Usurpatoren - del 4

af Harald Nielsen

 

 

BRANDESBEUNDRING

_________________

F ORUD for Udsendelsen af Georg Brandes' sidste omfangsrige Værk fandt man i den radikale Provinspresse en Notits - der burde have haft Overskriften: Fra de Troendes Lejr - om, hvorledes han læste al udkommen Literatur om Cæsar baade paa døde og levende Sprog, og hvorledes han daglig arbejdede sine atten Timer under Højtryk; medens de offentlige Biblioteker havde nok at bestille med at bytte de Bøger, han havde brugt.

Omtrent af lignende Art er de Forestillinger, hvormed Hr. Osvald Hansen har givet sig i Lag med det Arbejde om Georg Brandes, der nu foreligger i Bogform 1) . Ogsaa han gaar ud fra, at Georg Brandes "har læst alt, hvad der er skre­vet om Goethe". Med Hensyn til Shakespeare bemærkes det ikke udtrykkeligt, men maa vel antages. Til Gengæld oplyses man om, at Georg Brandes "uden større Vanskelighed" konstaterede

1) Osvald Hansen: Georg Brandes, hans Forhold til Individualismen. Kbhvn. 1918.

 109

"Rækkefølgen i Værkernes Tilblivelse", og at man, inden han tog sig af dem, svævede i den Vild­farelse, at Shakespeare "skildrede Tanker og Stemninger, der var ham ganske fremmede, og formede Skikkelser, der intet besad af hans eget". Slet saa epokegørende er hans Betydning ganske vist ikke med Hensyn til Shelley - det indrøm­ mes, at han ikke var den første, der gjorde opmærksom paa denne Digter - men det er dog først i Halvfjerdserne - d. v. s. efter at Georg Brandes havde taget sig af ham -, at han "overhovedet gjorde Indtryk paa Læseverdenen." Disse overordentlige Bedrifter undrer mindre efterhaan­den som man gennem Hr. Osvald Hansens Fremstilling faar øjet op for de ydre og indre fremragende Egenskaber, der betinger dem.

Det kan jo ganske vist ikke siges, at Georg Brandes rent ydre ligner Sokrates - "og allige­ vel er det Sokrates' Navn, der ligger nærmest at nævne" -, thi begges Ansigter faar Præg ved " det Indre, Minespillet antydede." Det er overflødigt at bemærke, at han foruden at være vis ogsaa er uforlignelig modig og karakterfast; men det skal tillige noteres, at han er Danmarks uden Sammenligning største Prosaist, og "der er ikke Tvivl om, at havde Georg Brandes' Evner svaret til hans Ønsker og Vilje vilde Danmark have faaet en Digter som Shelley.«

Skønt det naturligvis kunde have været fristende at have haft en saadan, trøster man sig dog let,

110

naar man hører, hvad man har faaet i Stedet. Fyndigst udtrykkes det i Goethebogen, i hvilken Hr. Osvald Hansen finder "et nyt Vidnesbyrd om dens Forfatters Evne til at modtage og bear­bejde sine Indtryk."

"Georg Brandes er den sidste af en Række store Personligheder i et stort Aarhundrede. Men han er ikke den mindst interessante. Ingen af Forgængerne har naaet ham; thi de kendte ikke ham, hvorimod han kendte dem og kunde opleve og erfare alt, hvad de har givet i deres Værker.”

Stakkels Goethe, som ikke kendte Georg Brandes, og lykkelige Danmark, der har haft saa rig Lejlighed dertil. "Mægtigt" har han efter Hr. Osvald Hansens Mening ”virket til at højne Menneskeaanden."

Det er, som det fremgaar af disse Citater, en overordentlig gunstig Opfattelse af Georg Bran­des, man gør Bekendtskab med i denne Fremstilling. Han er for Hr. Osvald Hansen ikke blot den uforlignelige Kritiker og enestaaende Stilist; men han er ogsaa - som han er det for sine andre Beundrere - den ensomme, heroiske Aandspersonlighed, der kun forfølges for sine Dyders Skyld, og som kun er ensom trods al Beundring, fordi han i alle Henseender er saa uden Sammenligning enestaaende.

At bevise dette koster ikke Hr. Osvald Hansen større Vanskeligheder, da han er saa lykkelig at være i Besiddelse af en Metode, der ikke

111

kender til saadanne. Han finder saaledes – med Rette -, at Georg Brandes' Livserindringer ikke er nogen god Bog. "Det Billede, man faar af den Personlighed, Livserindringerne giver, er paa ingen Maade usympatisk for Læseren; men det ligner en flittig, selvoptagen, korrekt, ikke særlig betydelig Mand, der ret snakkesalig udbreder sig over sig selv". "Han, der med saa stort Mesterskab har skildret Hundreder af Personligheder, har ikke formaaet at skildre - Georg Brandes. Han har ikke beriget vor Viden om denne Mand(!), ja, hvad værre er: han har forvirret os, givet et ukorrekt Billede af ham."

Det er jo uheldigt, men ikke uopretteligt; thi hvad har man at gøre andet end samvittighedsfuldt at undlade at benytte det misvisende Dokument, der er "næsten uden Betydning for den, der vil søge at opnaa Forstaaelse af en af de ejendommeligste Mænd, der har levet i Danmark."

I samme Aand og med ikke mindre Grundighed drøfter han Spørgsmaalet om, hvorvidt Georg Brandes' jødiske Afstamning har spillet nogen Rolle for hans Gerning, og kommer ligesom med Hensyn til Selvbiografiens Brugbarhed til et negativt Resultat. I hans Skrifter, forsikrer Hr. Osvald Hansen, søger man, enkelte Udbrud i Avisartikler undtaget, forgæves efter Vidnesbyrd om jødisk Ejendommelighed. "Han har aldrig givet

jødiske Stemninger og Krav Udtryk; den Friheds­trang, som kendetegner hans Personlighed og hans

112

Stræben, er ikke særlig jødisk, og det kan ikke paavises, at den har sit Udspring fra Forhold og Omstændigheder, han i Egenskab af Jøde har reageret imod med hele sit Væsens Styrke og Ejendommelighed 1) .

_______________

1) At Hr. Osvald Hansen med denne sin - for hans Vedkommende naive - Fornægtelse af de Kendsgerninger, der generer, virkelig er typisk for Brandesbeundringens nuværende Tilstand, er netop med Hensyn til dette Punkt nylig bleven bekræftet. I en Artikel om sit personlige Syn paa det "jødiske Spørgsmaal" (offentliggjort i samme Blad, "København", hvori ovenstaaende fremkom), har Hr. Palle Rosenkrantz skrevet (14. Januar 1922) følgende:

Jeg hører ikke til dem, der nærer dyb Beundring for de danske Jøder. I Skønlitteraturen har jeg truffet dygtige Mænd, aldrig de første. Georg Brandes, som jeg personlig baade beundrer og virkelig holder af, er efter min Mening en stor og vidunderlig Begavelse, der er i stadig Kamp med det ejendommelige, hvorom der her er Tale. Det stør­ste, jeg kan sige om ham, er det, at han hæver sig over enhver kollektiv Bestemmelse, han er absolut noget for sig. At tale om jødisk Paavirkning af ikke jødiske danske Litterater ved Georg Brandes anser jeg for taabelig Tale." (!!!)

