Stand til at modstaa Indflydelsen fra de store, men ogsaa om Nationer som den italienske, franske og spanske, som man ikke kan tænke sig udslettede ved noget Middel, hverken krigerisk eller fredeligt, og som derfor i et nyt Europa, hvorledes dette end maatte blive organiseret, alene ved deres Tilstedeværelse vil repræsentere Selvstændighedens og Nationalismens Principer og altsaa gøre det nødvendigt at tage Hensyn til disse.

De militærtekniske og strategiske Forhold er saaledes ikke de eneste, man maa regne med, hvis man vil ordne Europas Skæbne. De nationale Forhold er i ikke mindre Grad givne Forudsætninger, der ikke er til at komme udenom. Skal der tænkes nogen Nyordning, maa den altsaa blive til ved et Kompromis mellem disse lige uomgængelige Hensyn. At tilvejebringe et saadant Kompromis er den store og uhyre vanskelige Opgave, der er stillet europæisk Statskunst, men betænker man, hvilke Hindringer af Had og Mistro, Krigen uundgaaeligt har skabt allerede nu, begriber man næsten ikke, hvorledes den skal kunne løses. Skal Ofrene ikke blive saa store, at hele vor Kultur forbløder, er det i hvert Fald nødvendigt at finde en Forstaaelsens Vej, en Vej, banet af Forstaaelse for, hvilke Nødvendigheder, der foreligger og hvilke Hersyn, der er at tage.

Enhver, der prøver paa mest muligt fordomsfrit at overveje, hvad der sker og hvilke Strukturforandringer, der ligger bag det, der sker, bidrager formentligntlig sin lille Skærv til, at en saadan Vej banes.

Oktober 1941.

Efterskrift.

Afhandlingen Frankrigs Skæbne er skrevet Juni 1940 under Indtryk af Sammenbruddet og offentliggjort i Nationen et Aar efter, Juni 1941 ledsaget af flg. Bemærkninger:

Ovenstaaende Artikel blev skrevet for et Aar siden, umiddelbart efter Frankrigs Nederlag, og derefter - lagt I min Skuffe. Hvorfor, behøver ikke at forklares, hvis man kender Forholdene i dansk Presse. Selv nu offentliggør jeg den ikke uden Betænkelighed, da jeg véd, i hvilken Grad enhver Omtale af det Spørgsmaal, den berører, er ildeset herhjemme, og derfor praktisk talt udelukket fra offentlig Drøftelse. Fra et nationalt Standpunkt kan jeg imidlertid ikke anse dette for andet end forkasteligt. Skal vi orient os i den Verden, der nu er i Støbeskeen, er det nødvendigt ikke at overse nogen af de Faktorer, der kan, faa Indflydelse paa Udfaldet - og at Spændingen mellem Jødernes Interesser og de nationale Interesser i de Lande, i hvilke de holder sig, er en af dem, kan man dog viet næppe bestride.

For Frankrigs Vedkommende har den senere Udvikling vist, at jeg havde Ret i, hvad jeg for et Aar siden formodede om Beskaffenheden af den Reaktion, der fandt Sted, og i Pétains Personlighed har fundet sit faste Midspunkt. I hvilken Grad netop dette Spørgsmaal har paavirket hans Beslutninger i det forløbne Tidsrum, er det naturligvis med Efterretninger, der staar til Raadighed, næsten umuligt at skønne om, men at det har været med i dem, kan man ikke være i Tvivl om, og der er derfor ogsaa Grund til at tro, at man her kan finde i det mindste en Del af Forklaringen paa den Politik, Frankrig fører i Øjeblikket, og som har bragt det i et saa skarpt Modsætningsforhold til dets tidligere Allierede.

Dette vil ikke sige, at der ikke kan være mange andre Motiver, men tænker vi os ind i, hvorledes Pétain ud fra sit Standpunkt maa se paa den Opgave, der foreligger, bliver hans Politik ikke saa uforstaaelig, som den ellers vilde kunne forekomme mange. Det fremgik jo tydeligt af hans Udtalelser, at han uforbeholdent erkendte, at der var Tale ikke blot om et militært Nederlag, men om et moralsk Sammenbrud, foraarsaget - efter hans Mening - af Indflydelser, blandt hvilke Jøderne var en af de mest skæbnesvangre. Men hvis han mener dette, hvis han mener, at en national Genfødelse er betinget af, at disse Indflydelser ikke atter kommer til Magten, hvem kan saa undre sig over, at han snarere ser Muligheden for en Genrejsning i et Samarbejde, der holder disse Indflydelser paa Afstand, end i en Politik, der vil føre til, at Dørene aabnes for dem paa vid Gab?

Det er som sagt ikke sandsynligt, at Overvejelser som disse har været de eneste afgørende, men er det ikke sandsynligt, at de har været med til at fremkalde Afgørelsen?

Nøglen til den Situation, der foreligger - det gælder ogsaa herhjemme - er jo ikke en Gadedørsnøgle, der kun behøver at drejes een Gang om. Det er en Pengeskabsnøgle med mange Takker og flere Omdrejninger frem og tilbage. I denne indviklede Laasemekanisme er Jødespørgsmaalet een af Takkerne, men mangler den, nytter det ikke, at de andre findes. Man vil i saa Fald, hvor meget man end anstrenger sig, alligevel ikke kunne trænge ind til det Rum, hvor Forstaaelsen ligger gemt.

De Henvendelser, jeg fik fra mig ukendte Personer endnu mange Maaneder efter dens Offentliggørelse, viste hvor stor Opmærksomhed den havde vakt.

Første Halvdel af Europas Skæbne, skrevet Oktbr. 1941, har under Titlen Europas Horoskop været offentliggjort i Tidsskrift for Udenrigspolitik Marts 1942. Til begge Afhandlinger er føjet senere Anmærkninger betegnede som s. A.

Da mine to Afhandlinger, fordi den ene af dem tillader sig at gøre opmærksom paa Jødeproblemets verdenspolitiske Betydning, ikke har kunnet finde nogen Forlægger, maa man regne med heller ikke at se dem omtalt i Pressen - en Fortielse som mine Bøger i det hele taget har været Genstand for i vid Udstrækning, takket være de samme Indflydelser -, og hvis man mener, at der i det, jeg har skrevet findes Tanker, der bør overvejes, maa derfor hver især af mine Læsere selv sørge for, at andre bliver opmærksom paa min lille Bogs Eksistens.

Den faas i Boghandelen og i alle Banegaardskiosker, Pris l Kr. eller mod Indsendelse af Beløbet til Centraltrykkeriet, Overgaden n. V. 17, Kbhvn. K., Postgiro 166.

Dronte 7

Drontens hovedmenu