I Sandhed, "absolut noget for sig", en højtbegavet Personlighed, der ikke har Rødder i den Race, han tilhører. Om min Opfattelse vil man kunne faa Besked i "Jøden, Filisteren og Holsteneren". (Af Tidens Træk, fjerde Samling), hvor jeg gennem et bestemt Eksempel, saa uigennemdriveligt som det paa Aandsvidenskabens Omraade overhovedet er muligt, beviser, at hans jødiske Afstamning langt fra at være uden Betydning, tværtimod er Nøglen til Forstaaelsen; det eneste Punkt, hvorfra hans Meninger er til at begribe som en Enhed.

113

Det er først efter saaledes, om man saa maa sige, at have ryddet Grunden, at man skrider til den egentlige Opgave: paa Grundlag af Georg Brandes' Værker at vise hans Storhed, og da Selvbiografien er det eneste af disse, han finder mindre betydeligt, er det et Arbejde, der kun volder ham Fornøjelse. Ungdomsbøgerne omtaler han flygtigt for hurtigt at komme til "Hovedstrømningerne" , som han gennemgaar udførligt og paa en Maade, der er oplysende om den Aandstilstand, der svarer til Begrebet Brandesianisme.Stærkt kritisk udviklet kan man egentlig ikke sige, den er.

Hr. Osvald Hansen genfortæller saaledes, hvorledes Georg Brandes foranlediget af Brøchner forandrer sine Planer og giver sig i Lag med "Hovedstrømningerne".

"Specialkundskaber synes Georg Brandes ikke at have haft. Det fremgaar ikke engang tydeligt af hans Levnet, om han overhovedet havde læst de Forfattere, han vilde behandle i Emigrantlitteraturen, inden han tog fat paa Værket, en stor Forsyndelse i videnskabelige Pedanters øjne. Han hjalp sig ved i al Hast at gennemløb Sainte-Beuves store Værk om Chateaubriand og andre Forskeres Arbejder over samme Tidsrums Digtere.

Men hvad havde saa det at betyde? … Ikke de andre, men sig selv vilde han give - og det lykkedes ham." Undtagen i Selvbiografien!

Kun tilsyneladende er der Uoverensstemmelse

114

mellem dette og den stærke Fremhæven af hans samvittighedsfulde Videnskabelighed og mirakuløse Lærdom i andre Tilfælde, thi det maa selvfølgelig bero paa Omstændighederne, hvorledes man bedst vil begrunde hans Genialitet. Derimod synes det lidt overflødigt, naar Hr. Osvald Hansen gør opmærksom paa, at der er bleven rettet en Del positive Fejl i den senere Udgave af Værket og "af Hensyn til disse Rettelser" stedse citerer denne. Hvorfor, naar de intet har at be­tyde? Hovedsagen er dog som han selv stærkt betoner: Personligheden, Ideerne, som han jo finder fortræffelige, og hans Beundring af dem hviler ligesaa lidt som hans Anerkendelse af Georg Brandes' Videnskabelighed paa nogen Tilsløring af Kendsgerningerne.

Tværtimod - han er Mand for, hvis det behøves, at drage Konsekvenserne af Mesterens Antydninger.

"Den Individualisme, Shelley repræsenterer, kan ikke afvise Berettigelsen af et Kærlighedsforhold mellem Broder og Søster, hvis Etableringen af et saadant virkelig har Betydning for de vedkommende selv; den kan beklage, om de faar Børn, som den beklager, at der fødes Børn med ringe legemlig og aandelig Udvikling i et Forhold mellem Fætter og Kusine. Men Hensynet til de levendes Lykke maa gaa forud for Hensynet til de Døde.

Georg Brandes har ikke i Omtalen af Shelley

115

og Byron vovet sig ind paa en nærmere Drøftelse af et Problem, hvis Formulering og Opstil­ling imidlertid har den Betydning, at Forholdet mellem en Aand som Shelleys og den Aand, der raader i Verden, stilles i en Belysning, der forklarer, hvad Shelley var. Brandes har for øvrigt i en Kronik i ”Politiken” fra Begyndelsen af det tyvende Aarhundrede givet en malende Fremstil­ling af parisisk Aandsoverlegenhed - og der uden Angivelse af Navn omtalt i sympatiske Udtryk en ung, fin Moder og hendes unge, højtbegavede Søn, der efter alles Opfattelse levede i et Kærlighedsforhold til hinanden, som skænkede dem begge den reneste Lykke.

Individualismens Idé er Udtryk for den højeste menneskelige Retfærdighed. Den kender ingen Retsberøvelse for det sjældne og ualmindelige." (I dette Tilfælde altsaa Blodskam.)

I Sandhed: "Mægtigt har Georg Brandes virket til at højne Menneskeaanden."

Man mindes, naar man læser dette, Fortællingen om Manden, der kom til Paris, og som, da han skaansomt sagde til Hotelværten: "Monsieur, jeg tror der er Lopper (des puces) i Sengen!" fik det frimodige Svar: "Nej, det er Væggetøj (des punaises)!", thi man maa indrømme Hr. Osvald Hansen, at hans Bog er baaret af en lignende Oprigtighedens Aand.

Dog, hvorfor skyde paa Pianisten, naar han som denne er med paa Noderne. Hvad der lyder

116

os i Møde fra Hr. Osvald Hansens naive Lirekasse er jo lutter kendte og populære Melodier. Det er næppe for meget sagt, at der ikke er een af de Dumheder, Bogen rummer, der ikke er autoriseret af Navne, som han, Dilettanten, har maattet anse for betryggende. At Georg Brandes har gjort Epoke i Shakespeare-Kritiken, har omtrent opdaget Shelley og langt om længe taget sig forstaaende af den forsømte Goethe, at han er lige uforlignelig moralsk og videnskabelig, at hans Fejltagelser er intetsigende og hans Lærdom grundfæstet - det er altsammen kun Genklang af, hvad Litteraterne med Videnskabsmændenes Tilslutning i Aarevis har fortalt os. Hvorfor skulde f. Eks. Hr. Osvald Hansen være mere kritisk overfor Georg Brandes' Bedømmelse af Southey, end Professoren i engelsk Litteratur, der udtrykkelig fremhæver den, skønt den er en bevislig Bagvaskelse, i Strid med alle kendte Kendsgerninger. Ja selv den trohjærtede Fremhæven af Individualismens Konsekvens har sin Støtte i en hel Skole af celebre Forfattere, hvis blodskamsforherligende Værker fremtræder som Brandesianismens sidste Fase og som delvis har været tilegnede Mesteren.

Hr. Osvald Hansens Bog savner derfor ikke Interesse, om end denne er af en anden Art end tilsigtet. Man vil ikke gøre klogt i at bruge den som Hjælpemiddel til at forstaa Georg Brandes selv, men man kan derimod gennem den vejledes

117

til Forstaaelse af, hvorledes han bliver opfattet, thi som en Karikatur fremhæver de Træk, den gengiver, saaledes understreger denne Bog Hovedlinjerne i, hvad der, naar Talen gælder Georg Brandes, regnes for god Latin.

Det hjælper derfor ikke at trække paa Skulderen ad den. De Herrer, der har forherliget hans Alderdoms Hurtigmalerier saavelsom hans Ungdoms litterære Forfalskninger, har her faaet en Kollega, hvis "Gesinnungtüchtigkeit" de har al Grund til at være stolte af.

UNIVERSITETET OG SANDHEDEN

__________________

AABENT BREV

TIL HR. PROFESSOR J. L. HEIBERG

Motto:

Fürsten prägen so oft auf kaum ver-

silbertes Kupfer

ihr bedeutendes Bild; lange betrügt

sich das Volk.

Schwärmer prägen den Stempel des

Geists auf Lügen und Unsinn;

wem der Probirstein fehlt, hält es

für redliches Gold.

Goethe citeret af Prof. Heiberg.

Ærede Hr. Professor!

Da De i" Tilskueren" (Dcbr. 1916) offenliggjorde den klare og udmærket formede Tale, De havde holdt ved Universitetets Aarsfest, "Om videnskabeligt Arbejdes Værd og Vilkaar", blev jeg ved Læsningen af den greben af stor Lyst til offentligt at drøfte nogle Punkter i den, men da jeg var forhindret i at gøre det straks, gled Planen mere og mere i Baggrunden, og tilsidst syntes Tidspunktet mig forsømt.

Lysten er imidlertid vaagnet paany, og da Deres Tale omhandler Spørgsmaal af blivende Betydning,

119

vil De sikkert ikke tage mig det ilde op, at jeg vender tilbage til den.

Selv de, der ikke længere kan huske den tydeligt i Enkeltheder vil have bevaret Indtrykket af dens Holdning. Det var andet og mere end en Festtale, det var en Programudtalelse, en Videnskabens og Universitetets Uafhængighedserklæring overfor alle virkelige eller formodede Fjender og tillige i værdige og kraftige Udtryk en Betoning af den oprigtige Sandhedssøgens Idealer og Formaal.

"Universitetet vilde fornægte sig selv, hvis det ikke først og fremmest spurgte om videnskabelig Adkomst", siger de med Henblik herpaa, og fremhæver, at selv den Videnskabsmand, der ikke har naturlige Anlæg som Lærer, ved sit "Eksempel" kan give Studenterne "det vigtigste, Universitetet kan bringe dem: videnskabelig Metode." Dette er Hovedsagen, dets raison d'etre, og, hvormeget det end ellers kan lempe sig efter Tidens Fordringer, er der eet Punkt, paa hvilket det maa staa stejlt, det er, hvis man forlanger, at det skal slaa af paa Undervisningens videnskabelige Karakter, da maa dets Svar "blive: aldrig".

Alt dette har endnu et forholdsvis eksklusivt Præg og henvender sig nærmest til Universitetet selv, men i det følgende giver De Deres Ord en videre Adresse, idet De lægger de unge Studenter, "der nu skal begynde deres Universitetsstudier, paa Sinde, at de maa dyrke dem i videnskabelig

120

Aand og med Ærbødighed for Videnskaben, hvis de vil være værdige til Studenternavnet; paa dem beror væsentlig den nærmeste Generations Stilling til Videnskaben."

Tankegangen er aabenbart den, at disse unge Studenter engang bliver ældre Studenter, voksne Mænd, der rundt om i forskellige Stillinger er med til at bestemme Opinionen, og af hvis Opfattelse derfor den Agtelse, Universitetet og Videnskaben nyder, i høj Grad vil komme til at afhænge. Da nu kun et ganske lille Mindretal af de Studenter, De henvendte Dem til, kan tænkes at ville blive Videnskabsmænd i snævreste Forstand, har De dermed anerkendt, at Spørgsmaalet har en anden og bredere Baggrund end den, der er begrænset af Universitetets Mure, og det er i Forhold til denne, jeg har Lyst til at se det. ­

Ogsaa jeg har nemlig en Gang været en ung Student, der paa samme Maade fik indprentet Ærbødighed for Videnskaben, og jeg tænkte mig derfor, at det kunde have nogen Interesse for Dem at høre, hvorledes det gaar med en saadan smuk Følelse, naar den ikke længere kan slaa sig til Ro blot med Festtaler eller Laboratorieøvelser, men bliver stillet overfor den praktiske Virkelighed. Saavidt det har været mig muligt, har jeg bevaret den og har i al Beskedenhed i mit Arbejde søgt at anvende de kritiske Grundsætninger, jeg dengang hørte anbefalet som de

121

eneste rigtige, men til Tider er jeg næsten ved at fortryde det, thi havde jeg ikke bevaret dem i saa trofast Erindring, vilde det have været nemmere for mig at beholde en gunstig Mening om Universitetet, end det nu er.

Det vil maaske forekomme Dem mørk Tale og forbavse Dem, men jeg maa rent ud tilstaa, naar jeg skal være oprigtig, at det vækker kraftig Modsigelse i mit Sind, naar der paa Universitetets Vegne tales højtideligt om Sandhedskærlighed og videnskabelig Aand. Hvornaar har man nemlig set denne lægge sig for Dagen? Hvor er Beviserne for, at den findes? De vil pege paa Universitetets daglige Arbejde, paa Forelæsninger, Laboratorieøvelser osv., og det er paa ingen Maade min Hensigt at ville betvivle, at dette foregaar, som det sig hør og bør efter de nyeste Lærebøger, med de fineste Instrumenter og efter de mest anerkendte Metoder, men skulde det virkelig være det, De har tænkt paa, naar De taler om Videnskabens Evne til at ”sive igennem" og dens Magt til ”at paavirke Verdensbilledet og dermed Livsanskuelsen"? Jeg tror det ikke. De ved ligesaa godt som vi andre, at Metoderne og Lærdommen ikke behøver at være andet og mere end Rutine uden den ringeste Indflydelse paa vedkommende Videnskabsmands Karakter og Sandhedsopfattelse i al Almindelighed, og derved ogsaa uden den heldbringende og opløftende Virkning

122

udadtil, som De i Deres Tale forudsætter. Eksemplerne mangler ikke. Man behøver blot at tænke paa, hvad en Videnskabsmand som Kri­stoffer Nyrop kan se sig i Stand til.

Det er muligt, at hans "Grammaire" er fortræffelig og udarbejdet efter alle Fagets Regler, men hvad en almindelig Læser kan se, er, at han i sine Artikler ikke lægger Spor af "videnskabelig Aand", "Sandhedskærlighed", "Evne til at sondre troværdige og farvede Beretninger" for Dagen. Tværtimod, han røber det barnligste Ukendskab til Tænkningens og Undersøgelsens mest elementære Regler og Forudsætninger 1) . Og han er jo ikke den eneste. Eller tror De, man har Tillid til Dr. Starcke som Ungdommens Lærer i kritisk og redelig Tænkning efter at have set de Prøver, han paa sin brogede Løbebane selv har aflagt i saa Henseende, eller mener De, at Hr. P. Munch virker som Garant udadtil for Historieforskningens "Ædruelighed" ?

 ___________________

1) Efter at have oplevet, at Kildekritikens officielle Repræsentant, Prof. Erslev, i sin Iver efter at komme en Modstander, Forfatteren af denne Bog, til Livs, ikke tager i Betænkning at støtte en officiel Udtalelse paa et "Interview" (se Social-Demokraten 11. Jan. 1922), medens han vilde vende et hvilketsomhelst gulnet Papir sytten Gange, inden han indrømmede dets Troværdighed, er jeg tilbøjelig til at dømme mildere om Hr. Nyrop. Lidenskabeligheden faar aabenbart Videnskabeligheden til at rende af d'Hrr. som en Fernis, naar der ikke er en dybere Kultur som Bindemiddel.

123

I og for sig er der ikke Spor i Vejen for at tænke sig et helt Fakultet eller hele Universitetet sammensat af tilsvarende Sandhedsvidner. Hvad ved man om en Mand, fordi han kan Matematik, mikroskopere eller kender Grammatiken til syv Sprog? Det eneste, man med Sikkerhed ved om Aanden ved Universitetet, hvis Arbejde De vil have vi skal nære Ærbødighed for, er, at det har givet Mænd som disse deres videnskabelige Diplom og aldrig har desavoueret dem, hvor galt de end misbrugte det.

Det er selvfølgelig ikke min Mening at gøre Universitetet medansvarlig for enhver Sandhedsforfalskning, der finder Sted i vort Samfund, men det er ikke for meget forlangt, at det saavidt muligt tager sig af dem, der smykker sig med dets Autoritet, og forhindrer, at de skaber sig en Indflydelse eller Karriere i det offentlige Liv, som der ikke tilkommer dem. Det kan ikke tage sig af, hvad Hr. P. Munch brygger sammen paa en Valgtribune, men det kan sørge for, at han ikke staar paa den med sin videnskabelige Glorie uanfægtet, efter at han i sine historiske Oversigter har lagt den fladeste Partiaand for Dagen, eller at han ustraffet i sine Artikler faar Lov til at misbruge "Videnskaben" paa den skamløseste Maade. Det kan ikke optrævle alle Hr. Starckes georgeistiske, pædagogiske og partimæssige Uklarheder og Selvmodsigelser, men det kan nægte at

124

give ham Ansættelse som Lærer i Sandheds­søgen 1) .

Men paa den anden Side, hvorfor skulde man ikke unde ham denne Plads? Er han med sit Hastværksarbejde og Dilettanteri andet end det officielle Udtryk for, hvad Universitetet - ogsaa de af dets Repræsentanter, der ved denne Lejlighed opponerede - i Aarevis har tolereret og sanktioneret? At han efter en bevæget Løbebane sammenskriver en Psykologi paa 3-4 Maaneder er jo kun i Stil med, at man paa 9 Maaneder skriver ca. 1200 Sider om et Emne, der for at behandles samvittighedsfuldt kunde kræve ni Aars samlede Arbejde. De taler med en Indignation, jeg ikke kan svinge mig op til, om den "Skamplet paa Universitetets Almanak", det indtil for faa Aar siden var, at den indeholdt det bibelske Aarstal for Verdens Skabelse. Mig forekommer dette blot en malerisk og harmløs Anakronisme, og jeg

________________

1) Det er mig ikke muligt at genoptrykke ovenstaaende uden dertil at knytte følgende: Skønt jeg baade i denne og i anden Forbindelse havde fremsat skarpe Udtalelser om Prof. Starckes videnskabelige Virksomhed, afholdt dette ham ikke fra straks, jeg første Gang havde henledt Offentlighedens Opmærksomhed paa det Bentzonske Ægteskabslovforslag, at sætte sig i Forbindelse med mig og siden loyalt at stille sig ved min Side i Kampen imod det, idet han ligesom jeg var dybt overbevist om dets Landsskadelighed. En saadan stillen Sagen over Personen er imidlertid - i det mindste efter de Erfaringer, jeg har gjort - meget sjælden og tjener derfor den til Ære, der er i Stand dertil.

125

synes, at det er en ganske anderledes og langt værre Skamplet paa Universitetets Ære, at det i over en Menneskealder har taalt en saadan Fornægtelse af sine Principper, som Georg Brandes' Virksomhed har været det.

At denne Virksomhed vedkommer Universitetet, kan jo vanskeligt benægtes og er da heller ikke fra dettes Side blevet det. - Tværtimod. Da der efter Systemskiftet blev Tale om at oprette et ekstraordinært Professorat for Georg Brandes, blev dette Ønske støttet af 41 af Universitetets 54 Professorer. Af det filosofiske Fakultets 17 Professorer var der kun 3, der ikke sluttede sig til det, og indenfor det medicinske Fakultet var Tilslutningen enstemmig. I den Udtalelse, som en Deputation, bestaaende af Professorerne Gertz, Erslev, Høffding og Westergaard, med førstnævnte som Ordfører, fremførte for Ministeriet (25. Nov. 1901) hed det bl. a.: "at hvor mange Fejlgreb, der end kan være begaaet fra den ene og anden Side, saa har det sværeste af alle Fejlgreb været det, at man ikke ansatte Brandes ligestraks, da den Universitetsplads blev ledig, som han allerede efter sin daværende Stilling og Betydning som Videnskabsmand (!) var fuldt berettiget og sikkert ene berettiget til at modtage."

Denne Beklagelse fik fra Universitetets Side et nyt officielt Udtryk 10 Aar senere, da Professor Erslev som fungerende Rector Magnificus den 3. November 1911 mindedes 40 Aarsdagen

126

for Georg Brandes første Forelæsning ved at rejse sig op og holde følgende Tale 1) :

"Enhver der er her tilstede, ved, at det i Aften er 40 Aar siden, at Georg Brandes holdt sin første Forelæsning paa vort Universitet. Blandt dem, der den Gang var imellem Tilhørerne, var ogsaa jeg, og det er mig en Glæde nu som Universitetets Rektor (!) at kunne være blandt dem, der hilser ham. Der er jo et gammelt Mellemværende mellem Brandes og Universitetet. Vi, der den Gang blev grebne af hans fine Kløgt, hans sprudlende Veltalenhed, hans dirrende Energi, vi var ikke i Tvivl om, at hans Evner vilde bane ham en hurtig Vej til Universitetets Lærerstol. Det skulde ikke gaa saaledes. Universitetet stødte ham fra sig - hvad jeg beklager for Universitetets Skyld (!) ikke for Georg Brandes'. Det er vanskeligt at sige, hvorledes det vilde være gaaet Brandes, hvis et Professorat var blevet ham tildelt, hvis han i en ung Alder var bleven kgl. dansk Embedsmand. Maaske betød netop den Modstand, han mødte, Udvikling for ham. Helt mistede vi ham jo heller ikke, thi Universitetets Læresale stod ham aabne, og fra vore Katedre (!) talte han Gang paa Gang til de lyttende Skarer. Men før Systemskiftet i 1901 fik han ikke det Professorat, som alle Universitetets Lærere var enige om, han burde have. Først da skete den

________________________

1) Ref. i "Politiken" 4. Novbr. 1911.

127

endelige Udsoning mellem Brandes og Universitetet, og naar jeg nu bringer ham en Tak for, hvad han har betydet for os, da taler jeg ikke alene paa egne Vegne, men paa hele Universitetets (!)."

Hvorefter det slutter med en panegyrisk Taksigelse.

Som man af dette vil se, er det i allerhøjeste Grad med Universitetets Tilslutning, at Georg Brandes har drevet sin virkningsfulde Lærergerning, eller rettere sagt, det er med Tilslutning af de toneangivende Krese, dem, hvis strenge Idealer De har givet Udtryk i Deres Tale.

For at begrunde, hvorfor jeg lægger saa megen Vægt paa dette, maa det være mig tilladt yderligere at minde Dem om, hvad De i Deres Tale lagde os paa Sinde. De betoner, at en stor Del af Videnskabsmandens Arbejde bestaar i at bryde sig Vej til Problemet ved "møjsommelige og mi­nutiøse Undersøgelser, som den, der kun ser det store Resultat - hvis der kommer et – ikke har nogen Anelse om." Det gælder om ikke at blive stikkende i disse smaalige Undersøgelser - det er Pedanteriets Fare -, men paa den anden Side om heller ikke i Tillid til "sin Forhaandsteoris Rigtighed" at skyde de modstridende Iagttagelser, der frembyder sig, ”tilside og bortforklare dem, thi hvis Videnskabsmanden fremturer dermed og ikke ærligt bøjer sig for Kends-­

128

gerningerne", saa naar "han aldrig Torneroses Slot, men ender i Mosen."

De advarer derfor selv mod god populærvidenskabelig Litteratur, da den, "naar den kun med­deler Resultaterne uden at vise, hvorpaa de hviler, og hvorledes de er fundne, meget let frem­elsker en pseudo-videnskabelig Halvdannelse", og indskærper særlig med Hensyn til Historien, at det ikke er dens Opgave at lade sig bruge "som poetisk Kanel paa den daglige Vælling", men at tjene som "Vaccination mod Bornerthed", hvil­ket den imidlertid kun kan, naar "Billedet af Fortiden er rigtigt, d. v. s. overensstemmende med Virkeligheden og Sandheden", thi netop det er "den ædruelige Historieforsknings Fortjeneste", at den "har draget Skellet mellem Sagn og Virkelighed, skærpet Evnen til at sondre troværdige og farvede Beretninger og gjort Ende paa meget usundt og indbildsk Fantasteri ved at aabne øjnene for Menneskets og vort eget Lands Rolle og Plads i Verdensudviklingen."

Jeg ved ikke, om De, da De skrev dette, tænkte paa den Affære, der i 1902 saa stærkt sysselsatte Sindene, Striden om Dragon Niels Kjeldsen og hans Banemand, men det er i hvert Fald naturligt, at vi, Deres Læsere og Tilhørere kommer til det, thi den svarer i sit Forløb nøje til, hvad De her har fremsat.

Som man vil erindre, drejede det sig om den epokegørende Opdagelse, Professor Karl Larsen

129

havde gjort, og som han lancerede i et Særligt lille Skrift, at Dragon Niels Kjeldsen i 1864 ikke havde udrettet saa svære Heltegerninger, som der gik Ry om, og ikke, som det hed i den gængse Fremstilling, var blevet dræbt bagfra af en tysk Officer. Artikler, Pjecer, lange Redegørelser for og imod vidnede om Sagens uhyre Betydning, og i dette Haandgemæng holdt den moderne Videnskabs Repræsentanter sig ingenlunde fornemt tilbage, men mødte frem med sine bedste Kræfter for at redde Sandheden. Hvad Kampen gjaldt for dem, faar man udtømmende Besked om i det lange og grundige Resumé, Professor Kristian Erslev bagefter offentliggjorde i "Historisk Tids skrift" .

Han er meget glad over de store Anstrengelser, Karl Larsen har gjort for at faa Sagen opklaret: ikke mindre end 5 Beretninger fra Samtiden og 10 Forklaringer af endnu levende øjen­vidner har han vidst at skaffe sig, og har derved paa een Gang ført os fra "en halv sagnagtig Overlevering" over paa "et virkeligt historisk Grundlag". "Den Lovprisning, som flere Historikere straks ydede ham for hans energisk gennemførte Undersøgelse" har derfor efter Profes­sor Erslevs Mening "fuldkomment staaet sin Prøve", og de "danske Historikere, som har ytret sig om denne Sag", har "intet at bebrejde sig; de har ladet sig lede af den Stræben efter at finde Sandheden gennem en grundig og for­

130

domsfri Undersøgelse, som deres Videnskab kræver."

Grundig og fordomsfri Undersøgelse uden Hensyn til populære Stemninger og nationale Fordomme - her har man den. Praksis, der svarer til Teorien. Intet Offer, ingen Anstrengelse for stor, naar det gælder om at vaccinere Folket mod Bornerthed, og sikre det dets Historie i en tilstrækkelig nøgtern og paalidelig Form.

Ikke mindre var den Nidkærhed, man blev Vidne til kort efter, da P. A. Rosenberg udgav nogle Forelæsninger om "Grækeraanden". Baade Hr. A. B. Drachmann og De selv, Hr. Professor, kastede dem med stor Kraft over denne Bog, som man selv i værste Fald ikke skulde tro kunde anrette stor Skade. Imidlertid kommer det jo, naar det drejer sig om Principspørgsmaal, ikke an herpaa.

Hvorvidt den fortjente den Behandling, den fik, kan jeg ikke dømme om, og det interesserer mig i denne Forbindelse heller ikke. Jeg husker blot denne Affære ligesom Niels Kjeldsen Affæren, som Eksempler paa, hvor agtpaagivende, nøjeregnende og ubønhørlige den moderne Viden­skabs Repræsentanter kan være, skønt de ikke altid er det. Thi ved andre Lejligheder har det vist sig meget vanskeligt at faa dem i Tale. Saaledes blev en af dem, der havde ytret sig i Niels Kjeldsen-Sagen, Hr. Professor Fridericia, anmodet om ogsaa at ytre sig angaaende den Brug, en af

131

hans Elever, Hr. Dr. phil. P. Munch, gjorde af

Historien under Agitationen mod Forsvaret, men han røbede ikke den ringeste Lyst til at paatage sig Opgaven, og hvorledes det er gaaet med Hensyn til Georg Brandes ved De lige saa godt som jeg.

Overfor den Støtte, han har mødt fra Universitetets Side, og for hvilken jeg nylig anførte et Par officielle Udtryk, har alle Angreb kun tjent til at befæste Indtrykket af ham som den uskyldigt forfulgte, det overlegne Geni, der er udsat for Misundelsens og Smaalighedens Angreb. Pro­fessor Paludans dygtige og skaansomme Kritik i "Nær og Fjern" (1877, 78, 80) af "Emigrant­litteraturen" og ”Reaktionen i Frankrig", den eneste Universitetet værdige, der er fremkommet, forstummede som en Røst i Ørkenen og blev ladt i Stikken som "reaktionær" af Fremskridtets videnskabelige Repræsentanter, og senere Paavisninger af Plagiater og Fejltagelser, de slaaende Beviser for, i hvilken Udstrækning han hentede det, der burde have været Frugten af hans eget Arbejde fikst og færdigt hos andre og tilmed gjorde det sjusket og ukritisk, blev viftet til Side som Smaating, der ikke spillede nogen Rolle i Forhold til et Geni, som det, der her er Tale om, medens de, der fremførte disse Anker, blev stemplede som Undermaalere, som Særlinge eller

Fanatikere. Videnskaben som saadan - den rig­ tige moderne, kildekritiske Videnskab - beskæf­

132

tigede sig overhovedet ikke med dem, men trængte dem med tavs Foragt ud i Periferien, hvor saa Ildtilbedernes Skare kunde besørge det videre fornødne.

Da den saaledes har været kraftigt medvirkende til at Spørgsmaalet om Georg Brandes' Forhold til Sandheden vedholdende er bleven afvist som uvæsentligt, maa den finde sig i, at det rejses paany i en anden Form, nemlig som Spørgsmaalet om dens eget Forhold til Sandheden, thi jeg er ikke i Stand til at forstaa, hvorledes den Tolerance. der her lægges for Dagen, enten lader sig forene med den Nidkærhed, den i andre Tilfælde har givet Beviser paa, eller med de Grund­sætninger, den forkynder gennem Dem og andre af sine Repræsentanter, med mindre der saaledes, som Professor Vald. Vedel antyder i sin Voltaire-Anmeldelse skulde eksistere en videnskabelig Kategori, jeg ikke kender: en usandfærdig, men underholdende Bog.

Under denne vilde i saa Fald Størstedelen af Georg Brandes' Værker komme ind, derom er der ikke Tvivl. Det er godtgjort ved adskillige Stikprøver. Den Uærlighed og Overfladiskhed, han nylig igen er blevet overbevist om i Voltaire, er nemlig ikke en Alderdomssvaghed, men et gennemgaaende Træk i hans Produktion og strækker sig tilbage til "Gennembrudet", ja man kan sige, at den konsekvente og kyniske Optagelse af uærlige Arbejdsmetoder er en Del af det.

133

Fra det Øjeblik, han paatog sig at spænde over hele Europas, ja hele Verdens Litteratur, begyndte han ogsaa den Trafik, han senere har fortsat, at springe Undersøgelserne over, og dække de løst og overfladisk tilegnede. Bestanddele med et Lag af den Aandrighedens Fernis, hvis Evne til at blænde Godtfolk han tidligt erfarede.

I et Brev til sin Søn skrev Carsten Hauch, der selv var uden Svig, kort før sin Død følgende om Georg Brandes med Henblik paa dennes mange Planer: "Naar B.s legemlige Kræfter blot maa strække til, og han ikke ruinerer sig med det meget Arbejde. Men han maa arbejde med en Lethed, hvorom jeg selv i mine bedste Dage ikke havde noget Begreb."

Hvilket ejendommeligt og vemodigt Skær falder der ikke over disse Ord, naar man betænker, at den, der skrev dem, selv var en utrættelig Arbejder, og naar man ser dem i Lys af, hvad der senere er godtgjort. Thi nogen Fare for Georg Brandes' Sundhed var der ikke med de Metoder, han anvendte. Han kunde, takket være disse, overkomme ikke blot at danne sig en Mening om Hundreder af Emner, som hver for sig vilde have kostet andre Ugers, Maaneders, Aars Arbejde, men samtidig foretog han stadige Rejser, gav Audiens til utallige Beundrere fra alle Verdens Kanter, der efter hans eget Sigende har plaget ham med deres Besøg og besvarede det

134

Læs af Breve, der ligeledes efter hans Sigende blev væltet ind til ham.

Dermed skal paa ingen Maade hans Arbejdsevne undervurderes. Den er og maa alle Dage have været overvældende stor, selvom man opfatter den efter dens sande Natur, som en enestaaende Energi i Overfladiskhed.

Men i samme Grad dette indrømmes, kommer den Beundring, man har skænket ham, til at staa i et grotesk Lys. En Voltairebog paa tolvhundrede Sider tilvejebragt paa ni Maaneder af en fire og halvfjersindstyveaarig, er, selvom den helt og holdent var Afskrift, Vidnesbyrd om en sjælden Arbejdskraft, men den vilde være et Mirakel, et Brud paa Naturlovene, hvis den ikke i videste Udstrækning var det.

Da hans ridderlige Beskytter udtrykte sin Ængstelse for hans Helbred, hvilede Indtrykket af Georg Brandes endnu paa hans lødigste og tilforladeligste Arbejder, hans Ungdomsessays, men hurtigt maatte det for alle, der kendte viden­skabeligt Arbejdes "Værd og Vilkaar", blive klart, at der her ikke kunde være Tale om et saadant, at han paa en eller anden Maade maatte slippe billigt til det. Alene i selve Værkernes Anlæg røbede dette sig. Ingen anden end den, der var vant til og ikke bange for at fare med halv Vind, vilde f, Eks. have kunnet falde paa at skrive om Lord Beaconsfield alene paa Grundlag af hans Romaner, uden noget Kendskab til de Forhold,

135

i hvilke hans Karakter havde lagt sig for Dagen gennem Handling, og uden nogen Maalestok for hans Værdi i et tilstrækkeligt Kendskab til de Personligheder, han kæmpede med eller mod.

Beviserne for, at det forholdt sig som man fornuftigvis maatte formode, blev da ogsaa forholds­vis tidligt fremlagt baade i Form af en egentlig Kritik (Paludan) og som Afsløring af grove og tilmed sjuskede Plagiater. De gjorde blot intet Indtryk. Med Hensyn til ham sov Lovene ikke blot en Dag, men snart i et halvt hundrede Aar. At hans Bøger var Andenhaandsarbejder, en behændig og hensynsløs Popularisering af Aandshistorien, en Anvendelse af den som "Kanel paa den daglige Vælling", som Stimulans for stemningstørstige Sjæle, det gjorde intet Skaar i deres Anseelse. At de var tilrettelagt med den mest aabenbare Tendens, og derfor skikkede til at fordumme, at de dristigt byggede paa ufuldstændige Oplysninger og falske Forudsætninger og følgelig egnede sig til at skabe bornert Selvglæde og den Tyrkertro, der er Halvdannelsens Kendemærke, at han brød sig fejl om at sondre mellem troværdige og farvede Beretninger - det syntes at være ganske i sin Orden. Naar han ved Ude ladelser gav de litterære Dokumenter, han paa beraabte sig, en Tendens modsat den, de havde, naar han tilvejebragte hele Afhandlinger ved Laan, naar han, Autoritetsfornægteren, uden Kritik byggede paa dem, han "laante" hos, naar han ikke

136

blot plagierede, men ikke engang gjorde det med Omhu, naar han romantiserede sine Helte og som Baggrund for dem skamskændede og sværtede ypperlige Mænds Eftermæle, var det altsammen kun for Bagateller at regne.

Videnskaben talte ikke til ham, hverken som De, Hr. Professor, gjorde det i Universitetets Festsal eller i den Tone, Deres Kollega, Hr. Professor Erslev, anslog angaaende Niels Kjeldsen, den tudede med de Halvæstetikere, Skønlitterater, Journalister og begejstrede Damer, der satte Tonen op om det store Talent og den uhyre Virkning.

Som om Virkningen var et Bevis. Som om ikke ogsaa et "Spøgelse" har Virkning, naar Nerverne er tilstrækkelig svage. Disse Videnskabsmænd, der, naar man vilde drøfte Aarsagerne, henviste til Virkningen, virker netop som Mennesker, der har set Spøgelser og som ikke vil lade sig overbevise om disses sande Natur, selv om man viser dem baade Kosteskaftet og Gevandtet.

Virkningen - som om ikke ogsaa Fejltagelserne, Bedraget og Fantasteriet øvede Virkninger, som om man kunde affærdige Paavisningen af de Fejl, der her er Tale om, med en Henvisning til Virkningen uden dermed at rette et Stød mod den Tro, at der er Grund til at gøre Forskel paa Løgn og Sandhed. Kan man med den første afstedkomme lige saa gode og gavnlige Virkninger

137

som med den sidste, er det ikke let at se, hvorfor man med "møjsommelige og minutiøse Undersøgelser" skulde bestræbe sig for at finde denne; er det ligemeget med, hvor galt man sværter Southey, er det vanskeligt at se, hvorfor man skal være samvittighedsfuld overfor Niels Kjeld sens Banemand. Folket kan vel ikke blive mere fordummet af det ene end af det andet.

Men saaledes forholder det sig naturligvis heller ikke. Virkningen har i dette Tilfælde som i alle Tilfælde fuldkommen svaret til Aarsagerne, til Usandhederne, Fortielserne og Forvrængnin­gerne. Der er en nøje Sammenhæng mellem den Art "Videnskabelighed," der f. Eks. i "Emigrant­litteraturen" forvandlede Constants sande men triste Skildring af Lidenskaben i "Adolphe" til et Led i Forherligelsen af den frie Kærlighed, og det Resultat, Henrik Pontoppidan fyrretyve Aar efter noterede i Sonnetten til Georg Brandes paa hans 70-aarige Fødselsdag:

Det Kundskabens Træ, han har plantet i Landet,

som favned' saa vidt over Fjorde og Bugter,

forgifter nu Folket med ormstukne Frugter.

Og Adam, den nye, blev dum som den gamle.

Og Eva forgreb sig paa Kærlighedsgaven

og aad med hver lysten Gorilla i Haven.

Af Herlighedsdrømmen blev intet tilbage;

Et Luftsyn den var - og nu sank den i Graven.

138

Dette er unægtelig en Virkning at tale om, men jo mere "Talent", der ligger bag en saadan Virk­ning, desto værre, thi en Usandhed sagt med Talent er selvfølgelig dobbelt saa virkningsfuld som en, der ikke er det, og dobbelt saa ufor­svarlig, da den mangler den Undskyldning, der ligger i Dumheden. Talentet er derfor en lige saa daarlig Undskyldning som Virkningen. At bøje Sandheden til Gunst for Talent istedetfor omvendt at tvinge dette til at bøje sig for Sandheden, er lige saa uværdigt som en hvilkensomhelst anden Form for Magtdyrkelse.

Lige saa lidt som det nytter at paaberaabe sig Talentet uden først at have godtgjort dets Værd, lige saa forkasteligt er det at ville gøre det til en Skranke mod Retfærdigheden. Men hvad andet er det, man har vovet, naar man - atter Æstetisme, Feminisme og Videnskab i skøn Samdrægtighed - har kastet sig over Motiverne og slaaet sig til Ridder paa Begavelsen hos dem, der tillod sig at fremsætte Sandhedens simple, uomgængelige Krav. Man skulde tro, at Mænd bedre havde vidst, hvad der sømmede sig. Den, der anmelder et Tyveri, bliver dog ikke, hvis der er Lov og Orden i Landet, afvist med den Begrundelse, at han er for ringe, men man undersøger om han har Ret, og overfor den, der afslører en Medspiller i Færd med at trække Kort af Ærmet, vil det ikke regnes for gyldig Indvending, at han selv spiller daarligt, thi Falsk-

139

spilleren er ikke blot Medspillerens, men Spillets Fjende. Han gør det meningsløst at være med - ogsaa for den dygtige.

Ingen skulde synes nærmere til at forstaa dette end Videnskabens Repræsentanter. I Forhold til Videnskabens Principer maa paa samme Maade alle staa lige, hvis de overhovedet skal have nogen Gyldighed, thi kun i Bevidstheden om, at det er saaledes, at man gennem sit Arbejde er med til at bygge en usynlig Verden, en Verden, der har Eksistens udover den Enkeltes Forgodt­befindende i de Love, den er underordnet, kan der hentes Kraft og Lyst til at afvise alle Tvivl om, hvorvidt Resultatet er Anstrengelserne værd.

Ved at svigte dette centrale Krav og gøre fælles Sag med dem, der ikke har anden Maalestok for aandeligt Værd end løsrevne Indtryk og momen­tane Nydelser, har Videnskabens Repræsentanter baaret sig ad som Skildvagter, der forlader deres Post for at være med paa den aabne Estrade.

Vald. Vedel, der nylig roste Georg Brandes Værk om Voltaire l) med den mærkelige Be­

1) Om dette Værk og dets Forhold til Kilderne se Mag. Ferlovs Afhandlinger i Ugens Tilskuer 15. Marts og 1. April 1917. I den sidste af disse paaviser han f. Eks. hvorledes en af Voltaires Modstandere, der i dennes Fremstilling op­træder under forskelligt Navn, for Georg Brandes spalter sig i to Personer, der saa tilsammen danner et Komplot. "Duval, der optræder under Navnet Belleval, og Belleval, der aldrig har eksisteret, hvilket herligt Par for en frugtbar

140

grundelse, at det til Fordel for Behageligheden lader ligge, "hvad der er for specielt fagligt eller kræver for meget Tankebrud", skal ud fra en lignende Tankegang have rost ham for at have faaet Bugt med "den hovmodige, udannede Faglærdom". Hovmodig Faglærdom er ikke behagelig, og hvis den virkelig kunde udryddes, var det fortjenstfuldt nok, men derpaa er der slet intet, der tyder. Naar det gælder om at tælle Fejlene hos P. A. Rosenberg mangler Lærdommen den Dag i Dag ikke Selvfølelse. Hvad der er opnaaet, er noget helt andet, at den af Frygt for at synes pedantisk prøver paa at være aandfuld uden at bryde sig om først at være sam­vittighedsfuld.

Det, der er lykkedes for Georg Brandes, er at faa den paa Galejen, at lokke den med paa æstetisk Dansebod, hvor den ikke har hjemme, og hvor den udsætter sig for at gøre en komisk Figur.

De tager selv det fornuftige Forbehold, at det ikke er sikkert, at en Videnskabsmand tillige har

Fantasi, hvilke Intriger, Forvekslinger, Situationer, Kon­flikter . . ." Man maa tænke paa Falstaffs Beretning om de "to Skælme i Dvælgs Klæder", der har overfaldet ham og som bliver til elleve, medens han fortæller derom. Naa, Falstaff har jo heller aldrig været berømt for sin Tilforladelighed, men ikke desto mindre tager ogsaa han det ilde op, naar man tvivler om hans Ord. "Maa Sandhed ikke være Sandhed?" udbryder han indigneret.

141

medfødte Anlæg som Lærer, men at Studenterne alligevel af hans Eksempel kan lære det, der er Hovedsagen: videnskabelig Metode. Paa samme Maade maa man have Lov til at betvivle, hvorvidt det at være Professor ogsaa uden videre giver Forudsætninger for at bedømme Genialitet, Aandrighed, æstetiske Evner, sproglige Fortrin o. lign., medens man gerne tror, at en Videnskabsmand, naar han følger Principet: Skomager, bliv ved din Læst, og ikke skammer sig for jævnt og ædrueligt at være, hvad han er bestemt til, Fagmand, kan tale med Sagkundskab om Metode og Nøjagtighed. Havde Professor Otto Jespersen erindret sig dette, da han jubilerede for Georg Brandes i 1912 og holdt sig til Positiviteterne, de tørre litterærhistoriske Fakta, vilde han have sparet sig at begaa en saadan Betise som den at fremhæve en af Brandes allermest usandfærdige Karakteristiker som særligt vellykket.

Det Eksempel, han gav ved denne Lejlighed, kunde absolut ikke tjene til at fremhæve den Ærbødighed for Videnskaben, De lægger os paa Sinde, eller faa os til at tro paa dens Evne til at løfte Blikket "opover det, som er den rette Tro paa Bjærget". Tværtimod stiller saavel hans som de fleste af hans Kollegers Holdning den moderne Videnskab i et ganske andet Lys.

Den Kærlighed til Sandheden, den Uafhængighed af populære Stemninger, der ene sætter i Stand til at gribe den, den Vilje til fordomsfrit at tage

142

sig af dens Sag, det Mod til at gaa i Breschen for den, der skulde være Beviset for, at den Aand fandtes, som De paaberaaber Dem, mærker man kun lidet til. Det er i hvert Fald ikke fra Universitetets Side, der er blevet øvet Justits, naar denne Aand blev krænket. Hverken en Kristoffer Nyrop eller en P. Munch har haft noget at frygte fra deres akademiske Kollegers Kres.

Deres Dilettanteri er ganske vist ogsaa kun for Smaating at regne mod den glimrende Uvederhæftighed, for hvilken Videnskaben i Aartier har skænket Georg Brandes sin Beundring.

Men den har ikke blot ligget under for denne Glimmer, som man skulde tro det netop var dens Sag ikke at lade sig blænde af, selvom alle andre blev revet med, men den har ladet sin Stilling bestemme af Sympatier og Antipatier, der burde være den frie Undersøgelse uvedkommende, thi hvorfor skulde den ellers med saa stor Samvittighedsfuldhed kaste sig over en Splint som Niels Kjeldsen-Affæren eller over nogle praktisk talt ligegyldige Urigtigheder hos P. A. Rosenberg og bevare Sindsroen overfor en Munch og en Brandes? Næppe fordi det i det førstnævnte Tilfælde drejede sig om Fænomener af mere indgribende Betydning for Folkets Liv eller mere oprørende fra Videnskabens Synspunkt, men de var bekvemmere, lettere at have at gøre med, de gav den moderne Videnskab Lejlighed

143

til paa engang at tage sig af "Principerne" og befæste sig i Troen - den rette Tro paa Bjærget.

Thi der findes en saadan, en indbildsk, fanatisk, bornert "Tro", der ikke giver nogen anden Form for Ortodoksi noget efter i Retning af Selvgodhed og Jesuitisme, en Tro, der mener sig i Besiddelse af den sande Videnskabelighed, det rette Frisind, samtidig med, at dens Handlinger viser den hildet i Fordomme og bundet af Partiaand, en Tro, der har gjort sine Tilhængere ukritiske og blinde, og set i Forhold til hvilken Deres mange og træffende Bemærkninger om sand Videnskabeligheds Forpligtelser og Forudsætninger, skønt jeg ikke tvivler om den personlige Idealisme, af hvilken de er udsprungne, derfor ikke virker efter deres Bestemmelse.

De minder kun ved at indskærpe, hvorledes Tilstanden burde være, den opmærksomme Iagttager om, hvorledes den i mange Aar ikke har været. Maaske de ogsaa saaledes kan gøre Nytte, men i saa Fald ikke uden de Kommentarer, jeg her har tilladt mig at fremsætte.

INDHOLD

Usurpatoren (1912)

1

Brandes og Southey (1916)

56

Hvordan man skriver 34 sider (1917)

85

Brandesbeundring 1918)

108

Universitetet og Sandheden (1917)

118


NB: Fortsat fra del 1,2 og 3

Læs flere udvalgte værker af Harald Nielsen

Controversy of Zion _resumé

Controversy of Zion

Harald Nielsen

Antisemitisme i Danmark

Hjemmeside går i sort

Dronte 8

Dronte 8 - leder

Drontens hovedmenu